Debatindlæg

Debatforum:  Pårørende og venner

Hvad kan jeg gøre?

Written by LauraN 25. nov 2018 23:00

Hej Depnet.
Mit navn er Laura og jeg er 29 år gammel.
Jeg har været sammen med min kæreste i 9 år og vi har boet sammen i 8.
De sidste 5 år har jeg været studerende, og har kunnet mærke at min kæreste begyndte at isolere sig selv, mistede sine venner og brugte meget tid på at spille computer.
Desværre, så har jeg haft skyklapper på og ikke registeret de signaler han sendte.
Sidste sommer - sommeren 2017 opdagede jeg for første gang en depressiv tilstand hos ham, hvor jeg - grædende - opsøgte hans søster og bror flere gange. De lovede at tjekke op på min kæreste, men intet skete der.
I sommer blev jeg færdigudlært og tingene var kun værre mellem min kæreste og jeg.
i august måned i år, døde min farmor, hvilket jeg var meget knust over. Min kæreste var meget uforstående omkring hvorfor jeg græd og mente at det var min egen skyld at jeg var så ked af det, fordi jeg ikke havde besøgt hende nok. Det skal siges at jeg besøgte hende 1-2 gange i ugen.
Dette fik mit vand til at koge over og jeg gav ham et ultimatum. Få hjælp eller jeg går.
Dagen efter lod han sig indlægge på psykiatrien, og var her indlagt i 3 uger for svær depression og selvmordstruet. Alting var dejligt, fredeligt og jeg havde det godt.
Han blev udskrevet og han faldt ned i et hul igen efter 14 dage.

Her står jeg med en kæreste som har en meget svær depression. Paykiatrien vurderede hans tilstand til at have startet for 14 år siden. Han forsøgte selvmord i en alder af 15 år, grundet grov mobning. Den gang kendte jeg ham ikke, men har fået fortalt, at da han ikke ville snakke om hvorfor det gik så galt, blev psykologen droppet og forældre, søskende og ham selv levede videre. Han virkede jo glad.

I dag har han fortrængt episoden og ønsker ikke at tale om det.

Min kæreste er tilknyttet lokal psykiatrien, hvor der er tilkoblet en ergoterapeut som vil hjælpe ham med målsætning. Det er vel så meget fint, men det er som om ingen kan forstå eller gider prøve sætte sig ind i hvor skidt det egentlig står til.

Han spiller computer ca. 16 timer i døgnet. Børster ikke tænder. Går i bad hver 4-5 dag. laver intet husligt. Gider ikke se film. Sover aldrig om natten, fordi han tænker på selvmord. Har ingen venner. Gider ikke snakke om følelser og har ikke lyst til at åbne op. Ønsker sket ikke at fortælle en fremmed omkring det. Sagde nej tak til støtte person. Og meget andet.

Det overnævnte startede allerede for 3 år siden, men som tidligere beskrevet har jeg studeret rigtig hårdt, og har desværre ladet det gå forbi min næse.

Jeg er træt, stressramt, ulykkelig, græder hele tiden, ryster på hænder og en indre uro som ikke vil forvinde. Jeg er bekymret hele tiden. Jeg har ikke lyst til at være derhjemme, men tør heller ikke tage steder hen i frygt for hvad han tænker og kan finde på.

Hvordan kan jeg hjælpe en person som ikke vil hjælpes?
Jeg elsker ham jo og vil gøre alt, men der er også grænser for hvor længe, da jeg har det rigtig skidt selv.

Jeg stikker til ham hver dag med små bemærkninger så som:
"Hvordan har du det det i dag?"
"Kan du mærke at medicinen virker?"
"Hvad er det du er så ked af, kan du prøve at sætte ord på?"

Måske er det ikke den rigtige pædagogik at bruge, men jeg har en forventning om at hvis alle bare tror og lader som om at han har det godt, så bliver han aldrig rask.

Beklager mit lange svar, men har brug for rådgivning omkring hvad jeg kan gøre, da det er ligesom om han har opgivet og alle andre omkring ham enten mener det samme eller er ligeglade.

Fortsættelse

Written by LauraN 25. nov 2018 23:04

Derudover skal det siges, at hans eneste komentarer er, når jeg græder, at jeg ikke skal bekymre mig. Jeg skal blot lade ham være i fred, da det hjælper ham. Jeg skal stoppe med at spørge ind til et hele tiden, da han føler jeg banker ham i hovedet hele tiden.

Hej LauraN

Written by Ingeborg 26. nov 2018 10:37

Jeg ville gå min vej.

Som hele situationen er ligenu, så er der ikke nogen positiv udvikling. Hans problemer stikker langt tilbage - ja siden hans teenagerliv. Hans problemer vil aldrig forsvinde om 10 år, er det det samme. Og hvor er du henne om 10 år. Er du selv gået i hundene, fordi en kæreste som din altid vil trække dig med ned i sølet.

Vil du have venner karriere og godt arbejde, så skal du forlade ham.

jeg kendte en person i mine unge år, da jeg boede på kollegium. Han var et mega rodehoved, røg hash og drak. Dengang tænkte jeg det var et ungdomsfænomen. Vi var nogle piger der af og til ryddede op på hans værelse og gjorde rent. Han var lykkelig hver gang.

Vi blev voksne og vores veje skiltes. Dog hørte jeg af og til om ham. Han blev alkoholiker og hashmisbruger og fik hashpsykoser. Hans hjem var den rene svinesti.

Du ender med at fortryde, at du blev ved med at holde fast i din kærreste. Selvom du elsker ham, for du kan ikke frelse ham og du får et dårligt liv.

Held og lykke med det hele.

Hej LauraN

Written by Ingeborg 26. nov 2018 10:45

Bare det, at han ikke børster tænder vidner om et personligt forfald, at han ikke magter at soignere sig selv. Du får ham aldrig til at børste tænder. Du vil for altid skulle minde ham om det, og han vil snyde dig, for at undgå det. Det skal man have gjort siden barndommen som noget, man skal gør for et godt velbefindende. For din kæreste, er opgaven for stor.

Jeg håber virkelig for dig, at du finder en vej ud.

Svar: Sørg for at bo hver for sig!

Written by irsten 26. nov 2018 12:23

Hej Laura N

Det var dog en grim situation, du og din kæreste er havnet i.

Mit bedste råd til jer, at I sørger for at bo hver for sig, indtil I begge får det bedre. Sørg for, at I begge får den nødvendige hjælp og støtte af andre. Jeg siger ikke, at I overhovedet ikke må ses eller tale i telefon, men indtil videre er det altså bedst, at I ikke bor sammen.

Du giver jo selv løsningen på dit eget problem, for som du skriver om dengang, da din kæreste var indlagt: ”Alting var dejligt, fredeligt, og jeg havde det godt.”

Så du må altså i en fart væk fra din kæreste, for I påvirker hinanden negativt.

Så er der din kærestes problem. Og her er der noget, jeg er nødt til at forklare dig om depressionens natur:

En depression kan på en måde sammenlignes med et sår. Hvis man bestandig pirker i et sår, vil det ikke gro sammen og læges. Hvis man derimod lader såret i fred, vil det heles af sig selv.

Det er lidt på samme måde med en depression. Hvis man bestandig pirker til de faktorer, der nærer depressionen, kommer den depressive sig ikke!

Den depressive har selv en frygtelig dårlig samvittighed over sin tilstand og en forfærdelig utilstrækkelighedsfølelse. Samtidig er det umådelig svært at forklare for andre, hvad der foregår. Andre forstår det simpelthen ikke, hvis de ikke selv har prøvet det.

Og lige præcis her, beskriver du jo også tydeligt, hvordan du – uden at vide det – påvirker ham negativt, fordi du ”stikker til ham hver dag”, som du skriver. Med dine spørgsmål får du hans utilstrækkelighedsfølelse og dårlige samvittighed til at blive værre, hvilket forværrer depressionen.

Jeg siger IKKE, at det er forkert at tale med ham om hans situation. Men det bedste er, bare at lade ham vide, at du stadig elsker ham og så i øvrigt lader ham i fred, sådan som han beder om!

Din kæreste er jo selv meget bevidst om, hvad der er godt og skidt for ham. Som du skriver, har han sagt ”Jeg skal bare lade ham være i fred, da det hjælper ham. Jeg skal stoppe med at spørge ind til det hele tiden, da han føler jeg banker ham i hovedet hele tiden.”

Det er et meget godt tegn, at din kæreste er så bevidst om sin tilstand, at han kan udtrykke sig så klart og tydeligt. Jeg undrer mig lidt over, at du ikke respekterer hans ønsker.

Hav tillid til, at han og hans hjælpere ved bedst. Kun på ét punkt er det vigtigt at være meget nøjeregnende, og det er, hvis der er fare for, at han begår selvmord. Men det må være andre, der skal sikre sig, at han ikke gør det – ikke dig!

Jeg vil lige prøve at besvare et enkelt af de spørgsmål, som du stiller din kæreste, nemlig ”Hvad er du så kæd af, kan du prøve at sætte ord på?”

Det er et spørgsmål, som vil være meget svært for en depressionsramt at svare på. Og eftersom han ikke evner at svare, bliver han igen ramt af utilstrækkelighedsfølelse. Sådan som jeg har oplevet svære depressioner, så er der egentlig ikke tale om, at man er ked af det. Der er snarere tale om en form for træghed eller langsomhed, der har ramt alle funktioner: bevægelser, funktionsevne, sprog, følelser og intellekt. Alting i krop og sjæl fungerer trægt og forkert. Oftest kan man endda ikke engang føle noget som helst – kun tomhed. Så hvordan skulle man kunne forklare, hvad man er ked af?

Så lad være med at pirke i hans sår! Det forværrer kun depressionen. Og sørg for at komme væk fra hinanden – hellere i dag end i morgen!

Mange hilsner og god bedring til jer begge

Irsten

Hold da kæft Ingeborg :O

Written by Anonym 26. nov 2018 22:44

Sprgsmål: "Min kæreste har en depression. Jeg ved ikke hvordan jeg skal håndtere det"

Svar: "Jeg ville bare skride. Det bliver aldrig bedre".

Tænk sig at læse sådan en gang galde på et site for deprimerede. Det tager da alligevel prisen for noget af de dummeste jeg er stødt på herinde. Men pyt, jeg er sikker på Ingeborgs nuværende partner kan fortælle om hendes fortræffeligheder og indsigt. Hvis hun altså har én.

Og hvorfor siger jeg sådan noget svineri? Tjo, jeg er eksmisbruger, har forsøgt selvmord og gået i månedsvis uden bad eller tandbørstning. Og jeg har intet tilovers for folk som Ingeborg der ikke tror på bedring men afskriver folk efter lyst.

En depression er i 99% af tilfældene en midlertidig sygdom. Jeg går ikke ud fra din kæreste aldrig har børstet tænder eller altid har siddet i 16 timer i døgnet foran computeren. Hold ud begge to. Det går over igen. I mellemtiden er terapi, motion og sunde vaner en god idé.

Mighal. Sandheden er ilde hørt.

Written by Ingeborg 27. nov 2018 09:52

Jeg står ved min holdning.

Langvarige problemer med en kæreste, der er usoigneret og som har haft pproblemer siden teenageperioden bliver aldrig bedre og trækker en med ned i sølet. Derfor anbefaler jeg, at man går sin vej. Min min nuværende drikker ikke, og vasker sig hver dag, går til tandlæge, kan lave alt med hænderne og har en sund økonomi uden gæld og lever ikke i en svinesti.

Depression er en sygdom!

Written by irsten 27. nov 2018 11:11

Hør nu lige:

Depression er en sygdom, som man kan komme sig af!

Lauras kæreste er syg! Ingeborg, du får problemerne til at fremstå, som om de skyldes dårlig opdragelse eller en moralsk brist.

Om parforholdet kan holde, er det ikke tidspunktet til at diskutere nu. Det må vente, til de begge får det bedre. Men så længe de bor sammen, er det ikke godt for nogen af parterne. En af dem må da have en ven eller noget familie, der kan huse vedkommende i et stykke tid.

Når de begge har det bedre, er der masser af tid til at finde ud af, om de skal være sammen.

Mange hilsner

Irsten

Tak for jeres respons

Written by LauraN 30. nov 2018 22:35

Tak for alle jeres henvendelser.
Jeg har forsøgt at tale med ham om at flytte hjem til sine forældre i en periode, fordi vi begge påvirker hinanden negativt.
Han ønsker dog ikke at flytte, fordi det har han ikke lyst til. Vi skal til pårørende samtale hos lokal psykiatrien på torsdag, så der vil jeg igen gøre det klart det er bedst for vores forhold.

Jeg ved at hans problemer stammer fra langt tilbage i barndommen, og at han har svært ved at tale om følelser. Siden jeg oprettede opslaget har jeg haft fat i hans forældre, som endelig kan se alvoren. Jeg har tabt med hans behandler, som også tager det alvorligt.
Det giver lidt mere håb, og så finder jeg ud af på torsdag om det bærer frugt til en brugbar behandlingsplan.

Vi har katte herhjemme og har i dag fundet ud af at den ene muligvis lider af en hjertesygdom. Hende og søsteren skal til en hjertespecialist i næste uge for at få endelig diagnose og prognose.
Jeg græder snot og er dybt ulykkelig. Min kæreste er også ked af det, men blev irriteret på mig fordi jeg græd. Han sagde at det skulle jeg stoppe med omgående fordi hans humør blev ødelagt af det. Han valgte så først at gemme sig bag computeren og faldt efterfølgende i søvn. Igen gemmer han følelserne væk og jeg må græde alene.