Debatindlæg

Hej alle interesserede

Jeg har ofte hørt folk sige noget i denne her retning: ”Jeg forstår ikke, at netop jeg er blevet ramt af depression, for jeg har ikke haft en dårlig barndom, og jeg har ikke været udsat for traumatiske begivenheder eller stress. Jeg har altid levet sundt, og jeg har et godt familieliv.”

I et sådant tilfælde er det da heller ikke nemt at forstå årsagen til, at det alligevel er gået galt. Måske kan en bog af den schweiziske psykoterapeut Josef Giger-Bütler være en hjælp. Bogen hedder ”De mente det jo godt” og kan stadig lånes på biblioteket. Jeg gengiver her bagsideteksten (dvs. ikke det hele, for bibliotekets stregkode skjuler det nederste):

”Depression er blevet en folkesygdom. Hvilke forhold i barndommen er det, der skaber grundlaget for, at et barn udvikler depressive adfærdsmønstre, som så senere i voksenlivet munder ud i en åbenbar depression?

Nøglen til svaret ligger i familien. Det drejer sig ofte om velfungerende familier, hvor forældrenes tanker og følelser i udpræget grad er rettet mod noget andet end barnet, det være sig arbejde, sygdom eller andet. Barnet opnår ikke følelsesmæssig kontakt og mangler varme og støtte.

Barnet overlades til sin egen skæbne og udvikler en dybtliggende eksistentiel angst og en alt for stor ansvarsfølelse. Det bruger alle sine kræfter på at aflæse andre og opfylde deres behov. Det lærer ikke at lytte til sin krop eller sætte ord på sine følelser. Det tør ikke stille krav. Det tillægger ikke sig selv værdi og føler sig nemt kritiseret og skyldig. Det har en konstant trang til at blive respekteret og elsket og længes efter tryghed og nærhed.

Barnet overtager beskytterrollen i forhold til sine forældre og bliver hamrende dygtigt til at opfylde andres forventninger. Det anstrenger sig hele tiden mere og mere og mærker ikke, når det er overbebyrdet. Dets liv er en lang overbebyrdelse.”

Det var (næsten hele) bagsideteksten.

Som det fremgår, beskæftiger Josef Giger-Bütler sig meget med barndommen, som i disse tilfælde kun for en overfladisk betragtning har været god for barnet. Forfatteren mener, at det mest karakteristiske for mennesker med tendens til depression, er, at de er så hårde ved sig selv. De hviler sig ikke, når de bliver trætte. Træthed vil ofte betyde, at personen stiller endnu større krav til sig selv. De forsøger at knokle sig ud af deres problemer eller kæmpe sig ud af deres problemer. Deres liv er én stor overbebyrdelse.

Det er klart, siger forfatteren, at man ikke kan løse et problem, med de metoder, der har skabt problemet. Man må give sig selv hvile. Man må acceptere, at man er i en situation, hvor man må tage hensyn til sig selv og holde op med at være hård ved sig selv. Man må tillade sig selv at føle de følelser, man har. Først når man er nået til at acceptere sin situation, kan man begynde at forandre den.

Jeg tror, at depression er et meget forskelligartet fænomen, både hvad angår årsager og symptomer. Måske kan ovenstående bog være en hjælp til en bedre forståelse af i hvert fald én af de mange former for depression.

Mange hilsner

Irsten