Debatindlæg

Det gør ondt at høre om når sådanne ting sker.
Det påvirker alle omkring, og det sætter tingene i et andet perspektiv.
Og du har ret i at det hjælper ikke noget at falde hen i evig tristhed, de berørte har nok også mere brug for at man måske kan være der lidt for dem, end at man synker ned i sorgen sammen med dem.

Det er en frygtelig ting du beskriver er sket, jeg forstår godt det er svært.

Men som hende du snakkede med også sagde, så kan det ikke sammenlignes med hvordan man selv opfatter sit liv, måske har man selv været igennem svære eller traumatiske ting som har været medvirkende til at man ikke er så glad, måske ikke så akutte ting og derfor ikke så synlige, men som alligevel sidder meget dybt, det kan man jo som sådan ikke ”gøre for”, og mht. ”selvmedlidende pis”, så ville nogen sige at det er en hård dom du giver dig selv, det er jo reelt nok hvis man føler/følte sådan, og hvis du havde vist ulykken var sket på det tidspunkt, havde fokus jo været et andet sted, men man kan jo ikke reagere på noget man ikke ved.

Men du har ret, der er ikke noget at sige, de er blevet ramt af en sandsynligvis traumatisk sorg og den vil altid være et sår og måske senere et dybt ar i deres liv.

Pas på dig selv, som jeg også synes det lyder som om du gør.

Hvor er det tragisk – jeg kan godt forstå, at du er påvirket. Jeg forstår selvfølgelig godt dit ræsonnement, men synes, at du er meget hård ved dig selv. Det er et alvorligt problem og uendelig trist, når man ikke føler glæde eller lyst til at være i live. Det ser jeg slet ikke som selvmedlidenhed.

Fortsættes...

Drengens dødsfald er virkelig trist og sorgen meget forståelig. Når det hele er mere diffust og uforståeligt, tillægges det ikke samme legitimitet. I grunden underligt, fordi det er jo en stor smerte at gå rundt i livet og hade det. Og sig selv.

I øvrigt synes jeg, at du ofte skriver nogle dybt interessante ting, som sætter tankerne i gang.

Kh
Chloe