Debatindlæg

Solen dansede på mine lår og den brændte så mit blod kogte og varmen bredte sig til en dejlig følelse i hele kroppen. Jeg forlod mit arbejde og gik hen til bilen. Bilen kendte vejen hjem, så jeg blev revet med af mine dybeste tanker og en tanke blev til en følelse, da jeg kørte forbi de korn fede og gule marker. Var det lovlig at være så lykkelig?
Jeg har en dejlig familie, mand og vores dejlige pigebørn, som vi hver dag ser blomstrer og lege med livet. Når vi giver dem friheden til at danse, grine, smile og græde så vokser de med opgaverne og deres liv bliver en lang perlerække af oplevelser der har deres helt unikke historie.
Jeg er gift og har levet sammen med manden min i 26 år, hvor vi har været hinandens klippe og sørget for, at vores inderste drømme blev levet ud. Vores motto var. ” Her i familien står vi sammen” Vores livs historie er et kopi af vores drømme indtil nu.
I Mit job er der nogle der tror på mig. Friheden til at iværksætte, hvad jeg tror der skaber magi i sindet hos sårbare mennesker. I Mit job er der nogle der tror på mig. Friheden til at iværksætte, hvad jeg tror der skaber udvikling.
En aften, hvor jeg med blide strøg blev kærtegnet af min mand og vores kys lukkede verden ude så vi kun eksisterede i vores sensuelle scene – blev det sidste kys
Min mand blev syg og i 10 dage lå han i sengen med influenza lign. symptomer og i hans mund flyttede en landsby ind af sår, så min kære mand ikke kunne indtage føde eller drikkelse. Han tabte sig 10 kg på 1 uge og alverdens læger undersøgte ham.
Jeg plejede min mand og gav ham kærlighed at drikke og omsorg ved berøring. Jeg blev ringet op en tidlig morgen, hvor jeg var på vej på arbejde og mine tanker kredsede om den inderlige bekymring for min mand og sindet var mast og trætheden min følgesvend. Lægen sagde kort ” Din mand har aids ” og jeg følte min sjæl blev taget til fange og jeg frøs til is.
Min mand ” ja vi skal jo dø på et eller andet tidspunkt” jeg holdt om ham mens hans hænder ikke rørte mig og der stod vi i et tom rum af forfærdelighed og uvidenhed.
Han blev indlagt på Esbjerg sygehus og jeg husker hele forløbet, som en ond drøm – hvor drømmen også indhenter mig om dagen.
Lettelsen over min mand ikke skulle dø af Aids nåede ikke at bosætte sig i mit sind for lægernes besked var, at han havde herpes i munden og det var min skyld.
Jeg husker tydeligt, at mine besøg på sygehuset var med tomhed i sindet for min krop kunne mærke, at når jeg lagde mit hoved på min mands mave i et kærligt øjeblik forsvandt han væk under mig og jeg har ikke mødt ham siden.
Herpes udbruddet har taget min mands hjerne til fange og holder godt fat i ham, så jeg lever ved siden af i ensomhed og savnet af min mand.
Jeg lever med skyld over, at jeg gjorde min mand alvorlig syg og jeg lider i stilhed for følelser er farlige og ikke noget min mand beskæftiger sig med. Han fortæller i korte sætninger, og svarede helst kun ja og nej når jeg prøver at nærme mig hans tankesæt. Når jeg krammer ham kan jeg ikke mærke hans styrke om min kvindelighed og han ser mig ikke.
En morgen i mørket, hvor jeg blot kan se min mands skikkelse mærker jeg knivstik i mit hjerte, uden blod,men blot ord der borer sig ind. Min mand fortæller mig, at han ikke ved om han skal gå til højre eller venstre. Mit liv slutter lige der i et split sekund og jeg husker, at jeg græder uhæmmet og min mand bliver skræmt af min reaktion,men jeg har ingen kontrol. Jeg husker det som et overgreb og det var blot ord.
De ord har fulgt mig siden og været med i et hav af kognitive diamanter. De var med på hver en dagsrejse imellem mit arbejde – udd. – privat liv.
Jeg følte, at jeg ikke fortjente hans kærlighed, omfavnelse og kys og det blev jeg bekræftet i når dagene og årerne gik uden min mand tog mig i sin favn og kyssede mig.
Jeg investerede i alt, hvad der kunne hjælpe min mand for penge, men kærligheden kan ikke købes og jeg står alene og ensom tilbage, selvom min mand er lige ved siden af mig, men jeg