Debatindlæg

Her er min historie. Vil til at starte med sige at mit selvværd PT er helt i kulkælderen og selvbebrejdelsen er enorm. Hvorfor kan jeg ikke leve som alle andre?
Hvis vi lige lynhurtigt opsumere min opvækst og ungdom: Kommer fra en kernefamilie med trygge rammer og masser af kærlighed. Opvæksten i skolen var super, var blandt de populære og vellidte og syntes rigtig godt om det hele. Blev teenager og her begyndte kæden ligesom at falde af, havde ingen ambitioner med livet og om hvad jeg ville være (det er jeg vel heller ikke ene om?) og mit liv blev præget af fest og glade dage. Hash blev til en hverdags ting i det skjulte sammen med kammeraterne og i slipstrømmen på det fulgte et liv som weekend junkie med stort forbrug af amfetamin og ecstacy i en kort årrække. Det hele endte ligesom da jeg fik et dårligt "trip" på svampe og fik regelmæssige angstanfald i sociale sammenhæng. Det har forfulgt mig igennem mange job og uddannelsessituationer siden hen og har været on/off her de sidste par år men er i høj grad on nu.
Sideløbende med det hele har jeg døjet meget med depression, først for 5 år siden og nu igen. Denne gang er det nok værst vil jeg vurdere. :-(
For 5 år siden var problemet at jeg ville noget mere med mit end at være postarbejder men ikke turde fordi uddannelse er lig med skoleophold og det havde min socialeangst det rigtig dårlig med.
Jeg fik via en psykiater kurreret min angst og på påbegyndt elektrikeruddannelse som voksenlærling. Lige pludslig var alting liv og glade dage :-)
Men de sidste 1½ år af uddannelsen er der begyndte at snige en masse usikkerhed ind og den sociale angst kom retur.
Jeg afslutter netop nu en uddannelse som elektriker og burde jo være glad for det men NEJ!
Jeg kan ikke håndtere at skulle tænke på de krav der vil blive stillet til mig, jeg glemmer mange ting og vigtige informationer i min hverdag og det gør mig enormt usikker. Jeg er bange for hvad folk syntes om mig, og jeg hader mig selv for at jeg skal have det sådan her. Er det mig der er en sølle lille dreng som er bange for verden og bare vil have at alle andre skal have ondt af mig? Syntes selv at livet snart ikke er værd at leve længere, for tankerne florerer jo rundt i hovedet på mig 24/7 og det er så enormt udmattende. Jeg passer min lærerplads og vil kæmpe for at gøre uddannelsen færdig her de sidste par måneder. Hvad der skal ske derefter ved jeg ikke, bliver jeg nogensinde rask og kan jeg genvinde roen og tilfredsheden med mig selv og min hverdag????
Håber i er nogen derude som måske er i samme situation eller måske endda har overvundet noget ligende

Mvh SDØ