Debatindlæg

(Fortsat fra foregående indlæg):

Jeg ved, at der findes klinikker, hvor man kan få undersøgt, om man faktisk har en gen-variant, der påvirker ens evne til at omsætte visse former for medicin. Her er et link til en sådan klinik:

http://laboratoriet.filadelfia.dk/

Den slags undersøgelser er formodentlig meget dyre og vil nok kun blive foretaget i sjældne tilfælde. Men den første type undersøgelse, som jeg nævnte i mit første indlæg i denne tråd, bruges mere og mere, ved jeg, og den kan jo også være nyttig.

Når jeg skriver disse tips, så er det, fordi jeg selv har prøvet at stå i en situation, hvor medicinen ikke hjalp, men tværtimod forværrede depressionen, og hvor psykiateren reagerede med at ville give mig mere medicin. Det kan man godt komme ud for.

Jeg læser jo i den almindelige debat, at der er mange, der ikke bliver (helt) raske, selv om de passer deres behandling til punkt og prikke.

Jeg var nødt til selv at løse mit problem, og i det hele taget selv finde ud af, hvad årsagerne til mine depressioner var. Det er nogle af de oplysninger, jeg indsamlede, og nogle af de erfaringer, som jeg gjorde, undervejs til helbredelsen, som jeg ønsker at give videre :o)

Mange hilsner

Irsten

Hej Irsten.. Du burde læse til læge og blive speciallæge i psykiatri!

Det er interessant hvad du skriver - desværre har jeg ikke overskud til at tjekke om du har ret eller ej..

bl.a. skriver du: Hvad gør man så, hvis man har mistanke om, at man er en langsom omsætter? Ja, egentlig burde det jo være lægen, der gør noget i en sådan situation. Men min erfaring er, at man ikke kan være sikker på at få en sådan hjælp.

jeg tror du har fundet de dårligste læger i DK siden du har disse erfaringer. Læger bør naturligvis holde øje med patienter der starter på ny psykofarmika.. Og helt ærligt! det gør de altså også..

Jeg ved ikke hvorfor du så ofte skal skrive tekster som sætter de professionelle behandlere i et tvivlsomt lys.. Jeg kan heller ikke finde ud af hvorfor de gør det - jeg kan simpelthen ikke se mening i at skabe tvivl om de professionelles behandling over for psykisk syge..
De fleste mennesker her på DEPNET er faktisk syge.. DU er nok en undtagelse.. MEn hvad er det du vil? Vil du gøre os syge mere bange - vil du have at vi bliver mere tvivslsomme overfor den behandling sundhedsvæsnet kan tilbyde som det bedste?

Helt ærligt synes jeg det er totalt idiotisk at diskutere leverensymer med smarte navne - blot fordi du her fundet disse navne på nettet.. Du er sikker veldig godt inde i tingene.. MEN DU ER OG BLIVER AMATØR.. SÅ LAD DOG VÆRE MED AT SKRIVE DISSE TEKSTER HVORI DU NEDGØR DE PROFESSIONELLE. UNDSKYLD IRSTEN - DU ER bestemt ikke på et vidensmæssigt niveau som matcher en uddannet læge.. Heller ikke fordi du kan skrive CYP2D6 som du finder meget vigtigt i forhold til at beskrive at læger i DK både er inkompetente og sikkert også dumme og uvidende..

Kære irsten.. Læs nu til læge - det er da det du har brug for..

Og lad så være med at så tvivl om lægerne.. De er både veluddannede og har betydelig mere forstand på sygdomme end du!
Hilsen
Jens

at forsøge at råbe irsten op. Jeg tror hun har taget varig skade på sin dømmekraft. Måske fordi det har været traumatiserende for hende at hun har haft nogle dårlige oplevelser med det etablerede behandlingssystem? Irsten er langt fra den første selvbestaltede ’kloge person’, jeg har stødt på online. Og jeg tror heller ikke hun bliver den sidste.

Jeg ved ikke hvorfor nogle mennesker har så stort behov for at gøre sig kloge uden at de virker interesserede i at tage en uddannelse? I irstens tilfælde kan det måske være et traume, i andre tilfælde kan der sikkert være andre ting på spil.

;) meft

Hej Helle

Nej, selvfølgelig skal du ikke give op. Det lyder godt, at du har en god psykiater. Er psykiateren lydhør over for, hvad du mærker, specielt i forhold til medicineringen?

Du skriver, at du har prøvet mange forskellige slags antidepressiv medicin, blandt andet Marplan. Tager du medicin nu, og i givet fald hvilken slags?

Af lægeordineret antidepressiv medicin har jeg erfaringer med de tricykliske (Saroten og Anafranil) og SSRI’erne. Jeg har andenhåndserfaringer (men ikke personlige erfaringer) med lithium og electrochok via flere af mine nærmeste familiemedlemmer.

Men Marplan er jo en helt særlig slags medicin, som har en helt anden virkningsmåde. Jeg har set her i debatten, at Marplan ikke længere kan fås, og det er også, hvad jeg har fundet frem til via nettet. Men det er jo muligt, at du stadig har et lager af det.

Jeg fandt flere interessante artikler om Marplan, men de er jo kun relevante, hvis du stadig får Marplan.

Jeg kan forstå på dig, at den antidepressive medicin faktisk HAR virket på dig tidligere. Skete der noget specielt, umiddelbart før medicinen holdt op med virke for ca. et år siden?

Hvilke slags medicin har før i tiden virket på dig?
Hvilke slags medicin fik du, da virkningen holdt op for ca. et år siden?
Hvilke slags har du herefter prøvet, uden nogen virkning?

Måske er det muligt at finde en systematik, som en fortravlet – men i øvrigt god – psykiater ikke har givet sig tid til at lede efter.

Er du blevet tjekket for vitamin- og mineralmangler for nylig? Jeg kan forstå på dig, at det er en del år siden, at du blev diagnosticeret. Det betyder vel også, at det er del år siden, at du blev grundigt lægeundersøgt? Min erfaring er, at f.eks. jernmangel godt kan have indflydelse på virkningen af medicin. De læger, jeg har spurgt, kender intet til den problematik, men ifølge engelsksprogede Internetsider skal leveren – foruden enzymer – også bruge f.eks. jern, når den skal omsætte medicin. Jernmangel kan helt sikkert bringe kuk i virkningen af forskellige slags medicin. Det har jeg selv oplevet, og jeg er ret sikker i min sag.

Ved du, hvad selve årsagen (eller årsagerne) er, til at du fik en depression? Det er jo bedst at gøre noget ved den (eller dem) også. Medicin kan jo i bedste fald fjerne depressionen, men ikke årsagen til, at det gik galt. Får du psykoterapi?

Jeg er ret optaget i dag, men i de kommende dage (og muligvis i aften) skal jeg nok holde øje med, om du skriver igen ;o)

Mange hilsner

Irsten

Hej Louise

Det lyder godt, at du vil undersøges grundigt. Du skriver, at der var bingo i henholdsvis C, D og magnesium. Jeg anede slet ikke, at en praktiserende læge kan undersøge for C-vitamin-mangel og magnesiummangel. Det har jeg aldrig hørt om før. Af vitaminer og mineraler ved jeg, at de kan tjekke for D-vitamin, selvfølgelig. Og derudover ved jeg, at de kan undersøge for B12-vitamin, folinsyre, jern, kalk og kalium. Men kan de virkelig tjekke for flere end det?

Og når du skriver, at der var bingo, mener du så, at der blev konstateret mangel på de tre ting? Hvad ligger dit D-vitamin-tal på?

Du må meget undskylde, at jeg er så nysgerrig, men hvis det forholder sig sådan, at en praktiserende læge kan undersøge for mange flere ting, så synes jeg, at det er vigtigt at vide :o)

Jeg synes, at det er en god ide at blive tjekket for andre almindelige ting også: blodtryk, blodsukker, stofskifte. Så har du gjort, hvad du kunne på det fysiske område. Det er jo så at sige grundlaget, også for det psykiske helbred.

Endnu et spørgsmål: Skal din første sætning i ovenstående indlæg forstås sådan, at du også har tænkt dig at bede om at blive henvist til den blodprøve, jeg har fortalt om i denne tråd, altså den, hvor man undersøger mængden af den antidepressive medicins virksomme stof i blodet?

Jeg kommer i tanker om, at jeg nok skulle have skrevet, at man muligvis ikke kan undersøge for alle antidepressive midler. Når jeg kigger på klinikkens Internetside, kan jeg se, at det er muligt at undersøge for 10 forskellige indholdsstoffer fra antidepressive midler. Men det betyder vel også, at mange forskellige præparater er dækket ind, da mange af præparaterne er kopier.

Du skal også lige vide, at man skal have taget et bestemt antidepressivt præparat stabilt i en vis periode, for at det giver mening at tage denne blodprøve. Jeg vil lige kigge, om der står noget om, hvor længe.

http://www.kliniskbiokemi.net/kbl/kbl_medikamentanalyser.htm

Ja, det gør der. Der er en liste med svar på ”Ofte stillede spørgsmål”. Og der fortælles desuden, hvornår denne type undersøgelse er relevant. Og man kan også se, hvor i Danmark, der er laboratorier, der undersøger disse ting.

Nu ved jeg jo ikke, om det faktisk VAR denne blodprøve du mente. Men jeg kan godt huske, at du har skrevet, at du ikke havde nogen positiv virkning af din medicin. Så det er da en oplagt ide at bede om det, hvis du stadigvæk føler dig presset af ”systemet” til at tage medicinen, sådan som du har fortalt tidligere.

Men forinden synes jeg, at det er en god ide at studere ovenstående Internetside. Her får man relevante oplysninger. Jeg beklager, at jeg ikke kan bringe aktive links, men du finder det nok.

Mange hilsner

Irsten

Nej det nytter ikke. Det ved jeg godt. Men jeg kan ikke lade være.. Men at skrive et svar en gang i mellem..
Jeg synes faktisk at selvbestaltede eksperter er noget skrammel som de fleste ville være bedre foruden..

jens

til anonym hørt hørt

Hej Diddah

Nej, en test som den, du har fået foretaget, bliver kun foretaget i sjældne tilfælde, som jeg også skrev :o)

Ifølge den side på www.sundhed.dk, som jeg henviste til i mit første indlæg i denne tråd, er det kun ca. 6 % af danskerne, der har nedsat/manglende funktion af enzymet CYP 2D6, sådan som du åbenbart har. Og ud af dem (jer) er det jo langtfra alle, der får medicin, og hvis de faktisk får medicin, kan det jo være, at denne medicin omsættes på andre måder eller af andre leverenzymer end det, der har navnet CYP 2D6.

Men der findes jo også et andet leverenzym, som folk kan have en arvelig betinget variant af, nemlig CYP 2C19, sådan som jeg omtalte. Det giver lidt flere muligheder for problemer. Du skriver jo også, at du har en sjælden gen-variant, som Filadelfia ikke havde set før.

Hvis man ikke har problemer med sin medicin, er disse undersøgelser jo slet ikke relevante. Formålet med at skrive de første indlæg i denne tråd var at give en hjælp til folk, der faktisk har problemer med medicinen :o)

Og som jeg skrev, så er første skridt – hvis man har problemer med medicinen – nok ikke denne sjældne og dyre undersøgelse, der kan påvise, om man har en gen-variant, altså den undersøgelse, som blandt andet foretages på Filadelfia.

Nej, første skridt er nok en ganske almindelig blodprøve, hvor det undersøges, om man faktisk omsætter medicinen langsommere end andre. Disse blodprøver er ikke så dyre og foretages oftere, på flere forskellige laboratorier i landet.

Alt det er jo ikke noget, man som patient kan gøre alene. Når jeg ønskede at fortælle om det, så er det, fordi jeg selv har stået i den situation, at jeg havde mistanke om, at jeg ikke kunne tåle medicinen, og psykiateren gjorde intet. Han ville tværtimod give mig mere medicin. Det var meget ubehageligt. I den situation ville jeg ønske, at nogen havde givet mig relevante oplysninger.

Bagefter, da jeg fortalte ham, at jeg var blevet rask af at droppe ud af medicinen, fortalte han mig, at jeg nok havde denne gen-variant og henviste til oplysninger om emnet og sendte mig internetadresser, hvor jeg kunne læse om problemet. Men på det tidspunkt havde jeg fået hjælp af perikon, så da var det ligesom lidt for sent for mit vedkommende at gøre brug af hans oplysninger. Men jeg håbede, at oplysningerne kunne komme andre til gode :o)

Du skriver jo også, Diddah, at du ville ønske, at du var blevet undersøgt noget tidligere.

Mange hilsner

Irsten

Hej Diddah

Nej, jeg er ikke blevet testet for, om jeg har denne gen-variant. (Jeg synes ikke, at man skal kalde det en gen-fejl :o)). Og jeg tror ikke, at jeg har denne variant, selv om psykiateren mente det!

Forklaring:

Som jeg skrev, så havde jeg ikke nogen gavn af den medicin (Cipramil og derefter Zoloft), som min seneste psykiater gav mig. Jeg prøvede at overtale ham til at give mig Saroten, som tidligere havde virket for mig, men det ville han ikke. Han ville derimod give mig en større dosis Zoloft, men jeg kunne mærke, at det ville være helt forkert med en højere dosis, så det turde jeg ikke gå med til. Da psykiateren ikke kunne eller ville hjælpe mig, droppede jeg både ham og medicinen, hvorefter jeg blev HELT rask!

Desværre kom min depression igen efter få måneder, og det var i den situation, at jeg prøvede perikon. Det var en helt usædvanlig og glædelig oplevelse, da jeg blev fuldstændig rask, efter at have taget perikon i nøjagtig 4 uger.

Da jeg havde sundet mig lidt ovenpå hele forløbet, skrev jeg til psykiateren og forklarede det hele. Han svarede tilbage i et brev, hvor han forklarede, at jeg nok var en langsom omsætter (sådan at alt for meget medicin havde ophobet sig i blodbanerne) og han skrev henvisninger til Internetsider, hvor jeg kunne læse om problemet.

Det, han mente, der skulle have været gjort i den situation, var, at der skulle have været taget en simpel blodprøve på det nærmeste psykiatriske sygehus – IKKE en gentest som den, du har fået foretaget. For en gen-test er ifølge psykiateren ikke nødvendig i alle de tilfælde, hvor man omsætter medicinen langsomt. Enten kan man jo bare tage en mindre dosis medicin, eller også kan man få en anden slags medicin, der omsættes af en anden slags leverenzym. Psykiateren foreslog i sit brev, at jeg skulle gå til min praktiserende læge og bede ham om at udskrive en meget lille dosis Zoloft: 25-50 mg. Psykiateren havde tidligere villet give mig 150-200 mg Zoloft!

Det er derfor, at jeg skriver, at første skridt (hvis man har problemer med medicinen) nok ikke er en dyr gen-test, men den billigere og almindeligere blodprøve. Jeg har ALDRIG opfordret folk til at lade sig gen-teste!

Men enden på min leverenzym-historie er, at jeg skrev tilbage til psykiateren og sagde, at jeg var godt tilfreds med perikons virkning, da det var det bedste antidepressive middel, jeg hidtil havde oplevet.

I øvrigt tror jeg som sagt slet ikke, at jeg har denne gen-variant. Det viste sig derimod, at jeg havde en katastrofal jernmangel. På engelsksprogede Internetsider har jeg læst, at leveren skal bruge jern for at omsætte medicin. Ingen havde tænkt på at undersøge mig for jernmangel!

Jeg er fra en familie med mange svære depressioner. Jeg tror, at det var derfor, at ingen i årtier havde tænkt på at tage blodprøver på mig. Logikken var vel, at mine depressioner var arvelige, og at jernmangel derfor ikke kunne være årsagen. Men selv om man har en arvelig tendens til at få depressioner, kan man altså godt have jernmangel! Og min erfaring er altså, at jernmangel kan give problemer med at omsætte medicin.

Mange hilsner

Irsten

Hej Diddah

Jeg havde helt glemt, at vi engang har skrevet sammen om en bestemt psykiater. Ja, du har helt ret i, at det var denne psykiater (MB).

Jeg tror, at han mente, at han gjorde mig en særlig tjeneste ved at fortælle mig om disse særlige leverenzym-varianter, ca. et år efter, at jeg var holdt op med at gå hos ham. Han virkede meget selvglad. Min mening var, at han burde have givet mig en undskyldning for det meget dårlige forløb, som jeg havde været udsat for. Men det fik jeg ikke.

Når jeg skriver, at jeg mener, at der er tale om en gen-variant og ikke en gen-fejl, så er det, fordi problemet er afhængigt af etniciteten. Nogle folkeslag er gennemsnitligt helt anderledes end andre og reagerer derfor anderledes på medicin end andre. Og som et parallel-eksempel nævnte jeg grønlændere og visse asiater, hvis lever ikke kan omsætte alkohol så godt som vores lever. Om dette problem skyldes en genfejl eller ej, kan diskuteres. Jeg vil sige: sådan er de nu engang skruet sammen.

Og medicin er jo lavet efter, hvordan flertallet er skruet sammen :o)

Ja, jeg tror, at jeg har haft jernmangel i årtier, og det har nok været medvirkende årsag til en stor del af mine svære depressioner. Det har helt sikkert været medvirkende til, at jeg ved en tidligere lejlighed fik det såkaldte serotoninsyndrom af Seroxat. Det var ubeskrivelig pinefuldt. Min daværende praktiserende læge reagerede med at blive vred på mig over, at jeg ikke kunne tåle Seroxat. Hun lagde dog mærke til, at jeg blev meget forpustet, når jeg gik på trapper (det er ét af symptomerne på jernmangel) og ordinerede antibiotika mod, hvad hun troede var en såkaldt kold lungebetændelse, men det hjalp naturligvis ikke, når problemet var jernmangel. Det var denne læges vrede reaktion, der gjorde, at jeg bad om en henvisning til en psykiater, og da jeg ikke selv kendte nogen psykiater, blev det MB.

Hvor er jeg glad for, at jeg er ude af alt det!

Er du også så nogenlunde blevet rask?

Mange hilsner

Irsten