Debatindlæg

Jeg kender det godt, men jeg fejler efter sigende også andre ting en decideret depression, og det skulle så skyldes det de kalder "de negative symptomer", men uanset hvad er det en håbløs tilstand som er meget trist at befinde sig i.

Jeg tror jo det er psykens måde at lukke af på, men problemet bliver jo netop at det er svært at komme op igen, når energien er væk og man mest af alt føler sig pakket ind i sådan en underlig bobbel der står imellem en selv og verden.

Sidst jeg var i den ville jeg slet ikke ud, det var en mærkelig følelse, altså virkelig mærkelige følelse, for det var et rædsomt sted at være, men underbevidstheden må jo have haft en idé om at virkeligheden var endnu værre.

Jeg kommer heller ikke ud af tilstanden ved god søvn, sund mad og motion, jo sidstnævnte får mig ud af den lige imens det står på, men bagefter er det det samme igen.

Hvis jeg skal noget spændende der kræver min indsats kan det få mig ud af tilstanden, men man kan jo ikke gå og skulle spændende og krævende ting hele tiden, så bliver det jo alt for meget når man i forvejen har en sårbar psyke.
Men det er en af de ting der kan bryde cirklen hos mig.
:-)

Jamen... det kan da ikke være meningen at man skal gå rundt i sådan en tilstand? Motion hjælper også på mig lige i den tid det står på, men ellers ikke.
Der må der være noget medicin eller lignende, som kan få én ud af denne trance-lignende tilstand? Det er jo uforsvarligt at gå rundt sådan. Og dybt forfærdeligt. Det værste, jeg nogensinde har oplevet. Og så er det man tænker: Skal man have det sådan resten af livet??

Hej ILillie og Skovtrold

Jeg kender også til den tilstand og har kendt den i mange år.

Jeg har en fornemmelse af, at tilstanden er noget, vi selv skaber, når visse uheldige betingelser er til stede. Jeg har helt klart en fornemmelse af, at denne tilstand har noget med vores aura at gøre, altså det lag af energi, der omgiver – eller burde omgive – den fysiske krop.

Jeg har ikke selv den evne, at jeg kan se auraer, men jeg kan tydeligt mærke, når min aura er beskadiget! Så får jeg netop denne osteklokke-fornemmelse. Jeg har tit ønsket at diskutere dette problem med andre, men det er lidt svært, dels fordi det er svært at finde et fælles ordforråd, og dels fordi andre kan få det indtryk, at jeg er vældig spirituelt orienteret, når jeg bruger et ord som ”aura”. Det er jeg ikke!

Gennem årene har jeg brugt forskellige tricks til at bekæmpe tilstanden. Hvis jeg f.eks. skulle til et møde, hvor det var vigtigt, at jeg var klar i pæren, tog jeg vekselbade umiddelbart før jeg skulle af sted, altså skiftevis iskoldt og almindeligt varmt brusebad. Det kunne hjælpe, sådan at jeg blev nogenlunde klarhjernet under et kort møde, f.eks. en forældresamtale med en lærer på min søns skole.

Jeg vil også tro, at det ville hjælpe at være vinterbader! Men jeg kan ikke få mig selv sparket af sted ;-(

For mange år siden, dengang jeg ikke tog antidepressive midler, og hvor jeg kunne gå med depressioner meget længe, gik jeg til healing. En dygtig healer kunne med sine hænder fjerne depressionen helt og altså især denne osteklokke-fornemmelse. Bedringen holdt desværre kun kort tid (ca. et par timer). Men det var dejligt at få en pause fra denne forfærdelige tilstand.

Det er også min erfaring, at det hjælper at opholde sig i en (gotisk) kirke, altså et kirkerum med højt til loftet og opadstræbende støttepiller og spidsbuer. Selve kirkerummet påvirker psyken, sådan at man hjælpes til at ”connecte” med verdensaltet (eller med Gud, om I vil). Og når man på den måden hjælpes til at forbinde sig med resten af verden, brydes osteklokke-fornemmelsen.

Jeg er overbevist om, at man selv via meditation eller ved hjælp af særlig musik kan gøre det samme. Men igen: Det er svært at sparke sig selv til at gøre noget. Selv om tilstanden er ubehagelig, så må der vel være en årsag til, at vi kommer i den tilstand (fastfrossen og stivnet energi?). Og på en eller anden måde føles det også tiltrækkende at være indadvendt. Måske er der ikke energi til mere?

I disse dage, hvor det har været så godt vejr, har jeg opholdt mig i min have hele dagen. Det er min erfaring, at det hjælper på min psyke, uden at jeg behøver at tvinge mig selv til kunstige øvelser eller tricks. Når himlen er blå og skyfri, kan jeg ”connecte” til verdensaltet uden besvær. Så flyder energien lettere, og osteklokkefornemmelsen forsvinder.

Er der noget af det, jeg har skrevet, som siger jer noget?

Mange hilsner

Irsten

P.S. Jeg har nu set dit seneste indlæg, Ilillie. Min erfaring med antidepressiv medicin er følgende: Når medicinen virker optimalt, så forsvinder depressionen helt og altså også osteklokke-fornemmelsen!

Dog har jeg jo også set, at der er folk, der mener, at osteklokkefornemmelsen er en (bi)virkning ved medicinen. Masser af mennesker af arge modstandere af antidepressiv medicin, netop af den grund, som vi har set i en diskussion her på Depnet her for nylig.

Jeg kan forstå på dig, Ilillie, at du tager antidepressiv medicin. Måske skal din dosis reguleres, enten op eller ned? Eller måske får du ikke det rette produkt? Prøv at tale med din behandler.

Jeg har selv engang fået midler (Cipramil og Zoloft), som slet ikke hjalp mig. Det er individuelt, hvad der virker på folk.

Tak for svar, Irsten. Jeg vil lige starte med at sige at jeg havde denne tilstand næsten endnu værre, da jeg ikke to antidepressiver. Jeg skal til psykolog på mandag, men de har jo ikke med medicin at gøre.

Jeg er desværre utrolig hårdhudet mht alt "alternativt"; dvs. at alt preller af på mig og jeg føler ikke noget. Heller ikke noget med aura, healing osv. Jeg har prøvet en masse men intet hjælper. Jeg har også bla. prøvet lysterapi, meditation og hypnose. Men i og med at intet har hjulpet er jeg blevet SÅ skeptisk over for alt sådan noget efterhånden. Hvordan "bløder man op" og bliver mere modtagelig?

Men du har ret i at min medicin muligvis skal ændres. Jeg får (synes jeg selv) en ret høj dosis nu og vil så nødigt højre op. Men ok - hellere op i dosis og så ikke denne zombie-følelse.

Varme og kolde bade kunne være en idé at prøve. Men vinterbader - uhh det får jeg ikke taget mig sammen til. Synes i forvejen at alm. vand i fx svømmehaller er alt for koldt!

Man mange tak for dine input. Rart at "snakke" med nogen, som har oplevet det samme som jeg.

Hej Ilillie

Jeg er også efterhånden blevet meget skeptisk. Det bliver man, når man har brugt mange penge på alt muligt, og der ikke har været nogen virkning.

Jeg lægger mærke til, at du skriver, at du får en ret høj dosis antidepressiv medicin, og at du nødigt vil højere op.

Det kan jeg godt forstå. Men har du overvejet, om problemet muligvis er, at du få en for høj dosis medicin?

Jeg læste engang på en engelsksproget internetside, at det er meget vigtigt, at dosis er lige præcis tilpas – hverken for lille eller for stor. Hvis dosis er for lille, virker det ikke, og hvis dosis er for stor, er virkningen ofte ikke til at skelne fra de symptomer, medicinen skal kurere!

Dengang for mange år siden, da jeg gik hos en psykiater sidst, afprøvede jeg først Cipramil i 10 uger uden virkning, og derefter Zoloft i 6 uger uden virkning. Derefter droppede jeg både psykiateren og medicinen, hvorefter jeg blev rask i løbet af en uge!

Da jeg havde sundet mig lidt, skrev jeg psykiateren og forklarede, hvad der var sket. Han skrev tilbage, at jeg nok havde fået en for stor dosis, i forhold til hvad min lever kunne omsætte.

Det er muligt at få foretaget en blodprøve til undersøgelse af koncentrationen af medicinens virksomme stof i blodet. På den måde kan man tjekke, om du får for lidt eller måske for meget medicin. Hvis jeg var dig, ville jeg spørge behandleren, om du ikke kan få foretaget den blodprøve.

Mange hilsner

Irsten

Hej igen Irsten

Det synes jeg lyder som en idé at få gjort, for jeg nægter at tro at man bare skal højere op i dosis hver gang man får det dårligt.

Jeg var hos psykolog igår. Jeg synes nu ikke hun kunne give mig så meget nyt info; hun var enig i at jeg havde det temmelig dårligt (jeg har så mange tanker oppe i mit hovede, som kammer fuldstændig over). Så nu bliver jeg henvist til en psykiater og til gruppeterapi.

Åhh er jeg den eneste her, der tænker "Hvorfor lige mig?" Hvorfor skal jeg have sådan et besværligt sind, når jeg bare gerne vil leve et simpelt liv og være glad? Hvor kunne alting være anderledes, hvis bare...."

Hej. Jeg lider meget af denne uvirkelighedsfølelse som du beskriver. Hvordan er det gået for dig? Har du nogen gode erfaringer du kan dele? Mvh

Hej!
Hvor er jeg "glad" for at læse de her indlæg, og vide jeg ikke er helt alene med dette! Angst og uvirkelighedsfølelse er ret nyt for mig, så derfor er jeg meget præget, og MEGET påvirket af det.
For at halvt år siden fik jeg mit første angstanfald, og langsomt er det blevet min hverdag, hvor jeg stort set HELE TIDEN har den følelse af, ikke at føle mig "til stede".
Jeg forstår heller ikke hvorfor lige jeg skulle blive ramt af dette. Savner at være mig selv, og a være glad!
Det er ulideligt at føle man går i sin helt egen verden HELE tiden, og samtidig have angstanfald og depression!

Håber man kan få nogle gode råd her, for har det elendigt!

Knus

Albe, jeg kan desværre ikke komme med nogle gode råd andet end at du skal gå til psykolog og psykiater. For mig hjælper en blanding af medicin og kognitiv terapi, men det er et langt og sejt forløb og nogle gange ser det hele bare så sort ud. Jeg glæder mig til jeg kan se lys for enden tunnellen.

Jeg synes at medicinen gør, at jeg kommer ud af osteklokken, men den sidder stadig og lurer. Jeg har fået ny medicin i 28 dage nu og synes stadig ikke, jeg er helt fit for fight. Savner bare sådan at være glad og ikke bekymre mig så meget.

Hej allesammen,

Jeg er blevet ramt af derealisation/depersonalisation (uvirkelighedsfølelse) i forbindelse med en række panikanfald som startede i sommers. Jeg prøver at finde andre folk her i DK med disse frygtelige symptomer, som skulle have lyst til samle sig og lave en støttegruppe, evt. på facebook til at starte med. Der er næsten ikke noget information at hente om disse symptomer på dansk, så det bedste vi kan gøre er at samle os og dele viden. Kontakt mig på derealisationdk@gmail.com

Bedste hilsner.

Jeg ved at der er en meget lille mulighed for at få svar da det er helt tilbage fra 2014. Men jeg vil virkelig gerne have noget hjælp. Jeg er i den tilstand der bliver skrevet om lige nu. Jeg vil så gerne ud af den og tilbage til det virkelige liv men jeg ved ikke hvordan. Nogen der kan give et håb om at jeg kan komme videre engang. Så jeg kan hænge i. Jeg ved ikke hvordan jeg skal fortsætte sådan her uden et lille håb om at blive “normal” igen.