Aspergers/Personlighedsforstyrrelse
Skrevet af
Anonym
Jeg har nu igen været igennem en studierunde, og de sidste par uger googlet løst og læst om personlighedsforstyrrelser og aspergers syndrom og jeg bliver ved med at kredse om disse to.. det er rigtig svært at skille skidt fra kanel og finde ud af hvad der kan være det ene og hvad kan være det andet... og den ene dag har jeg hældt til den ene side og den næste til den anden side.. men jeg er faktisk ret sikker nu.. det er aspergers syndrom. Selvom det er svært at skaffe læsestof omkring asperger-piger, så jeg måtte google på engelsk.. der er de længere fremme i deres forskning.. og hver gang jeg læser om det, så falder der bare en hel masse ting på plads, og er som om jeg føler: her hører jeg hjemme.. misforståelserne bliver skyldet væk.. hvorimod når jeg læser om personlighedsforstyrrelser, så kan jeg også sagtens se rigtig mange træk.. men det er som om det ikke er helt rigtigt.. det passer ikke helt..
Jeg er på en måde ligeglad med om det er det ene eller andet.. det ændrer jo ikke på hvem man er, eller hvilke problemer man har.. men på den anden måde er jeg altså ikke ligeglad, fordi det handler om min egen forståelse, men det handler i allerhøjeste grad om at skaffe sig selv og min datter den bedst mulige hjælp.. og at kunne forstå sig selv, sine tanker, følelser og reaktioner og kunne forstå hvor man er anderledes, betyder altså også man kan undgå nogle faldgruber.. man kan sige til sig selv: hov stop, her er du ved at begå en fejl, og senere vil du få det dårligt over det. Det handler om at kunne finde ud af også at guide sig selv..
Altså nu starter jeg med analysen af mig selv først ud fra de to syndromer/forstyrelser.. problemet er at adfærden ligner utrolig meget, men årsagen er to forskellige ting.. og nu vil jeg sgu finde ud af det.. hader uvished og får ikke ro i hovedet før jeg finder ud af tingene..
Barn:
Venner/veninder: nej, men havde nogle jeg kunne være sammen med. Min mor satte mig sammen med to piger, hun mente var gode for mig. Men jeg røvkedede mig ved samvær med dem. Jeg gjorde det alligevel, for det skulle jeg. Og jeg var sød og flink. Den ene opdagede faktisk jeg ikke gad hende, og hun spurgte mig hvorfor jeg var sammen med hende, og jeg sagde det rent ud: min mor siger jeg skal, for hun mener det er godt for mig at være sammen med dig og din mor og min mor har aftalt vi skulle være sammen, fordi jeg er så dygtig i skolen og du ikke er og jeg skal hjælpe dig med dine lektier. Og var jo det jeg havde fået at vide, og det sagde jeg jo bare. Hun blev ked af det. Hun ville ikke være sammen med mig mere. Jeg var ligeglad. Glad fordi jeg slap være sammen med hende, for jeg kedede mig.
Det er jo altså typisk aspergers det her. Jeg kan ikke regne ud, at sådan en smørre jeg fyrede af ville såre. Bagefter kunne jeg sagtens forstå det. Jeg kan altid først bagefter, når jeg ser konsekvenserne. Så kan jeg sammenholde årsag og konsekvens og så forstår jeg. Jeg er stadig i dag ked af at jeg sårede hende. Det var ikke det jeg ville. Jeg svarede bare på hendes spørgsmål. Jeg føler mig godt tilpas og rigtig når jeg svarer rigtigt og sandt. Jeg har utrolig svært ved at lyve. Det er også typisk aspergers..
Kan det være personlighedsforstyrrelse det her? jo, på en måde kan det vel: jeg har manglende empati.. svært ved at sætte mig ind i andres følelser.. men så alligevel, så bliver jeg altid sur, når jeg kan se, at jeg ryger i manglende empati-kategorien.. det passer altså ikke.. jeg har empati og jeg har følelser.. men jeg forstår dem intellektuelt og ikke så meget følelsesmæssigt.. jeg er intelektuelempatisk intelligent og meget meget mere end andre mennesker.. det kan jeg jo se gang på gang.. men følelsesmæssigempatisk intelligent er jeg ikke.. der skal jeg gøre mig umage i hvert fald.. er det personlighedsforstyrrelse eller er det aspergers? de er jo begge empati-skadet, eller har svært ved at forstå det og føle det.. jeg tror altså det er aspergers det her.. Grunden til jeg mener det er aspergers, er fordi jeg ser på intentionerne bag og konsekvenserne.. en med personlighedsforstyrrelse som havde sagt denne forklaring, hvilken mekanisme ville de være styret af? jo at gokke andre i hovedet for selv at få det bedre (jo mange mennesker som er styret af lige netop den mekanisme) men det var ikke min intention, og jeg fik det bestemt heller ikke bedre og følte mig ovenpå bagefter.. for personlighedsforstyrrede, så går jeg ud fra at det giver dem en indre tilfredsstillelse og de føler sig godt tilpas med dem selv, fordi de føler sig bedre. Og det er derfor de gentager denne mekanisme og fortsætter med det. Men det gør jeg ikke. Jeg bliver ked af det over det. Ked af over at se hvad jeg selv har gjort. Jeg bliver også godt og grundig sur på mig, over at jeg er sådan. Jeg vil det ikke. Men gang på gang kommer jeg til det, fordi jeg ikke kan regne den ud.. ikke fordi jeg er styret af en uhensigtsmæssig mekanisme.. det tror jeg altså virkelig ikke.
Jeg havde så 2 jeg virkelig godt kunne lide at lege med som barn. Den ene var en drengepige. Hende elskede jeg at være sammen med. Klatre i træer, ud i naturen, samle frøer sammen, bygge indretninger af sand, vand, blade til dyr osv.
Den anden kunne også disse ting, men jeg kan huske jeg en dag blev vældig skuffet, for der havde de fået en hel masse barbiedukker og hende og hendes søster var rigtig stolte og glade for de dukker og der var vildt mange af dem og de ville lege med dem og jeg røv kedede mig igen.. jeg hadede dukker.. som 8 årig forærede jeg allesammen til min søster.. gad dem ikke.. jeg kunne lide at bruge mig selv, klatre, spille bold op af væggen med de der tællesystemer og ting man skulle gøre i bestemt rækkefølge, at sjippe at gå på stylter og sådan nogle ting, og jeg kunne lide at studere ting.. jeg kunne få timer til at gå med det.. jeg elskede især at sidde på fliserne og se myrerne og deres ruter og følge med, og samtidig kunne jeg jo se flisernes prikker og hvor forskellige de var fra hinanden, og samtidig var det lige i nærheden af stedmoderblomsterne og dem elskede jeg også at se på.. sammenligne ligheder og forskelligheder.. nogle gange var jeg rigtig heldig og nogle bitte små sjove edderkoppeagtige dyr meldte sig på banen på fliserne, eller en bænkebider eller ørentwist eller sommerfugl eller endnu bedre en sommerfugle larve eller regnorm.. jamen jeg kan blive ved.. jeg elskede det.. nej det allerbedste var frøerne. Jeg kunne få dagevis til at gå med at samle frøer og så indrette de optimale betingelser til disse frøer.. altså hjem til dem.. og så bare sidde og studere dem, tage dem op osv.. jeg føler helt den der begejstring indvendig, når jeg husker tilbage.. er det normalt? spørg mig lige hvor knopperne i vores husmur var.. haha.. alle detaljerne dem ser jeg og jeg elsker at se dem igen og igen.. jeg elskede det hus.. følte virkelig kærlighed boble inde i maven når jeg tænkte på huset. For mig havde huset personlighed. Det havde udstråling. Jeg kan beskrive huset som man beskriver en person. Det er sgu da også asperger det der.. eller er det et barn som har haft det så dårligt så det skabte et "mærkeligt anderledes indre liv og opfattelse" ?? igen adfærden er den samme, udefra set.. det er jo det, som er så svært..
Men sammenholder jeg det hele med at jeg ikke gad at lege med dukker og synes det var dybt godnat.. åh jeg husker stadig hvordan det vrængdes i maven på mig, når de ville lege deres forbandede købmandslege.. jeg var næsten ved at dø indvendig af kedsomhed.. og jeg kunne bare næsten ikke få mig selv til det.. at gøre som om man køber noget, som ikke er noget, for ikke at få noget.. komplet galamatias er det jo.. haha.. også typisk aspergers.. men sådan har jeg det virkelig..
Kunne jeg få noget ud af relationer? ja da.. jeg elskede jo at lave de ting, som jeg kunne lide, og fandt jeg andre, som også kunne lide at lave de ting, og vi kunne sammenligne eller konkurrere: hvem kan sjippe længst, eller komme længst i boldmurelegen eller jeg kunne få en med på min dyre-fascination og med til at bygge hjem til de indfangede dyr, så elskede jeg det da og følte samhørighed.. og alle børn kan jo lide den slags ting, men forskellen er bare, at jeg havde engangsoplevelser og skiftede personerne ud.. de andre børn gad ikke gang på gang lege det samme og vores relation gik i stykker..
Jeg var god nok til at skabe kontakt med andre, tror jeg.. eller de var til mig, det er nok det.. ofte så cyklede jeg bare rundt, indtil jeg mødte et tilfældigt barn som manglede nogle at lege med.. og så blev jeg inviteret med til at lege. Og jeg hyggede mig gevaldigt med det. Jeg elskede at lære nye at kende og studere dem og jeg elskede især at studere deres hjem, alle tingene og måderne de omgikkes hinanden på.. jeg var jo en både sød og kvik pige, så det var let for andre at lukke mig ind.. man ville nok sige at personlighedsforstyrrede ville have haft tendens til at suge alt ud af nye og nye familier og få den omsorg de manglede osv.. men det gjorde jeg jo ikke.. jeg var glad for den ene dag jeg fik lov at studere familien og især deres reaktioner på mig.. det var en hel "opdagelses" dag.. som en opdagelsesrejsende som kom til en anden verden nok ville have det.. den glæde ved at studere alt det anderledes og nye.. sådan har jeg det med nye mennesker og huse og haver... det giver mig virkelig meget.. Men der gik aldrig længe, så blev det ikke til mere.. det udviklede sig ikke til venskaber..
Ja med den viden jeg nu har, så vil jeg altså vove at påstå det er aspergers syndrom.
Jeg kan ikke huske at jeg var ked af det over manglende venskaber som barn. Jeg cyklede bare ud i det blå og der var jo altid nogle at være sammen med i den landsby jeg voksede op..
Skolen: åh jeg elskede at være i skole. Jeg følte mig så varm og tryg indeni. Jeg elskede hele tiden at kunne genkende min klassekammerater og lærere. Det registrerede jeg altid. De var dem de var og det kunne jeg lide. Jeg var ikke med i deres floklege. Jeg havde ikke lyst, men jeg kunne lide at stå og se på. Det jeg havde det dårligt med, var at jeg godt vidste jeg var forkert, ved ikke at have lyst og jeg kæmpede med at få mig selv til at få lyst, men jeghavde altså ikke lyst så jeg gjorde det ikke. Jeg kan ikke gøre ting jeg ikke har lyst til altså.. jo jeg kan godt, men det er svært.
Til gymnastik var jeg lærerens hovedpine haha.. og også min egen.. som årene gik, så hadede jeg det mere og mere.. og jeg nægtede mange ting.. korslagte arme og NEJ, og det lignede slet ikke mig at sige NEJ, og jeg kunne ikke lide mig selv, når jeg gjorde det, og jeg vidste godt jeg var anderledes, og det kunne jeg heller ikke lide og jeg spurgte ofte mig selv: hvorfor.. hvorfor jeg ikke bare kunne gøre de ting, som jeg kunne se andre elskede at gøre og havde det sjovt med.. men jeg kunne bare ikke.. noget blokerede fuldstændig inde i mig.. jeg kunne bare ikke og jeg hadede det som pesten.. i dag kan jeg genkende følelsen af angst inde i mig selv, og jeg havde angst dengang som barn, når jeg var til idræt i skolen. Hvorimod jeg gik til gymnastik i min fritid. Rytmisk gymnastik og det elskede jeg altså. Men der var musik for det første og der var jo det at man skulle gentage bevægelserne.. jeg var motorisk klodset og jeg kom ofte galt afsted, men uden at komme til skade.. jeg var perfekt til at forskåne mig selv for fysisk skade.. men jeg elskede det gymnastik altså.. at huske serierne og jeg følte mig så god ved det, at jeg kunne huske dem og de andre havde så svært ved det.. mine bevægelser var ikke så fint udført som de andres, men jeg huskede det meget hurtigere end de andre.. det elskede jeg :D.
Frikvarterer i skolen: nogle gange var jeg bare alene.. jeg hang på de der rør hvor man kunne snurre rundt.. jeg elskede især de rigtig høje, hvor det var lidt farligt.. forstået på den måde, at hvis jeg ikke holdt fast, så ville jeg falde ned og slå mig.. men jeg vidste jeg kunne holde fast og jeg turde lave akrobatiske ting på de rør..ja det var det jeg mest gjorde og der var jo altid andre børn på de andre rør og vi delte oplevelsen der.. jeg følte fællesskab med dem. Nogle gange gik jeg også rundt med en anden pige.. det var sådan i min klasse at når en anden pige var lidt udenfor sin gruppe.. så var hun sammen med mig.. og der var næsten altid en udenfor.. og så lytttede jeg til hendes problemer og beklagelser og jeg gav også gode råd til hende.. så gik jeg med hende i frikvartererne i nogle dage, indtil hun kom ind i sin pigegruppe igen, eller hendes veninde ville have hende tilbage.
Jeg var den stille og dygtige pige i klassen, og jeg var accepteret. Nogle gange grinede klassen af mig og mine særheder og de spurgte også nogle gange læreren om hvorfor jeg var sådan og sådan, husker jeg.. men det gjorde ikke noget.. for jeg havde min rolle og plads og var godt for noget.. drengene kunne også lide mig, forstået på den måde, jeg var jo altid villig til at hjælpe dem, og lod dem skrive af fra mig, eller forklarede dem tingene, som de ikke forstod.
Åh hvor jeg hadede håndarbejde.. hahahaha.. gør jeg stadig.. men om jeg fatter det!!! fatter det altså bare ikke.. og de andre startede på deres symaskinekørekort efter sommerferien og fik det til efterårsferien, og jeg først til juleferien.. jeg var overbevist om at jeg var forfulgt at symaskiner som gik i strejke, når jeg bare nærmede mig dem.. jeg fattede ikke hvad jeg gjorde forkert.. jeg var håbløs. Og det er jeg stadig.. der er nogle ting jeg overhovedet ikke forstår.. og det at jeg ikke gør det, kan faktisk godt få mig til at græde og hyle i frustration.. det er nok her jeg kan blive allermest frustreret.. cykelhjelme.. hahahaha jeg har udviklet et had til dem og også til støvsugere.. at skulle justere en cykelhjelm.. mareridt.. i dag gider jeg ikke engang at prøve mere.. og at en voksen højtuddannet kvinde må bede naboer om hjælp for at få børnenes hjelme justeret, det er pinligt og jeg hadede mig selv for det, men jeg kunne altså ikke.. samme med støvsuger.. jeg hader dem.. de går hele tiden i stykker altså.. og jeg kan ikke finde ud af at få dem til at fungere igen.. heldigvis for min yngste pige.. hun er familiens fikser.. vi to andre er dybt imponeret over hendes evne til at fikse ting.. og hun er også stolt.. for hun ved udmærket godt vi er hjælpeløse uden hende og hun er familiens handyman..
Jeg er ofte til grin mht. praktiske løsninger.. mange spørger mig: hvorfor gør du sådan og sådan.. det er jeg rimelig træt af.. kan de ikke bare lade mig gøre det på min måde.. resultatet bliver jo det samme..
For det meste griner de med mig og ikke af mig..
Humor: ja den sidder lige i skabet.. er også typisk asperger jo.. kan huske fra min skolegang at når de andre stod i flok og grinede af en vits, så stod jeg uforstående.. jeg kunne godt regne ud, hvorfor de synes vitsen var sjov, men jeg kunne altså ikke grine.. jeg nægter at grine af noget, som ikke er morsomt og det er det vitterligt ikke! Men jeg ville jo også grine sammen med andre.. opfandt mine egne vitser og morsomheder: resultat: oplevede ikke at grine med andre, men i stedet at blive nedstirret eller grinet af.. men oftest igen grinede de med mig og ikke af mig.. jeg var accepteret og vellidt som den jeg var i den klasse følte jeg.. sådan havde jeg det i hvert fald selv.. jeg registrerede det anderledes, og jeg forstod også godt, hvad jeg ikke forstod osv. men det gjorde mig ikke noget.. jeg elskede bare skolen.. og min klasse.. jeg kunen også alle deres navne, mellemnavne, adresser, hus nr. og telefonnr. og fødselsdage udenaf.. jeg kunne godt lide før jeg skulle sove om aftenen at se på vores klassebilled og så opremse alle de data inde i mit hoved.. jeg kendte dem, følte jeg.
Se det er sgu da også aspergers syndrom det her og ikke noget personlighedsforstyrrelse altså..
En ting som jeg stadig den dag i dag undrer mig over og har spekuleret over i rigtig mange år altså.. det var at i slutningen af 6. klasse der fik jeg et usædvanlig selvsvingstrip og er egentlig det første jeg husker at jeg har haft.. men jeg sad faktisk i flere dage og klippede se og hør pigerne ud.. og spørg mig ikke hvorfor.. for det har jeg selv spekuleret på.. tror det var fordi jeg kunne lide at sammenligne deres data.. jeg havde ved et tilfælde fået en masse se og hør blade af min mors veninde.. for at beskæftige mig.. for jeg kedede mig jo oftest.. og der fandt jeg så det som gik igen i bladene: pigerne.. og mange af dem vejede lige meget eller var lige høje, men deres mål var forskellige.. og jeg elskede at studere dem, deres ligheder og forskelligeheder og jeg klippede ud og studerede og klistrede dem op på væggen.. kan huske da min mor så det så grinede hun bare.. og jeg har spekuleret og spekuleret hvorfor jeg var så fascineret af nøgne damer.. men det var jeg ikke.. jeg var fascineret af forskelle og lighederne.. ligeglad med de var nøgne.. og det irriterede mig, at folk som kom på mit værelse og så det kun havde fokus på nøgenheden.. til sidste hev jeg samtlige plakater ned.. de var ellers hængt op i helt bestemt rækkefølge og jeg havde råhygget mig i rigtig mange dage med det her projekt.. men efter ½ år hev jeg hele molevitten ned og smed det ud; fordi spørgsmålene og fordømmelsen fra andre var jeg noget så træt af..
Men det er jo også asperger det her.. adfærden ser umiddelbar ud som: fascination af nøgne damer og kvindelighed.. en sygelig fascination: forstyrrelse.. men det var ikke det, det var.. det var noget helt andet..
Jeg elskede jo musik.. min mor havde grå hår over mig, fordi hun ikke kunne motivere mig til noget og jeg bare gik alene og sad på mit værelse og læste eller tegnede eller gik rundt alene udenfor.. men hvis der var noget musik i fjernsynes, så oplevede hun mig begejstret og jeg for op og skruede op for fjernsynet og jeg blev komplet hysterisk hvis nogen snakkede.. det er så irriterende, at de ødelægger den indre skønne ro.. jeg kan ikke suge det jeg oplever til mig, hvis jeg hele tiden bliver forstyrret.. hader det.. det kan også ødelægge indlevelsesevnen i en god film, hele tiden at blive studeret.. der skal være hel ro!
vi hørte også ofte højt musik hjemme.. min mor elskede musik og hørte altid højt musik og skrålede med..
Da hun opdagede hvor glad jeg var for musik blev jeg sendt til undervisning i rigtig mange år.. jeg var et talent fik jeg ofte at vide.. det var lidt sjovt, det med musikken.. jeg fik altid ros til op over begge ører med hvor talentfuld jeg var og hvor meget jeg øvede mig.. det sjove var bare at jeg næsten ikke øvede mig.. jeg gad ikke.. jeg elskede musik og jeg elskede også selv at udtrykke mig musikalsk og at spille og synge osv. men jeg gad ikke øve mig og det gjorde jeg heller ikke.. jo 10 minutter før jeg skulle afsted til min undervisning, der gik altid det gys igennem mig: shit, jeg har glemt at øve mig.. og så øvede jeg mig, mødte op til undervisningen og fik ros til op over begge ører.. jeg blev kun bedre til min musik fordi der var melodier eller sange som sagde mig noget og som jeg elskede og havde lyst til at spille eller synge om og om igen og så elsker jeg at kunne udtrykke følelser gennem musikken.. og jeg er skide god til det. jeg har fået flere til at græde f.ek.s.. jeg kan få folk til at græde.. det synes jeg er mærkeligt.. jeg kan godt selv græde når jeg hører noget meget smukt musik, hvor ting går op i en højere enhed.. jeg kan ikek forklare hvad det er, men jeg reagerer følelsesmæssigt på det og synes det er det smukkeste i verden :D. Jeg elsker den følelse musikken giver mig..
Og musikken har givet mig mange gode oplevelser og jeg fik et formål med mig selv og mit liv, og jeg kunne udtrykke mig, og jeg kunne også være mig.. i musiske kredse gjorde det ikke noget man var speciel, anderledes, mærkelig altså.. der ville det være mærkeligt, hvis man ikke var.. der er rummelighed og jeg elskede det musiske liv jeg fik foræret og som var min life-safer gennem teenageårene.. der hørte jeg til, og den følelse havde jeg også.. den er så varm og dejlig: at høre til :D..
Men uanset hvad jeg rørte ved som barn, så var det bare alt for let.. jeg var alt for dygtig og jeg kedede mig.. for jeg mistede motivationen.. det fascinerede mig ikke.. jeg brugte ikke mine evner og talenter, for jeg kedede mig.. det var kedeligt ingen modstand at få og bare kunne tingene med det samme.. uden at skulle bruge krudt på det.. der var så ting, som var rigtig svære: håndarbejde og hjemkunskab hahahahaha.. jeg er ren klovn der.. men det gad jeg ikke prøve at kunne.. synes det var tåbeligt, for hvorfor skulle jeg kunne disse ting.. jeg fandt på andre måder at løse det på: tøj kan købes i butikker.. så hvorfor i al verden lære at lave dem selv.. samme med mad.. der er noget som hedder: færdigretter eller halv færdige retter.. sådan overlever jeg.. så der var nogle ting, som var svære og som jeg ikke kunne, men det inspirerede mig altså ikke til at lære at kunne dem.. der blokerede jeg helt..
Der var så en ting tilbage, som blev ved med at fascinere mig: menneskers interageren.. hvordan mennesker var sammen, deres behov, reaktioner osv osv.. jeg kunne observere og analysere i timevis, som jeg som lille barn gjorde med insekterne, især myrerne.. og det har hængt fast lige siden, fordi man bliver aldrig færdig med det.. så derfor er jeg stadig fascineret.. hver gang jeg tror jeg er færdig, så viser der sig noget helt nyt.. jeg prøver at forstå at systematisere menneskers måder at være på, tankegange, følelser.. og hver gang jeg har gjort det, så falder det fra hinanden igen og der sker noget uforudsigeligt.. og så må jeg igen studere og observere og med den nye faktor i spil, som væltede mit system, skabe et nyt system, hvor denne passer ind i..
Dette er nok min særinteresse. Er jeg ret sikker på. Og jeg har lyst til at skrive og snakke om mennesker og psyke og hjerner sat sammen med filosofi, religion, hvordan vores samfund er opbygget, biologi, kemi i hjernen jamen det hele der.. desværre er der bare ikke så mange andre som elsker det..
Denne særinteresse: optagelse af mennesker og psyke, motivationsfaktoren er min selvoptagethed og jeg vil forstå mig selv.. jeg er bevidst om tankegange og mekanismer i mig selv, som ikke mange andre mennesker er.. men jeg har fundet ud af at jeg kan hjælpe mig selv og få det meget bedre, pga. den selvoptagethed og min evne til at forstå hvordan andre mennesker fungerer og omsætte teori til praksis også jo.. jeg er især for tiden optaget af mekanismer og strategier.. har jeg været i nogle år nu.. fordi jeg kan mærke strategierne gør mig så godt..
Jeg endte jo op som dybt deprimeret og angsten havde ædt op mit liv.. fordi jeg var angst for at være mig.. været så forhippet på jeg skulle være som andre og var så perfekt til det.. men jeg mistede mit eget jeg og min jegfornemmelse og mine følelser.. de følelser som skaber så meget varme og ro i mit indre; dem som jeg havde som barn.. der var intet tilbage af MIG.. men i terapien lærte jeg at komme i kontakt med MIG og mine følelser igen.. og ingen depression eller angst og jeg har fået mit liv tilbage igen.. jeg føler mig som jeg følte mig som barn igen.. jeg er i ro, jeg er fyldt op af glæde, jeg har det godt lige på det punkt :D. Jeg tillader mgi at være mig.. og jeg er ret ligeglad med at andre anser mig som en underlig fisk og også giver udtryk for det.. for jeg føler den varme boblende fornemmelse indvendig og har igen selvværd. At leve de andres liv, det var ikke lykken.. det gav stor ulykke!
Det her kan også være en narcissistsik forstyrrelse.. har jeg lige læst om og var overbevist om det var i nogle dage.. men med alle de andre faktorer jeg her har nævnt.. så er det altså meget mere asperger end det er personlighedsforstyrrelse.. det er jeg ret overbevist om nu.
Jeg kan jo blive ved med at skrive.. jeg elsker at skrive.. også typisk asperger.. og jeg vælger ofte at skrive til folk, end at snakke, for når jeg snakker, så har jeg det elendigt bagefter for jeg føler ikke jeg fik sagt eller givet udtryk for halvdelen af det jeg ville.. her når jeg skriver, så er jeg tilfreds med mig selv, og hvad jeg har givet udtryk for.. og føler jeg har fået alt med, og jeg kan komme hele vejen rundt osv.. og det er jo også typisk aspergers..
Detaljeorienteret og er vigtigt at få alle aspekter med, hele vejen rundt i mindste detalje..
Men nu vil jeg slutte min skriblerier.. skal i gang med dagen..
Hvis nogle tænker på: hun skriver og skriver, men gør hun overhovedet noget, lever hun? jepp..ja da.. i dag handler jeg og jeg lever og jeg gør ting.. og det føles dejligt.. jeg har et godt og indholdsrigt liv fyldt af dejlige gode oplevelser.. som jeg selv har valgt og som jeg elsker..
Har jeg problemer: ja da, masser af dem.. de står i kø.. men de ødelægger ikke min følelse for at jeg også har det godt og at jeg kan nyde de andre ting.. jeg skilder de to ting ad.. for gør jeg ikke det, så ville jeg jo gå til i depression og angst..
Irl kalder..