Debatindlæg

Jeg fik til at starte med min seroquel for psykose (tag det ikke for tungt), men det har virkelig også hjulpet på de ting du siger, tankemylder, grædeture, søvnproblemer osv. Har fået 600 mg og er nu nede på 200 mg til natten, og det virker altså super til at sove på, man får sovet ordentligt. Er godt nok på udtrapning nu, men synes virkelig det har hjulpet mig godt. Håber du kunne bruge svaret.

Trine

Jeg synes det er et rigtig godt og interessant spørgsmål du stiller som start!

Jeg er på ingen måde ekspert i området - men jeg har nogle års erfaring.

Jeg tror IKKE seroquel har ændret min personlighed. Men det har ændret "mig" ganske meget. Uden at jeg har lyst til at rode mig ud i noget akedemisk snik snak som jeg slet ikke er kvalificeret til at udtale mig om - så vil jeg sige at personligheden er en ret stabil størrelse, altså når den først er dannet - og det sker under vores opvækst. At personligheden er en ret stabil ting kan man fx se når man læser om personlighedsforstyrrelser. De er stort set uhelbredelige! Psykopater bliver ikke "normale". ængstelige bliver også ved med at være det! (øV)

Men forskellige typer af medicin - herunder seruquel - har stor indvirkning på hjernen. Seroquel hæmmer en række signaler eller signaloverførsler i hjernen.

Personligt får jeg Seroquel som angst / uro dæmpene, søvnfremmende medicin.

Og jeg skal da lige love for at det har en virkning.

Jeg kan nemlig gå ud og handle, tage til familiefester have det rart med mine børn og min kone :-). Jeg er helt sikkert sløvet lidt af medicinen - ingen tvivl om det! Men netop at jeg er lidt "sløvet" gør at jeg kan leve et meget mere "almindeligt og indholdsrigt liv"

Nogle vil måske kalde denne virkning for en ændring af personligheden? Men i givet fald synes jeg at "de" tager fejl! Jeg er stadig mig! og min personlighed er stadig lige så "fin /tosset" som den altid har været :-) Men Seroquel hjælper mig til at kunne fungere meget mere almindeligt.

Når jeg udtaler mig om dette emne er det på baggrund at ca 4 års psykisk sygdom. Jeg var over 40 år før jeg blev syg. Jeg var højtuddannet og særdeles velfungerende før jeg blev syg. Jeg blev syg af stress. Fik først diagnosen Depression. Nu har jeg diagnosen kronisk depression og en personlighedsforstyrelse som kalde ængstelig/evasiv personlighedstruktur. Min psykiater siger at min personlighedforstyrelse først blev et problem da jeg blev syg af stress og fik depression.. Han siger også at jeg har haft den hele mit voksne liv! og han kan også godt forklare hvorfor jeg har den...

Jens

Nu er jeres indlæg jo ikke fra i dag, men jeg har googlet lidt på Seroquel da jeg i dag har fået det ordineret som suplering til Cipralex.

Jeg kan slet ikke forstå at jeg er hvor jeg er og at jeg ikke bare kan finde ud af at fungere ordentligt eller bare være glad.

Vil gerne høre lidt om hvordan I har reageret på at det i opstarten, altså har det sløvet meget??

-og andre ;o)

Seroquel er medicin som i en eller anden grad sløver. Min psykiater bruger ordet "tung medicin". Jeg vil tro at man kan blive til en ren "zombi" hvis man får rigtig store doser af den type medicin.
Nu er medicinen anerkendt som medicin mod depression (som supplement til antidepressiv medicin). Seroquel er grundlæggende et antipsykotisk medicin. Det ændre på en række signalstoffer i hjernen - derved har det en angst dæmpende, beroligende og anti psykotisk virkning..

I starten fik jeg det for at kunne sove. Jeg tog pillen (100 mg) en halv time får jeg skulle sove.. Det virkede rimelig godt :-).
I modsætning til almindelige sovepiller har det flere fordele! Det skaber ikke afhængighed! Nuvel man kan nok ikke stoppe fra den ene dag til den anden - men man bliver ikke afhængig af det.. Desuden mister det ikke sin virkning efter længere tids brug!
Til gengæld har det en meget almindelig bivirkning!!!! Man bliver ohh så sulten :-(. Derfor skal man hold fast i sunde spisevaner - ellers er der stor risiko for at man bliver for tyk/tykkere.

Medicinen findes i to typer: en som optages ganske hurtigt (den almindelige)! En anden som optages nogenlunde jævnt fordelt over døgnets 24 timer..(prolong)
Nu får jeg begge typer. Den type som optages langsomt får jeg fordi det giver mig mulighed for at leve mere normalt - det er nok den angst dæmpende virkning!(100 mg) Den hurtigvirkende type tager jeg lidt af for at kunne sove!...( 25-50 mg)

I starten var jeg meget betænkelig.. Antipsykotisk medicin!!!!!!!!!! Jamen jeg har da aldrig været psykotisk????
Men nu er jeg faktisk rigtig glad for det :-)

Håber du kan bruge ovenstående.

Hilsen
Jens

Jeg har det nok også lidt - jamen jeg er ikke psykotisk!!! Jeg har bare for mange tanker og drømme - også når jeg er vågen.

Dette forhindre mig i at sove ordentligt og udfører mit arbejde.

Så jeg er nok villig til at prøve. For hvis jeg får lidt mere ro i hovedet, bliver mit humør måske lidt mere stabilt. -og jeg kan så måske fungere bedre igen.

Jeg venter nok med at starte til weekenden. Hvis jeg nu reagere med bare at sove 20 timer. Det er 25-50 mg til natten, men da jeg prøvede Mirtazapin sov jeg den første uge. De næste 6 uger tog jeg så 6 kg på, hvorefter jeg droppede det som nat medicin. Jeg er lidt forberedt på at jeg kan blive sulten (igen), men det må jeg så forsøge at håndtere uden at spise hele tiden.

Jeg kan bare slet ikke forstå, at jeg er hvor jeg er nu - Jeg ved hvor og hvem jeg var før. Altså det tror jeg, men måske har jeg altid været sådan her, jeg har bare ladet som om at alt var godt. Hmm

Hvordan finder man accepten af, at man som tidligere velfungerende, med job, familie, børn ikke er normal (mere).

Jeg er altså ikke syg, men hvorfor gør jeg mig så syg.

Jeg blev fanget af de linjer i dit indlæg hvor du skrev:
"Min psykiater siger at min personlighedforstyrelse først blev et problem da jeg blev syg af stress og fik depression.. Han siger også at jeg har haft den hele mit voksne liv! og han kan også godt forklare hvorfor jeg har den..."

Hvordan kan en personligshedsfostyrrelse blive et problem ved stress og depression???

Hejsa.. Det er et godt spørgsmål du stiller som afslutning :-)
Jeg tror jeg har et godt svar.

Vores personlighed dannes under opvæksten. Desværre er den ikke let at forandre.

Min ængstelige evasive personlighedsstruktur har de første ca 40 år været en del af mig - ja faktisk en del af mig som jeg var meget stolt af og som også har hjulpet mig meget i mange sammenhænge.. :-)

At være ængstelig var helt fint.. Jeg tænkte jo på hvor og hvad der kunne gå galt! Og når tingene var ved at gå galt var jeg forberedt! Jeg havde allerede en plan for løsningen..
Det er forsimplet sagt.. Men min ængstelige side har gjort at jeg tidligere altid kunne håndtere problemer - jeg havde jo forudset dem!

At være evasiv vil sige at man er undvigende.. I mit tilfælde handler det mest af alt om at undvige konflikter.. Konflikter har altid gjort mig bange.. Og når man ikke kan lide konflikter.. Ja så finder man ud af hvordan man kommer ud af dem - uden sår..
For mit vedkommende har jeg udviklet strategien - afvig! og lav arbejdet selv.. (jeg taler om professionelle sammenhænge)
¨
Min personlighedforstyrrelse har hjulpet mig rigtig meget i mit tidligere professionelle liv! Jeg havde en flot karriere! Jeg tror jeg var enhver chefs drøm.... Uanset hvad der måtte gå galt - ja så var resultatet altid i orden!
Jeg oplevede ikke at jeg var "forkert". Jeg oplevede at jeg var rigtig! Jeg fik altid tingene ordnet!

Desværre hænger tingene sammen. Ængstelighed, konfliktskyhed og en deraf udviklet MEGA ANSVARLIGHED, kan sætte sig spor! For mit vedkommende "holdte" jeg i ca 20 år. Det endte med at jeg blev mere og mere stresset. Arbejdede mere og mere - men fik lavet mindre og mindre. Jeg fik depression udløst af stress....... OG SÅ slog min personlighedforstyrrelse igennem. Jeg mistede alt det jeg tidligere kunne. Koncentration, hukommelse, kognitive evner (evnen til at tænke) etc.. Ja det forsvandt lige så langsomt.. Det eneste jeg har tilbage er ængsteligheden og den undvigende strategi.. Alt hvad jeg i min ungdom opbyggede - nemlig viden , indsigt, metoder etc.. - Jeg det har jeg ikke længere "hjerne" til at udnytte..
Derfor blev min personlighedforstyrrelse først et problem da jeg blev syg af stress og depression. Før jeg blev syg var min personlighedforstyrelse min bedste ven (som jeg ikke kendte).. Men min (syge) personlighed hjalp mig gennem rigtig mange uddannelser (herunder universitetet) samtidig med at jeg passede et chefjob i det offentlige!

Når jeg selv læser det jeg har skrevet - ja s¨å er det da ikke så underligt at det gik galt!

Jeg er førtidspensionist nu.. Og det er rigtig godt! Men jeg har mistet min identitet. Tidligere var jeg ham som kunne alt! nu er jeg ham som dårligt kan overkomme at tømme opvaskemaskinen!

Håber du kan bruge mit svar
Jens

Du skriver: "Hvordan finder man accepten af, at man som tidligere velfungerende, med job, familie, børn ikke er normal (mere).

Jeg er altså ikke syg, men hvorfor gør jeg mig så syg."¨

Jeg tænker..
Jo du er syg! Men du er måske ikke "syg" på den måde som man er vandt til! Psykiske lidelser opfattes desværre af mange som noget "pjat" (herunder også den syge). Jamen så ta dig dog sammen! (sådan her jeg selv tænkt mange gange)
Derimod ved alle at man ikke kan arbejde, og har brug for hjælp, hvis man har brækket begge arme og et ben..

Uha- du har da brug for hjælp! Nej hvor er det synd. Hvordan kan jeg hjælpe dig! Lad mig "trille din ned til brugsen". Lad mig hjælpe dig med rengøring. Du skal bare sige til! så kommer vi og hjælper!.. Desværre er det ikke sådan hvis man har en psykisk lidelse.. Her tror jeg at de fleste har berøringsangst. Og det er rigtigt dumt/kedeligt/træls men også forståeligt.
Mennesker som er syge i "sjælen" er vanskelige at have med at gøre (for de fleste).

At være psykisk syg er svært i vores samfund.
Vi syge har mistet, under sygdommen, mistet rigtig mange evner! Ja helt basale evner! Som fx at kunne købe ind, gøre rent etc. Men omverdenen kan ikke se det på os.. Og hvis de får det at vide - ja så ved de ikke hvad de skal gøre..
Nogle er kloge nok til at forstå at psykiske lidelser (faktisk) er sygdom! Men mange at dem har rigtig svært ved at finde ud af hvad de skal gøre! Andre er slet ikke i stand til at forholde sig til at psykiske lidelser er sygdom. "psykiske lidelser er udelukkende noget pjat".. Det er groft sagt (måske også uretfærdigt).

Da jeg var allermest syg havde jeg en speciel oplevelse...
Jeg brugte det meste af dagen til at gå frem og tilbage på græsplænen - og jeg græd hele tiden.. En dag kom min "nabo" over til mig! Han foreslog, at jeg i stedet for at gå der frem og tilbage og tude, skulle give mig til at grave den del af haven som trængte!n Hårdt fysisk arbejde kan gøre alle glade! Man skal ikke gå og være ked af det! - Men skal bare gøre noget ved det!

Jens

Hvor kan jeg bruge det, eller i det mindste identificere mig med det.

Jeg har fået gjort noget ved min langvarige stress-påvirkning og kommunikationsproblemer, men der er ligesom huller i min hjerne.

Specielt min hukommelse og evne til at holde styr på ting. Det roder rundt og jeg zapper mellem mine opgaver. Laver overspringshandlinger og har ingen tidsfornemmelse.

Jeg har en skrivebordsstilling (i det offentlige) og er faglig stolt, men har meget svært ved at udfører mit arbejde til min egen tilfredsstilling. Jeg har haft en åben sygemelding og siddet på min "pind" i flere måneder uden egentlig at lave noget.

Jo mere jeg læser om psykisk sygdom og personlighedsforstyrrelser, jo mere tror jeg faktisk, at den måde jeg er og altid har været, måske er den grundlæggende årsag til at jeg befinder mig i denne situation her.

Jeg er begyndt at åbne lidt op og snakke med mine omgivelser og de siger noget som: "Sådan er Du jo". De er slet ikke overrasket over det jeg finder ud af om mig selv. -og her troede jeg at min facade og venlige væsen uden egen menninger var som alle andre.

Jeg har forstået at personlighedsforstyrrelser findes i forskellige grader fra normal til meget syg og selv om jeg måske / måske ikke falder inden form den syge gruppe forsøger jeg nu at acceptere at jeg er mig.

Er begyndt at tænke på, om jeg bedre passer ind i noget praktisk arbejde i stedet for det jeg laver. Noget hvor jeg kan bruge kroppen i stedet for hovedet.

Hej.. Du skriver "Er begyndt at tænke på, om jeg bedre passer ind i noget praktisk arbejde i stedet for det jeg laver. Noget hvor jeg kan bruge kroppen i stedet for hovedet."..

Jeg har selv haft sådanne tanker.. Men man kan ikke knokle sig ud af en psykisk lidelse.. Du skal kæmpe for at blive rask!!!! Og når du bliver rask .. Ja så kan du blive dit gamle jeg igen. :-)

Jens

Hej!
Her kan du bestille efexor - http://medicineronline.net

Naturlige Antidepressiva - https://nuvialabrelax.dk Jeg modtog min bestilling til tiden og pillerne virker rigtig godt.