Debatindlæg

For nyligt blev jeg dumpet igen nu for 2. gang af min seneste kæreste, der er manio depressiv, og jeg tænker nu, om jeg helt skal opgive håbet om et forhold til ham.

Vi har kendt hinanden siden medio januar, og vi faldt straks for hinanden. Jeg fandt rimelig hurtigt ud af, at han var en hulemand, og det gav jeg ham plads til. Vi kunne ikke ses jævnligt pga. afstanden og sås i weekenden. Det var hårdt for os begge til tider at ses så mange dage i træk, men det tager man jo gerne med, når det føles rigtigt. Jeg undrede mig ind imellem over hans adfærd og syntes, der var mange fælles træk med manio depression, men det kan være svært at vide. Hans depression blev for meget for ham og gjorde det forbi i foråret med en anden begrundelse, der ikke hang sammen, og han ville gå ind i sin hule, men han kom ikke ud igen.

Jeg kontaktede ham forsigtigt igen efter 1½ måned, og vi mødtes igen, som blev stormende igen. Han gik til bekendelse med hans sygdom, og jeg ville ikke forlade ham, da jeg følte, han var en gave, og jeg var så taknemlig for at ha' ham ind i mit liv igen. For 3 uger siden røg han ned i dalen igen og var sygemeldt. Han fik en anden medicin, som virkede hurtigere end, at der skulle gå 4-6 uger. Hans humør har svinget meget i de 3 uger pga. medicinen.

Forrige søndag bemærkede jeg en radikal ændring udover, at han fortalte, at han havde det meget dårligt pga. hans depression. Jeg gav ham fred det meste af dagen. På et tidspunkt ville jeg kysse ham, imens han sad med sin computer. Han klikkede med musetasten, så noget blev lukket ned, men jeg sagde intet. Han gik flere gange udenfor for at ryge og tog sin mobil med, og det havde han aldrig gjort før, da han altid lod den være indenfor. Han talte i tlf. uden for og nævnte noget om kl. 18. Han påstod det var en kammerat. Han påstod samme søndag, at han skulle til føds.dag forrige fredag hos sin bror, og jeg fandt ud af samme dag, at hans bror har først føds.dag i januar. Han har løjet om andre ting, og det er ikke godt.

Hvorfor lyve i stedet for at sige ærligt, at han var for syg til, at han orkede at se nogen?

Han var meget mere kærlig denne omgang efter vores pause, og han fortalte også, at han havde følelser for mig. Men han sagde i ved bruddet, at hans sygdom fylder for meget til, at han kan holde ud at være sammen med nogen mennesker i det hele taget. Han sagde, at hver dag er et rent helvede, og den sidste dag jeg så ham, var jeg dybt bekymret for, om han kunne finde på at vil tage sit eget liv, da han havde fortalt, han før havde været tæt på det.

Han fortalte, at han ikke kan blive forelsket pga. medicinen, men han kan ha' følelser for en, og han havde følelser for mig. Det virkede ellers som om, det var ægte kærlighed, og jeg sidder tilbage og er dybt ulykkelig pga. tabet af min ægte kærlighed. En kærlighedsfølelse jeg aldrig har følt før.

Jeg synes, det er ærgerligt, at han ikke tager imod min hånd, når han ved, jeg forstår ham, og jeg vil altid være der for ham. Jeg vil aldrig kunne acceptere, hvis han er mig utro, hvilket jeg desværre er lidt bange for, at det var tilfældet til sidst, og jeg har det kun på fornemmelsen.

Han påstår, at han ikke har været forelsket i i al den tid, han har haft sygdommen, og han fik det konstateret som voksen.

Bør jeg helt opgive ham, for han ved, jeg har det som ham, at jeg ikke vil være klistret op ad en kæreste, jeg evt. bor sammen med og også selv har behov for space. Jeg har fortalt ham, at jeg vil synes, det vil være ideelt at bo i en bolig med to etager til de tidspunkter, hvor man vil være helt sig selv eller evt. rejse i en weekend for at se venner og familie med/uden ham.

Virker det ikke fjollet, når to mennesker har følelser for hinanden og er blevet nære venner, at de så ikke kan finde en løsning sammen som kærester? Eller er det helt umuligt?

Han eksperimenterer med sin medicin, hvilket jeg ikke tror er godt, så han doserer selv op og ned. Desværre vil han ikke gå i samtaleterapi, da han