Debatindlæg

Hej Sand

Du fortæller noget fra dit eget liv, som jeg har meget lyst til at kommentere. Samtidig beder du om oplysninger, der kan hjælpe dig til at skrive en opgave. Jeg ved snart ikke, hvor jeg skal begynde.

Jeg er efterhånden ved at være en ældre dame. Men begivenhederne i min barndom og i min ungdom står lyslevende for mig og har påvirket mit liv meget. Også min far var maniodepressiv. Du skal være opmærksom på, at man nu om dage har en anden betegnelse for den tilstand. Man taler ikke længere om maniodepressiv sygdom, men om bipolar sygdom. I en skoleopgave er det vigtigt, at den slags faktuelle oplysninger er rigtige (og at ordene er stavet rigtigt ;o)

Derudover havde min far et voldsomt temperament, og indimellem blev han rasende og voldelig og smed om sig med møblerne. Det er klart, at den slags påvirker et lille barn voldsomt – ja, det påvirkede faktisk hele familien. Min mor var også skrækslagen, for min far havde virkelig mange kræfter.

Det endte med, at også min mor begyndte at få depressioner. Underligt nok fik også hun diagnosen maniodepressiv. Man taler jo om, at der er en vis arvelighed ved den sygdom. Så i min familie har min mor arvet sygdommen efter min far!

Nu er jeg selv følgelig godt klar over, at lægerne taler om genetisk arvelighed, så eftersom de ikke var blodbeslægtede, kunne min mor jo ikke arve sygdommen efter min far. Men jeg skriver det alligevel, fordi det kan være en genvej til at forstå nogle ting ved sygdommen depression.

Sagen er, at depression kan smitte! Og igen - det passer jo ikke. Der er ingen depressions-mikrober, der bliver overført fra én person til en anden. Alligevel er det sådan, at når man opholder sig et sted, sammen med en depressiv − eller som i mit tilfælde – nogle gange sammen med to depressive forældre, kan man ikke undgå et blive påvirket: man bliver indadvendt, tænker langsommere og reagerer langsommere, hvilket alt sammen er skridt på vejen til selv at blive depressiv!

Min pointe er, at godt nok siges det, at tilbøjeligheden til at få depression kan være arvelig, især når der er tale om bipolar sygdom. Men sådan som jeg har oplevet kontakten med to forældre, så vil jeg mene, at der i lige så høj grad er en anden form for arvelighed end den genetiske, der består i, at børnene automatisk lærer forældrenes måde at reagere på i forskellige situationer.

Min far var ganske vist udad-reagerende, når han ikke lige var depressiv. Men det udad-reagerende reaktionsmønster kopierede jeg ikke. Det skræmte mig og belastede mig, så jeg blev endnu mere sårbar.

Sagen er, at også jeg endte med at få depressioner. Jeg klarede mig godt i skolen og fik en god uddannelse. Men desværre blev jeg gift med en mand, der også havde depressioner. Mit arbejdsliv gik ikke, uden store problemer. Jeg kan dog sige, at mit liv ikke har været ulykkeligt. Jeg har opnået at få børn og børnebørn. Den store sejr i mit liv er, at det er lykkedes at standse den ulykkelige tendens til depression. Både generationen efter mig og den næste generation er heldigvis sunde og raske, også psykisk.

Så når du skriver, at du har droppet kontakten med din far, og at du har skyldfølelse over det, vil jeg gerne sige følgende:

Umiddelbart kan det virke som en voldsom ting at stoppe kontakten med sin far. Hvis han er meget syg, kan det jo virke som en kold og kynisk handlemåde. MEN… du er jo ikke ret gammel, og min erfaring er, at et barn ikke er i stand til at beskytte sig selv mod en voksen persons bevidste eller ubevidste påvirkninger.

Hvis jeg var dig, ville jeg derfor betragte din handlemåde som en redningsaktion – intet mindre! Du er ikke ret gammel, og det er livsvigtigt, at du bliver reddet fra uheldige påvirkninger. Jeg er sikker på, at din far forstår dig. Og hvis han ikke gør, og din skyldfølelse bliver ved med at plage dig, så kunne du jo skrive et brev til ham og forklare ham, hvordan det forholder sig. Skriv, at du vil ham det godt, men at du ikke magter at have kontakt med ham lig

Øv, det kunne ikke være der. Her får du resten:

have kontakt med ham lige nu. Det vil han forstå.

Og når du bliver nogle år ældre, kunne du prøve at have kontakt med ham igen. Det er vigtigt, at du bliver voksen først, så I taler som to voksne med hinanden, altså på lige fod. Og hvis ”atmosfæren” omkring ham virker meget tung, så er det vigtigt, at du gør dine besøg kortvarige, så du ikke selv begynder at reagere depressivt.

Mange hilsner

Irsten

Kære Irsten

Tusind tak for dit svar. Jeg er rigtig glad for, at du brugte tid på at fortælle om dine egne oplevelser, og dit svar er en stor hjælp både i forhold til min opgave og mit personlige problem. Mit projekt handler om depressive forældres påvirkning på børn og unge, og dit svar er rigtig godt uddybet og forklaret i forhold til vinklen på mit emne.

I forhold til situationen med min far, har dit svar betydet virkelig meget. Mine tidligere psykologer har sagt det samme, men det at du vurderer situationen udefra uden at vide andet end hvad jeg har skrevet føles meget mere sandt og oprigtigt.

Tusind tak for svaret endnu en gang

Venlig hilsen Sand