Debatindlæg

Jeg må indrømme at jeg (ved første gennemlæsning) læste lægens svar vedr. fejldiagnoser med nogen forundring..

Det var jo ikke lige det spørgsmålet gik ud på..
Spørgeren ønsker (for mig at se) at få hjælp til at få slettet forkerte diagnoser i bl.a. journaler mv.

Lægen beskriver diagnosesystemet ganske grundigt...
Efter flere gennemlæsninger synes jeg egentlig at lægens svar slet ikke er så dumt.. Men han glemmer at skrive at det ikke er muligt at få slettet diagnoser i journaler - uanset om de er rigtige eller forkerte. Journaler ændres ikke... De er (som jeg ser dem) lægernes bedste bud på patientens tilstand i den sammenhæng lægen har undersøgt patienten... Man skal ikke frygte de diagnoser som står i sin journal.. De behøver ikke at passe når der er gået nogen tid..
Personligt var min tidlige ungdom ganske præget af at jeg ved et sygehusbesøg fik stillet en diagnose om et sygt hjerte.. jeg troede jeg skulle dø (ganske snart).. jeg blev undersøgt efter alle kunstens regler.. og de sagde alle at jeg havde et dårligt hjerte - jeg blev løbende undersøgt i flere år.. Problemet med diagnosen var at min funktionsevne og min "sygdom" ikke passede sammen... Til sidst i forløbet havde jeg brugt rigtig meget tid på at cykle.. Det var min måde at "bevise" over for mig selv at jeg ikke fejlede noget... Da jeg var i topform kunne jeg cykle over 40 km. men en gennemsnithastighed på over 30 km/time.

Det fortalte jeg de skeptiske læger - som slet ikke troede mig... Men de valgte dog at lade en rigtig garvet læge lytte til mit hjerte.. De tog ham ca. 1 minut at stille diagnosen - DU FEJLER INTET MED HJERTET.
Men det står stadig i min journal at jeg "har haft" sygt hjerte.. Det betyder en masse bøvl nu da jeg er blevet psykisk syg.. "kan han tåle medicinen"? det er min psykiater meget ops på.

selvfølgelig er det "lettere" at have en forkert diagnose på en fysisk sygdom - end at have en forkert diagnose som fx personlighedforstyrrelse..

Jeg har selv en af slagsen.. evasiv personlighedstruktur.. Jeg er da også helt sikker på at den er forkert... Men desværre er den nok rigtig.. Udsigten "indefra" er jo altid normal for os selv.. Vi ser verden som den fremstår for os.. Og uanset alt andet er vores oplevelse af virkeligheden rigtig i vore egne øjne..

Det virkelige prolem med diagnoserne som handler om personlighedsforstyrelser er at de pr. definition er umulige at rette op på.. De kan ikke behandles- i tilstrækkelig grad (endnu)..

Men som Irsten, som altid giver super kloge svar, skriver... Så er det et lidt dårligt, eller måske mest af alt, også undvigende svar lægen skriver..

Min konklusion eller anbefaling til spørgeren er: Glem det.. Du får ikke rettet i din journal.. Det er møg træls at have bl.a. personlighedsforstyrelser i journalen.. Men det kan ikke ændres.. Men til gengæld betyder de heller ikke ret meget ift. dit fremtidige liv... Det er, som Irsten skriver, blot noget der står i nogle papirer forskellige steder.. Og disse papirer er ikke et præcist billede af dig eller dine muligheder og kompetencer..

Vis verden hvad du kan.. Og lad være med at bekymre dig om forkerte diagnoser i nogle ligegyldige papirer..

Hilsen
Jens

Hej Jens

Når jeg reagerede på svaret til den fejldiagnosticerede, så var det især, fordi lægen ikke svarede på spørgerens spørgsmål og i det hele taget slet ikke beskæftigede sig med det problem, som spørgeren beskriver i sit brev:

”Jeg vil renses, jeg vil have de ting slettet” (altså diagnoserne)

”Hvilket råd kan I give mig?”

Personligt synes jeg, at det er topmålet af arrogance at ”besvare” et brevkassespørgsmål uden at komme ind på spørgerens problem. Lægen forklarer i stedet for en hel masse om diagnoser, hvilket måske kan være udmærket som en indledning til svaret. Men spørgeren giver ikke udtryk for uvidenhed om diagnoser, og svaret på spørgsmålet kommer aldrig.

Jeg ønskede at give et svar til den fejldiagnosticerede. Jeg burde selvfølgelig have skrevet, at der ikke kan rettes i journaler, og det er godt, at du kommer med den oplysning. Men så vidt jeg er orienteret, kan der sagtens skrives supplerende oplysninger, f.eks. ”Det er dags dato konstateret, at patientens hjerte ikke fejler noget”. En sådan oplysning må kunne annullere en tidligere påvist hjertefejl.

Men i min henvendelse til den fejldiagnosticerede (som måske desværre ikke ser den) ville jeg også gerne diskutere hele denne problematik, fordi jeg tror, at den rammer mange.

Jeg synes, at lægen har ret i, at en diagnose bare er en kort måde, som læger har at omtale et bestemt problem på. På den måde kan diagnoser være praktiske. Men en diagnose siger jo ikke noget om, hvad problemet skyldes, og heller ikke noget om, hvordan tilstanden kan helbredes.

Endvidere har diagnoser en stigmatiserende effekt, og af den grund synes jeg, at psykiatere, kommuner og neuropsykologer, der arbejder for kommunerne, skulle være lidt mere bevidste om, hvad de gør, når de hæfter diagnoser på folk.

Angående personlighedsforstyrrelser, så gælder det, at det er noget, man er født med eller noget som udvikles i barndommen eller i den tidlige ungdom. Man kan ikke pludselig få en personlighedsforstyrrelse i moden alder, efter at have klaret sig fint socialt og familiemæssigt i mange år. For mit vedkommende gælder det, at jeg fik mine 6 diagnoser på personlighedsforstyrrelser i alderen 50-54 år.

Den første diagnose fik jeg af psykiateren på følgende måde: Da medicinen mod depression (først Cipramil og senere Zoloft) ikke hjalp), sagde min psykiater en dag triumferende, at han havde fundet forklaringen. Det var fordi, jeg led af en ængstelig personlighedsforstyrrelse. Jeg indvendte, at man for at have en ængstelig personlighedsforstyrrelse formodentlig skulle være ængstelig, og da jeg ikke var det, så kunne den diagnose ikke passe. Nå, nej, sagde psykiateren, men så må det være en emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse. Da jeg ikke lige vidste, hvad det var, havde jeg ikke en passende modreaktion, og på den måde kom denne diagnose til at figurere i journalen

I øvrigt er det ikke foreneligt med god lægeskik at give diagnoser på personlighedsforstyrrelser, når en person har en depression, for de tegn på personlighedsforstyrrelser, der måtte være, forsvinder ofte, når depressionen går over.

Og det er heller ikke foreneligt med god lægepraksis at give diagnoser på psykiske afvigelser, når fysiske sygdomme eller mangeltilstande ikke er udelukket, sådan som det var tilfældet, både da jeg fik ovenstående diagnose af psykiateren, og da jeg senere fik diagnoser på 5 personlighedsforstyrrelser af en neuropsykolog. Den jernmangel, som jeg havde uden at vide det, kan sagtens have været årsag til, at jeg psykisk reagerede lidt anderledes, end jeg normalt gør.

Så jeg tillader mig at tvivle, når du mener, at en person ikke selv kan vurdere, om diagnosen personlighedsforstyrrelse er givet på korrekt grundlag.

Mange hilsner

Irsten

Hej Irsten.

Du altså dybt kompetent (for mig at se)

Når jeg læser dit seneste indlæg kan jeg godt se at du nok har ret i det du siger.

Mht. fejlfiagnoser.. Det er meget ofte tilfældet at læger IKKE tilbageviser tidligere diagnoser. Af og til kan de skrive at dette eller hint ikke, pt, er fundet. De smutter udenom - på en fiks måde.. Sådan er det ret ofte... Der er det måske berettiget med kritik.. Men på den anden side har de jo heler ikke tid og ressourcer til hvergang de ser en patient, at undersøge hvad som helst - for at tilbagevise tidligere diagnoser...

Diagnoser om personlighedforstyrrelser bør naturligvis ikke stille når en person er depressiv.. Når man er depressiv er man jo helt "fordrejet i hovedet"..

Jeg fik diagnosen personlighedsforstyrrelse medens jeg var i behandling for depression.. Jeg kunne ikke forstå hvad han mente.. Min personlighed var, for mig at se, helt normal.. Han mente noget andet.. Og jeg kan desværre godt se at han nok har ret.. Han stillede ikke diagnosen med udgangspunkt i hvordan jeg havde det aktuelt.. han stillede den på baggrund af hvordan jeg var "før" jeg blev depressiv.. Jeg har afgjort været præget af nogle personlighedstræk som adskiller sig fra det "normale".. Men jeg har aldrig opfatte det som "unormalt"... Det var jo mig der var normal..... Det var de andre som ikke var "normale" eller især ikke havde de normer som jeg opfattede som "normale".. Jeg har været helt vildt punktlig, præsis og velforberedt hele mit liv.. Jeg har syntes at andre var noget "slaskede" i deres holdninger og handlinger... Jeg troede det var de andre der var noget galt med.. Det synes jeg faktisk stadig.... Men "nu" kan jeg godt se at det nok er mig der er "afvigende".. Men jeg synes stadig det er mig der var på rette vej..

Både som menneske og også som ansat i en høj stilling (som jeg var) var der (og er det stadig) helt vildt vigtigt at gøre det man laver på en ordenlig måde.. Det er sikkert ikke sygeligt at ville dette og arbejde derefter.. Men jeg tror nu stadigvæk at sådanne træk kan være afvigende hvis de er gennemgribende og styrende for ens livsudfoldelse... Jeg tro også at en garvet psykiater kan stille sådanne diagnoser - selvom patienten er præget af depression.. Det skal blot ikke gøres på baggrund af aktuel situation - men på baggrund af tidligere livsudfoldelse...

Men ovenstående er jo blot en uvidende lægmands forsøg på at tage del i en lægefaglig akademisk diskussion.. og der er i virkeligheden ikke noget jeg burde give mig i kast med..

Hilsen
Jens

Hej Jens

Tak for de pæne ord om mig :o)

Du skriver, at diagnoser er ”lægernes bedste bud på patientens tilstand i den sammenhæng, lægen har undersøgt patienten.”

Ja, det har du ret i. Og hvis diagnoserne bare var noget, lægerne brugte internt i sundhedssystemet, når de skulle tale sammen om en patient, så ville det være helt i orden.

Men sådan er det jo desværre ikke. Der er desuden det problem, at psykiatere meget ofte af kommunerne bliver bedt om at vurdere patienter, der i forvejen har fysiske sygdomme, eller som ikke er udredt for deres fysiske sygdomme, eller de praktiserende læger henviser patienter, der ikke er udredt for fysiske sygdomme eller mangeltilstande. I de sidste dage har der været et par tilfælde her på Depnet, som illustrerer dette. Der er dels en i brevkassen, der under overskriften ”Mentalundersøgelse” spørger, om det kan være lovligt, at kommunen sender fysisk syge folk til psykiater. Og så er der én i debatten ”Behandling”, som under overskriften ”Behandling” skriver et indlæg, der også er meget tankevækkende. Her viser det sig, at vedkommendes psykiater har været meget opmærksom og sin opgave voksen. Psykiateren kunne have nøjedes med at undersøge vedkommende I den sammenhæng (for nu at citere dig), som er normalt for en psykiater, hvilket sikkert som resultat havde givet en diagnose på emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse. Men psykiateren var som sagt vågen og sendte patienten tilbage til den praktiserende læge for at blive undersøgt for D-vitamin-mangel, og Bingo, det var det, patienten fejlede.

Du har ganske ret i, at læger normalt ikke gør noget for at rette fejldiagnoser. Dels har de vel ikke tid, og dels ønsker læger ikke at kritisere hverken deres eget eller andre lægers arbejde. Der er en vis berøringsangst over for at indrømme, at der er sket fejl.

Jeg kan ikke rigtig overskue den diagnose, som du selv skriver, at du har fået. Du skriver, at du er punktlig, præcis og velforberedt. Jeg synes, at det er gode egenskaber, som enhver arbejdsgiver sikkert er ovenud tilfreds med. Det er klart, at for lidt og for meget fordærver alting. Hvis jeg skulle komme i tanker om en person, hvor den ovenstående karakteristik passer som fod i hose, så er det første bud Anders Fogh Rasmussen, og han har da klaret sig vældig godt i tilværelsen, ikke? Det er meget muligt, at en psykiater ville give ham en diagnose på personlighedsforstyrrelse, og hans sekretær, som blev overfuset, som vi så i fjernsynet, synes sikkert ikke, at Anders Fogh Rasmussen er helt normal! Men det ville jo også være kedeligt, hvis alle var ens. Sådanne karakteregenskaber bliver først et problem, hvis man ikke kan klare sig uden store vanskeligheder i sin dagligdag, eller hvis omgivelserne reagerer med vrede.

Jeg ville egentlig skrive noget mere om kommunernes rolle i forbindelse med disse stigmatiserende diagnoser, men siden løber hele tiden fuld for mig, før jeg når at komme ind på dette væsentlige emne, som jeg er sikker på, berører mange mennesker – ikke kun den fejldiagnosticerede fra brevkassen. Det må vente til et senere indlæg :o)

Mange hilsner

Irsten

Irsten, din historie lyder helt vanvittig. Kan jeg ikke lige få dig til at sende mig en mail på sauerdk@gmail.com? Jeg vil gerne lige høre lidt mere om fejldiagnosticerede.

Hej Pasa

Beklager, men jeg har ikke lyst til at opgive min anonymitet!

Men jeg bliver helt nysgerrig. Hvad ville du bruge min historie til?

Mange hilsner

Irsten