Min historie

Fortsættelse

Skrevet af Anonym

Sidst jeg skrev, fremhævede jeg typiske aspergertræk.. man kan sige, at alle har dem jo, men der er bare forskel på graden af trækkene.. det er jo normale menneskelige træk, men det er nok gradsforskellen der gør forskellen og så er der nogle andre ting som skal være til stede også. Svært ved det sociale, at forstå andre mennesker osv.

Og det havde jeg som barn. Følte ikke jeg havde svært ved det sociale, men det er jo udfra min synsvinkel.. jeg var godt tilfreds med mit sociale liv på en måde, og på en anden måde, så følte jeg mig utrolig ensom. også fordi jeg bare hele tiden registrerede, jeg tænkte anderledes.. jeg havde evnen til at sammenligne mig selv med andre.. og jeg forstod også andres reaktion på mig og jeg undrede mig gang på gang.. konstant.. hvorfor? hvad var det, som var så anderledes..

Jeg gad ikke lege med andre børn. Når mine forældre havde gæster, så sad jeg altid i stuen med de voksne og bare sad og lyttede.. jeg elskede for det første summen af stemmerne.. men jeg sad og studerede.. studerede hvordan de snakkede sammen, og reagerede på hinanden også.. jeg sagde ikke et pip og var stille som en mus.. men hjernen kørte på højtryk.. jeg kan også huske, at jeg undrede mig over mig selv: hvorfor leger du egentlig ikke sammen med de andre, som dine søskende gør? men jeg havde ikke lyst.. jeg hadede når gæsterne havde børn på min egen alder og jeg skulle være sammen med dem.. tog dem med på værelset og så var der bare tomt.. hvad skulle jeg sige? gøre? der var jo heller ingen ting at lege med.. for det gad jeg ikke og havde for længst givet det til min lillesøster.. der var kun nogle lp-er, for jeg elskede jo musik og så var der mine bøger, glansbilledsamlinger og frimærkesamling og så min poesibog.. den elskede jeg.. og kunne læse digtene om og om igen..

Som voksen har jeg også i nogle år været hooked på at digte.. og jeg kan digte om hvad som helst på stående fod.. folk er underholdt af mine digte, fordi de har sådan et sjovt twist, jeg kan snakke om ganske alvorlige følelser og ting og så pludselig gør jeg det helt jordnært.. de kan følge logikken, men det er udenfor konteksten, men logikken er der alligevel.. vel lidt som en vits.. lige netop den slags vitser jeg allerbedst kan lide.. dem med dobbelt-ord betydning.. de er morsomme.. og sådan kan jeg digte.. i den periode, hvor jeg digtede hele tiden og sendte rundt pr. sms til alle mulige jeg kendte, fik jeg meget positiv respons.. men folk blev træt af det..

Jeg kan jo også skrive sangtekster.. jeg gør det bare på stående fod og skal ikke engang tænke særligt over det.. giv mig et emne og en kontekst.. så kommer der en tekst om 5 minutter..

Det gjorde jeg også lidt i i en periode.. sammen med mine kompositioner.. jeg kan også komponere på stående fod.. jeg skal bare vide hvad det skal handle om; så kan jeg skrive musik, som passer til handlingen.. rigtig god og i ørefaldende musik faktisk :D.. det er sjovt..

Jeg skrev engang en hel børnemusical med 12 sange på 4 timer en nat, pga. jeg var blevet vred og uvenner med mine kollegaer dengang.. den blev god hahaha.. og ja, det tog kun 4 timer.. tekst og musik.. jeg har det bare inde i hovedet..

Men jeg har ikke udgivet noget og sådan.. heller ikke de musicals jeg har lavet.. det er alt alt for bøvlet og jeg skal gøre alt mulig praktisk og administrativt og det orker jeg ikke..

Da jeg gik på seminariet skulle vi jo komponere.. kan huske jeg en dag gik og funderede over hvad det dog var for en sang folk gik rundt og nynnede og hvor jeg dog havde hørt den henne, indtil der gik gys/aha-oplevelse igennem mig og så grinede jeg højt.. det var sgu da min egen sang, som jeg havde komponeret.. så blev jeg vildt fascineret af det.. de nynner min sang.. utroligt, for der skal alligevel noget til, at folk husker en sang og nynner den.. den blev rigtig populær..

Men de her ting kan jeg når jeg vil.. men jeg gider ikke.. jo under de rette omstændigheder, der gider jeg måske.. ved ikke.. men hvad er formålet med det? når det skal bruges til noget.. en konkret opgave, så gør jeg det.. det er sjovt, og nogle gange i mine hooked perioder, så gør jeg det bare for mig selv.. det er nu længe siden.

Men der er noget mærkeligt her, som jeg altid har undret mig over og prøvet at finde ud af og stadig ikke har fundet ud af hvorfor.. forstår det ikke selv.. på en måde et luksusproblem.. jeg kan så meget, at jeg ikke ved hvad jeg skal vælge at gøre.. og jeg gider ikke.. når jeg først har været i gang et stykke tid, så keder jeg mig.. jeg kunne have drevet det vidt på mange områder med alle de forskellige talenter jeg har, men jeg gider ikke.. mister fuldstændig motivationen.. det er ikke det at gøre tingene og blive bedre til dem, eller tjene penge på dem osv. som driver værket hos mig.. det er det at lære noget nyt at kende jeg er hooked på.. når jeg så føler at jeg har fattet det og kender det, og når jeg især føler at jeg kan regne ud, hvordan det ender, så mister jeg motivationen.. det er sådan det hænger sammen.

Ved ikke om det er asperger det der, eller hvad det er.. men sådan er det i hvert fald bare.

Det eneste som alle årene har holdt ved at mit menneskestudie.. det elsker jeg stadigvæk.. og det kan jeg tale om i timevis og skrive om i timevis... hver eneste enkelte lille detalje og årsag og sammenhænge osv osv.. og jeg er skide dygtig til det.. fagpersonale er betaget af min evne og spørger mig, hvordan i al verden jeg gør det.. haha.. det synes jeg er sjovt.. at kunne noget, ikke mange kan.. og så er jeg utrolig glad for, at det endda gavner andre mennesker og jeg hjælper dem med at få bedre livskvalitet, men ikke hvad jeg eller andre mener er livskvalitet, men hvad DE mener.. det er det vigtigste for mig.. De skal føle at de har et godt liv, det er dem der skal være tilfredse og ikke mig eller andre.. og jeg tror også at lige netop den vinkel gør at folk faktisk bevæger sig i samspil med mig.. fordi de kan se, jeg ingen hitten agenda har og vil manipulere dem til noget, og jeg tager det de siger for gode varer og dømmer ikke.. jeg kan tænke: aha de gør og siger sådan og sådan pga. den og den mekanisme.. men jeg tænker ikke dumt om dem pga. det.. jeg forstår bare sammenhængen.. og kan jeg se at mekanismen hindrer dem i at opnå de mål, som DE nu har og de behov som DE nu giver udtryk for de er frustrerede over ikke at kunne opnå og det hele tiden går galt for dem, jamen så går jeg ind og arbejder med selve mekanismen og underviser dem også i årsag og sammenhæng osv.. ren konkret og logisk uden følelser og uden fordømmelse.. og det funker.. for det meste i hvert fald.
Så min særinteresse: at studere mennesker og psykologi og pædagogik osv. den er blevet en fin evne, mit speciale og jeg har nu fundet ud af at bruge den i praksis også, sådan så den ikke kun er inde i mit hoved.. og hvis i vidste hvilken fantastisk følelse det er.. endelig at have afkodet, hvad man kan gøre i praksis for at det fungerer og så prøver man sig frem og så virker det sgu.. fatter stadig ikke, at det virker, men det gør det altså.. det er vældig sjov og en fed fornemmelse.. det giver mig meget.

Jeg har hele mit liv stræbt efter at være normal.. gøre som alle andre gør.. og det jeg har oplevet er oftest at blive til grin.. mit tøj, min make-up var aldrig godt nok eller ved siden af.. åh gud, jeg har fået mange kommentarer på den konto.. i dag kan jeg det.. og jeg har forstået det nu, og kan ikke lade vær med at grine af mig selv fra førhen haha.. jeg havde store hvide tennissokker i turkisfarvede højhælede hahaahahaha.. nej nu griner jeg højt her.. men havde jeg altså.. men kan jo godt se logikken i det: jeg havde strømper på i sko.. det er jo altså normalt.. hahahahaha.. men det er altså ikke normalt med tennissokker i højhælede.. men det ser jeg jo først nu -lol-, vældig morsomt.. nogle gange, faktisk temmelig tit så brød bekendtskabskredsen ud i latter over mig og sagde jeg var så sød og sjov.. jeg fik altid stik i maven over det, men jeg grinede med, for ikke at virke ved siden af, og jeg spillede med på den og fik den tit vendt til, at det var med vilje jeg havde sagt eller spurgt om noget eller gjort noget.. så jeg er ofte blevet opfattet som meget humoristisk.. jeg var en god entertainer.. men det stak noget så grusomt i maven og jeg var noget så trist indvendig.. der var den der forskel igen.. for det var ren løgn at det var med vilje.. det var bare noget jeg gjorde som om bagefter, når jeg blev afsløret.. sådan er det også på mit job i dag. Jeg bliver opfattet som hende den sjove. Jeg kommer til at fyre ting af som er så logisk, at de opfatter det humoristisk, for det er ikke noget almindelige siger højt.. f.eks. kan jeg pludselig finde på at sige: det er da vildt så grønt det skab er altså.. og så griner de.. og det er jo fordi jeg lige bemærker det.. så kan de sige: ja det er da vildt.. har du først bemærket det nu? og så kører den videre derfra.. men i dag gør det ikke noget at de griner ad/med mig.. for nu har jeg forstået de ikke tænker dumt om mig, men bare humoristisk og de ved jo ikke hvordan jeg har det indvendigt og jeg ikke mener det humoristisk, men indtil nu har det gjort rigtig ondt at blive grinet af. Heldigvis ikke mere. Efter jeg har forstået hvorfor kan jeg godt selv se det komiske i det. Og jeg kan ikke lade vær med at grine af mig selv, når jeg kommer til det.

Men jeg kan stadig ikke finde ud af sociale arrangementer. Jo, jeg kan fint finde ud af dem og også være der osv, men jeg har det ikke godt med det.. har det rent elendigt.. førhen gav det mig angst.. sådan får jeg det sjældent nu.. det er ok at jeg har det som jeg har det med det.. men for det første så keder jeg mig.. deres snakke interesserer mig ikke, for de vedtager altid ikke at ville snakke alvorligt til sådanne arrangementer.. se så begynder jeg at kede mig.. kan jeg finde en alvorlig snak, så er det lige gyldigt hvilket emne det handler om, så ville jeg være tilpas.. men deres snak om boligindretning og børnebørn det interesserer mig ikke.. og jeg føler mig ensom og udenfor.. nogle gange kommer jeg så til at tro på at der også er nogle som har lyst til at snakke om de ting, som jeg kan lide.. men det bliver for det meste en dårlig oplevelse og jeg får afvisning.. folk er ikke interesseret.. det opfatter jeg straks og så stopper jeg. Men det gør ondt. For når jeg ser andre hygger sig, så har jeg også lyst, men kan bare ikke. Ikke på den måde. Jeg kan så opnå samme hygge, bare under andre forhold og på en anden måde.
Så for det meste, så melder jeg fra og kommer ikke til sådanne arrangementer. Men det bliver heller taget så godt, at jeg gør det. Det værste er, når folk så begynder at spørge eller presse mig. Men jeg er også begyndt at melde ærligt ud her nu, for jeg gider ikke mere det andet.. og jeg siger, at jeg ikke er så glad for sociale ting. Jeg har det fint med at sige det. Det er bare ikke altid så rart at se folks reaktion på det. men jeg siger det nu alligevel, så må de tænke om det, hvad de vil. Jeg er et godt menneske som ikke gør en flue fortræd, og hvis jeg nu ikke har det godt med det, så har jeg det altså ikke. Længere er den ikke.

Jeg både hader og elsker at spille spil. Som barn hadede jeg det som pesten. Min mor var så kunstig. Iscenesat glædesrus som hun prøvede at få os andre til at kopiere. Og jeg ville ikke. Jeg ville ikke udtrykke glæde, når jeg nu ikke synes det var sjovt. Og hun blev ved med at presse mig og fortælle mig jeg var mærkelig. Så til sidst gad jeg ikke spille spil mere. Forsvandt op på værelset, når familien spillede. Og jeg synes det var åndsvagt og forstod ikke, hvordan de andre kunne spille sammen med min mor og hendes overdrevne begejstring. Det vender sig stadig i min mave, når jeg tænker på det i dag haha.. jeg kan bare ikke døje det. Men jeg kan godt lide at spille spil, når de er seriøse.. altså hvor man skal bruge hovedet.. ikke sådan nogle spil som afgøres af tilfældigheder.. ikke sjovt.. og hvis man så kan spille med nogle som også tager det seriøst og som viser ærlige følelser så er den hjemme.. det findes heldigvis og så er det sjovt at spille.. det bliver så endnu bedre md et ekstra twist på det hele, hvor man med vilje overdriver følelserne på en helt speciel måde.. svært ved at forklare det.. jo når det er indeforstået og alle ved, at det er det man gør.. når det er overdreven tydeligt, men sagt på en tør måde, så er det sjovt.. ikke på min mors måde, hvor det også var overdreven tydeligt, men et manipulationsforsøg fra hendes side, for at få os til at føle hvordan hun følte det, hun mente det virkelig.. svært at forklare forskellen, men den er stor.. og altafgørende.. hader uærlige mennesker.. de irriterer mig.. selvom de ikke kan gøre for de er sådan, så irriterer de mig grusomt alligevel.. men det der: kom nu skal vi alle have det sjovt og med den samme følelse, så brækker jeg mig.. der skal være rum til at vi kan have det sjovt hver på vores måde.. så er det fint..

Også en ting, jeg har bemærket er anderledes er jo min hang til detaljer.. at skrive om de ting jeg gør her, så er der sikkert mange der tænker: hvor herre bevares, er det vigtigt? ja det er så.. jeg skal have det hele med.. ellers mangler der noget.. alt er vigtigt her haha.. det er jo også typisk asperger..

En ting, som jeg helt og aldeles ikke kan lide hos mig selv, er mine aggressioner ved bestemte lyde.. jeg får det sådan indvendig at jeg har lyst til at tæske på den person som siger lydene.. det tricker noget og jeg fatter ikke hvad.. det startede også som barn.. jeg har altid haft det sådan.. jeg kan bare ikke klare det.. det er smaskelyde og så de der klok klok lyde man kan lave med tunge.. jeg får total pip af dem og jeg føler næsten ikke jeg er mig selv så heller.. jeg får indvendig åndenød og der kommer stor klump i maven af det. Og det skal stoppe her og nu ellers så bliver jeg hysterisk.. jeg skriger simpelthen eller kommer til at slå.. mig som normalt er så stille og rolig og løser alt pædagogisk osv.. jeg kan bare ikke klare det.. nåh ja og kysselyde som barn.. jeg tog dyb indånding og så skreg jeg bare og lukkede øjnene og holdt mig for ørerne, når jeg så det i tv eller så min mor og far kysse.. det var så forfærdelig.. det med kysselydene lærte jeg at dæmpe. Det var vældig upopulært registrerede jeg.. mine skrigeanfald pga. dem. Så jeg kan huske at da jeg gik i 6. kl. var jeg tilfreds med mig selv, for nu var det kun indeni jeg skreg, og jeg kunne også se det på tv og så det ikke alligevel.. øjnene så det, men jeg koblede fra i hjernen, så jeg ikke så det. Det kan jeg også næsten i dag med smaske og klok klok lyde, hvor jeg forventer dem.. i specielle grupper af mennesker er det temmeligt normalt, og der kan jeg klare det, for det meste.. men ellers så fjerner jeg mig og går, hvis jeg ikke kan klare det.. jeg må simpelthen væk fra det.. herhjemme beder jeg bare om at de skal lade vær og de ved godt jeg får total hysterisk græde eller skrigeflip hvis de ikke gør.. men jeg har gjort mig umage med at forklare dem, at de ikke gør noget forkert, men det er mig som er hyper sensitiv og bare ikke kan klare det.. og det forstår de godt.. de har jo også selv ting de ikke kan klare.. den yngste kan ikke klare fødder.. haha.. ja for mig er det komisk.. men det virker som om hun har det på samme måde.. og også hår da.. der flipper hun total ud også.. og den ældste har det så sådan med andre ting. I en periode har jeg faktisk slået rent fysisk, fordi jeg ville have lyden til at stoppe. Mine lillebror, fandt dengang ud af at jeg ikke kunne klare det og drillede mig bevidst med det.. lige op i hovedet og han ville bare ikke stoppe.. jeg er mange år ældre.. og jeg har givet ham lussinger.. jeg kunne bare ikke klare det altså.. men jeg fik det så dårligt over at jeg slog.. jeg ville ikke være en som slog.. så jeg lærte at gå væk fra ham i stedet for at slå.. problemet var bare, når han så fulgte efter og ikke lod mig fjerne mig.. så slog jeg.. jeg føler mig virkelig truet på livet af lyden.. på en måde egentlig.. men hvordan i al verden kan sådan en lyd gøre det ved en? det forstår jeg ikke.. men jeg hører kun den lyd.. den bliver over over tydelig og virkelig høj og den fylder det hele inde i mig.. jeg kan kun høre og se den lyd.. rædselsfuldt og jeg hader det! Jeg hader også at bede folk stoppe med lyden. Jeg vil ikke have det sådan. Men sådan har jeg det altså. Og sådan har jeg det stadig.

Jeg er også kommet til at dræbe mit kæledyr som lille. Min mor blev forfærdelig sur på mig over det. men var ikke min skyld. For det første var jeg for lille til at være alene sammen med et kæledyr, og for det andet var intentionen jo ikke at dræbe det.. Det skete ved et tilfælde at jeg kom til at tage dens hoved under vandet.. der kom bobler op, og så tænkte jeg på dykkere og snorkler og der kom bobler op, og så tænkte jeg på at den kunne trække vejret og tænkte på at det var da sjovt, for det troede jeg ikek den kunne, for jeg vidste godt at mennesker ikke kunne.. det kunne den så heller ikke, kan jeg hermed sige.. hahaha.. i dag kan jeg grine af det.. men den hændelse forfulgte mig i mange år som mareridt og jeg havde utrolig dårlig samvittighed over det. Det eneste jeg ville var at forstå hvorfor den kunne trække vejret under vandet, når jeg nu ikke kunne.

Tilbage til det sociale. I mine teenageår der blev jeg et flokdyr.. først fik jeg mig nogle veninder, som også var udenfor, men vi havde meget stort fællesskab med hinanden og jeg elskede dem af hele mit hjerte.. følte dyb boblende kærlighed til dem og alle deres små særheder og at kunne genkende at de var dem med deres små bevægelser og måden de sagde og gjorde ting på..

Og jeg kom ind i deres venindeflok men kom aldrig sådan rigtig med, og dog.. på min egen måde.. jeg blev god til det med rollerne i puberteten.. jeg var musikeren, den originale og det var ok, at jeg var lidt mærkelig, for det var musikere.. jeg kunne tillade mig det, kan man sige.. og så blev jeg terapeuten, som alle kunne komme til.. nogle elskede mig for det og andre hadede mig for det.. men allerede dengang havde jeg mange terapeutiske evner, kan man sige.. folk gjorde i hvert fald flittig brug af mig.. især drenge faktisk. Jeg fik nogle rigtig nære venskabsforhold til nogle drenge og de varede i flere år. Drenge som en tilfældig gang havde fyret noget af pga. de var ulykkelige.. jeg kunne så hjælpe dem. Jeg lyttede og forholdt mig logisk til deres problem: det hænger sådan og sådan sammen, du kan gøre sådan og sådan.. det har jeg i dag forstået er noget drenge kan bruge til noget.. og gjorde de.. nogle sov hos mig om natten og vi snakkede hele natten lang om deres problemer.. jeg blev på en måde deres mor, følte jeg.. det var rigtig hyggeligt.. med piger var det meget sværere.. ikke alle havde lyst til at se problemet som det var sådan rent konkret og få at vide hvad de kunne gøre for at løse det.. Piger snakker og snakker og brokker og græder, men uden at ville løse det.. de vil bare have omsorg og medlidenhed og opmærksomhed.. fint nok.. men det gider jeg ikke bruge min tid på.. det er da gode nok ting og giver jeg gerne, hvis hensigten er at få problemet løst.. vil de ikke det, så ved jeg virkelig ikke hvorfor jeg skal bruge tid på omsorg og opmærksomhed og trøst osv.. det er formålsløst jo.. de får ikke en skid ud af det.. de går ikke engang efter at få det løst, selvom de siger det.. så mener de det ikke.. det irriterer mig, og jeg føler de er lidt dumme, at de ikke selv kan se det. I dag har jeg det mere: de kan ikke gøre for det... ikke alle har evnen til at se. Man skal være modig for at turde se. Ikke alle har det i sig.

Men pga. min evne til at se, så har jeg kunnet være i flokke og været accepteret på den måde. Og pga. min musiske evne var det ok, jeg var lidt "skæv".. ved siden af. Og jeg havde det i perioder fint med mig selv, og hvilede i det.. men i andre perioder meget dårligt med mig selv, fordi nogle mennesker er ondskabsfulde og kunne ikke bare lade mig være i fred..

Jeg skrev dagbog dengang også. Og jeg skrev ærlig dagbog. Nogle havde en dag fået fat i den og læste højt fra den og de skreg alle sammen af grin. Det var min bedste veninde som læste i den for alle de andre. Jeg var så ked af det indvendig.. selvom jeg grinede med. De skulle ikke se det. Det er nok noget af det ondeste nogen har gjort mig. Min bedste veninde, som jeg elskede så højt, og så så ond. Den var meget svær at forstå og gav mig stor sorg. meget stor sorg.

Nogle gange bliver jeg til grin, også i dag, med nogle åbenbart sjove ting jeg gør.. og folk siger til mig: jamen hvorfor har du da ikke spurgt om det inden du gjorde det.. så må jeg forklare dem, at for at kunne spørge om noget, så skal man jo ligesom vide, at der er noget at spørge om, og når jeg nu slet ikke kender noget som helst til det der, så aner jeg jo ikke at der er noget at spørge om.. jeg kan ikke regne ud på forhånd, at der er noget at spørge om overhovedet.. jeg føler ikke engang nogen tvivl før jeg kaster mig ud i noget.. aner ikke jeg er ved at begå en brøler.. bagefter forstår jeg det og kan ikke lade vær med at grine af mig selv.. men har det stadig sådan, at jeg kunne altså ikke vide det..

Jeg er også rum retning forvirret.. luk mig ind et nyt sted med flere udgange.. den næste uge, så er det helt sikkert kosteskabet jeg åbner hver gang jeg skal ud af det rum hahaha.. og så er det ikke engang løgn.. fandeme også.. depotet igen siger jeg til mgi selv hahaha.. jeg kan bare ikke huske det og finde ud af det.. heldigvis er det sjældent nogen som ser mig gang på gang åbne en forkert dør.. haha..

Jeg får ondt i maven over at lede efter ting. Jeg kan også begynde at græde som voksen her, hvis jeg skal lede for længe over noget.. igen får jeg den der åndenød og mærkelige mavefornemmelse indvendig som med lydene.. jeg hader at lede og har det meget dårligt, når jeg skal det.. jeg ved ikke hvorfor, men sådan er det.

Så har jeg også et mærkeligt forhold til konsistensen i mad.. eller jeg har haft til op i 20erne.. som barn måtte min mad ikke røre hinanden, så fik jeg hysterisk flip og jeg kunne ikke spise.. min mor havde sit hyr med at få mig til at spise.. haha.. men sovsen måtte ikke røre kartoflerne og kødet og grøntsagerne heller ikke.. intet måtte røre hinanden, plus de forskellige ting skulle også ligge på en bestemt måde på tallerkenen.. gjorde de ikke, så vendte jeg tallerkenen, så det passede med det som mit øje kunne lide at se.. passede det stadig ikke, så flyttede jeg rundt på de forskellige madgrupper.. og så kunne jeg spise.. haha, synes da det er lidt sødt.. sådan var jeg.. øh, er jeg vidst stadigvæk.. nu er jeg jo voksen og arrangerer min egen mad, så ser det ikke som et problem.. jeg får det jo som jeg vil have det :D. Der var også kun 5 slags pålæg jeg ville spise. og det var det eneste og det samme jeg spiste hver gang. Men nydelsen var meget stor uanset om det var 10. dag jeg spiste det samme.. så smagte det himmelsk hver gang :D. jeg elsker mad.. i puberteten fik jeg det slemt med konsistensen i kød.. og det mindste fedt eller brusk, så styrtede jeg fra bordet med bræklyde uanset hvor jeg var.. jeg måtte spytte ud hurtigst muligt.. føj for dævsen.. nåh ja, sådan havde jeg det egentlig også som barn.. maden blev til noget underligt noget inde i munden.. havregryn f.eks.. det spiste jeg i mange år med stor velbehag, men pludselig blev konsistensen mærkelig.. så koncentreret på en måde at det kun var det jeg havde i hovedet og havde fokus på.. kunne ikke abstrahere fra det.. ligesom det med lyden..

Min den ældste har det på samme måde med kødkonsistens i dag som jeg havde dengang. Hun er helt stoppet med at spise sammen med andre pga. det er pinligt at skulle kaste op eller spytte det ud. men herhjemme prøver hun nogle gange at spise det af kødet som højst sandsynligvis ikke har den underlige og ulækre konsistens, for det er ok, at skære kødet til atomer og kigge på det og undersøge det i længe, før man tør spise det og det er ok, at spytte det ud, hvis man tog fejl.. nogle ting har hun så helt opgivet at spise, fordi bare hun tænker på det får hun ubehag.. sådan er det så

I dag kan jeg fint spise alt tror jeg egentlig.. undtagent de ting jeg som barn ikke kunne spise og husker jeg fik kvalme af.. luge.. fy for dævsen.. øllebrød og havregrøds lugt.. og risengrød.. jeg er ved at dø.. jeg vil heller lugte til gylle end de 3 ting altså. Jeg overvandt min havregrøds lugteproblem da jeg selv blev mor.. børnene skulle jo have det.. men jeg nød det aldrig i hvert fald og jeg er glad for jeg ikke skal lugte på det mere.. heldigvis har rygningen ødelagt så meget af min lugtesans, så det er jeg ikke særlig plaget af mere.. jeg elskede at lugte tøj som barn.. jeg elskede mit tøj pga. lugten.. ikke udseenet eller hvordan det føltes.. nej lugten.. og når jeg sidder nu her og husker, så kan jeg huske mange forskellige stykker tøj og deres udseende og deres helt præcise lugt.. det vækker gode minder.. jeg elskede mit tøj :D.

Så med alle disse oplysninger.. så sig mig lige, er det normalt? har andre børn og unge og voksne haft det som mig?? Er det normalt? Jeg tror det ikke! Ikke efer hvad jeg har studeret mig frem til i hvert fald.. når jeg har observeret andre.

Og det er lige netop disse ting som gør, at jeg påstår jeg har asperger, men i mild grad og så er jeg bare godt intelligent samtidig.

Og jeg vil vove at påstå, at jeg har fejldiagnose.. personlighedsforstyrrelse i mild grad og blandet karakter efter halvanden times snak.. der er intet af alt det her kommet frem, for det blev jeg jo ikke spurgt om.. så udefra set, måden jeg er på osv.. det kan ligne en personlighedsforstyrrelse og jeg har også selv troet det i perioder og for ganske få dage siden også.. fordi det ligner så meget.. men hver gang jeg studerer det, og finder de ligheder, så er der altid noget hvor jeg tænker.. der mangler noget.. det er ikke helt rigtigt.. det passer altså ikke helt alligevel..

Om det er det ene eller andet, det har jo ikke den store betydning.. og er jeg ret ligeglad med på den måde.. for jeg har fundet de vise sten.. det handler bare om at have det godt.. og hvordan får man det? man er tro mod sig selv.. man mærker hvad man selv kan lide og ikke lide og man gør det man kan lide.. så føler man sig tilfreds.. at opfylde sine egne behov=lykke.. og så forsvandt angst og depression også.. det er ikke så svært, selvom vejen til at forstå det og lære det og huske at mærke efter i sig selv.. den er hård og lang.. men man kan.. jeg kunne.. jeg gør det i dag, at når jeg mærker angst eller depression, så giver jeg mig tid til at gøre ingenting.. kun at mærke mig selv.. og det går fint.. og så stiller jeg mig selv spørgsmål og finder ud af hvorfor.. problem løst og jeg har det godt igen.

Men jeg skal gøre mig umage for at kunne gøre det. Have ro og fred til at kunne gøre det.. have tid. Ellers mærker jeg ikke mig selv på den måde.. sult og tørst.. jeg glemmer helt at spise.. kan gå til halv tre tiden før jeg føler sult.. pludselig slår det mig: shit du har glemt at spise.. sådan har det været i mange år.. ikke mere i dag.. i dag mærker jeg sulten.. kvalmende sult.. men tørsten kæmper jeg stadig med.. i perioder må jeg sætte min mobil til at ringe, så jeg husker at få noget at drikke, så jeg ikke bliver dårligt.. normalt behøver jeg slet ikke at drikke og kan gå mange dage uden at drikke noget.. men det er også blevet meget bedre nu..

Min opvækst har været elendig.. så oveni alle mine særheder har jeg nok også fået mange andre "skader" må man sige.. så bare beskrivelsen af mine opvækstvilkår, er nok til at eksperter siger: forstyrrelse..

Men kan et miljøskadet barn som mig gå så meget ind i sig selv og udvikle så mange særheder som jeg havde allerede fra tidlig barndom? ja jeg ved man kan påvirkes meget, men alligevel så tror jeg altså at det er aspergers som er alt afgørende her.. for det sjove er jo, at nogle ting jeg har oplevet faktisk burde have påvirket mig til at være sådan og sådan.. kan jeg jo regne ud, når jeg har læst om det.. og igen har jeg undret mig, for er ikke tilfældet.. selvom jeg har været igennem de ting jeg har, så har jeg taklet dem på autistisk vis, kan man sige, og på en måde har det redet mig.. for jeg har taklet og forstået dem logisk og kunnet lave det om og tage nogle logiske valg uafhængig af mine følelser.. der bliver jeg ikke helt påvirket som andre gør, tror jeg. Svært at forklare.. .. men for en autistisk person er det ikke verdens undergang at blive udelukket fra familien, forvist til ensomhed på værelset, kan man sige.. jeg levede mig hurtig ind i mit eget univers og visualiserede også rigtig mange ting.. og nød det.. men samtidig gik jeg også og følte mig dybt deprimeret kan jeg huske.. ja jeg ved ikke..

Må se på det konkret her og er i hvert fald mange ting som peger på asperger og ikke forstyrret.. også lige meget.. jeg har det godt og er godt tilfreds.. ja mange ting er hårde og svære i mit liv.. helt klart og jeg lever med dem hver dag.. men jeg føler alligevel jeg har det godt. Og jeg er glad og tilfreds..

Grunden til jeg er i gang med denne skriverunde, er pga. min datter ikke har det godt.. og jeg forsøger at hjælpe hende.. og der er så mange træk i hende, jeg kan genkende fra mig selv.. der er også mange, som jeg ikke kan genkende.. men alligevel, når jeg sammenligner hende og mig selv og sætter sammen med al den viden jeg har.. så siger det igen: asperger.. og hun skal altså have hjælp.. og hun skal have den rette hjælp.. ergo må jeg finde ud af hvad det er.. kan selvfølgelig også være at psykologerne er dygtige og finder ud af det.. så er det jo så fint.. men jeg er jo altid på forkant haha.. så det er derfor jeg skriver så meget for tiden.. for at finde ud af det.. og det er sådan jeg finder ud af ting.. jeg læser og jeg skriver..