Debatindlæg

I går skrev jeg et brev (som jeg ikke giver hende) til min mor. Det gav mig en oversigt over hvorfor jeg ikke deler hendes holdning ift til et vigtigt område på det som hun tror på og jeg har troet på og ment. Det er noget som betyder alt for hende at se på netop denne måde og hun har opdraget mig til dette fordi hun ønsker mig det bedste.
Jeg vil gerne bevare et godt forhold til hende og bevare freden (husfreden om man vil). Jeg ønsker heller ikke at overbevise hende om noget andet.
Det, som jeg synes er svært er at hun sommetider prædiker og så siger hun "Ikke også?" Hun inddrager mig i sin holdning. Jeg kan til dels godt forstå at hun gør det, for jeg var engang helt enig med hende.
Jeg kan huske engang min nu voksne søn kom til at sige nogle overvejelser ift noget filosofi han havde læst. Hun sagde til at ham at det var ånsvagt eller noget lignende. Bagefter sagde hun til mig at han godt kunne blive syg (psykisk). det kan man altså ikke sige om folk bare fordi man ikke forstår dem. Han havde jo lov til at mene det han gjorde. PT vil jeg bare gerne holde lav profil. Men jeg ved også at min mor og jeg ikke opnår en rigtig nærhed når der er ting jeg ikke tør tale med hende om. Jeg ved også at jeg på en måde lyver for jeg ved hun tror at jeg har holdninger som jeg ikke har. jeg lyver ikke direkte, men ved ikke at sige noget lyver jeg jo indirekte. Indtil videre undersøger jeg dokumentation for mine holdninger.
Min stedbror sagde for ikke så længe tid siden at min mor godt kunne sige meget sårende ting. Jeg ved godt hvad han mener. Hun ved også godt sommetider selv at hun gør det, men mange gange ved hun ikke hvor stærk hun er i forhold til at udbrede visse holdninger. Sommetider tænker jeg også at folk ikke helt skal vide hvad jeg mener om alt for så står jeg stærkere.