Læs dagbog

Det er med samme bump, som man efter et tungt sving lader en grimt lugtende affaldspose lande i bunden af en container, jeg igen konstaterer; at jeg er psykisk syg. Det er svært at skrive det. Også her. Også denne gang. Og jeg holder vejret igen.
Og med samme langsomme tyngde, jeg sætter mig på bænken, og konstaterer det.

Jeg husker pludselig fornemmelsen af at være skoleelev igen. En eller anden har fødselsdag, er midtpunktet, har flødeboller med, har i flere uger forinden haft en sær form for magt, hvilket jeg selvfølgelig først kan se i dag, og har kunnet sige; hvis du eller du gør sådan; må I ikke komme med til min fødselsdag. -Tænk! Ikke at komme med! Nu er dagen kommet, og den, der har fødselsdag, deler flødeboller ud, og bestemmer hvem, der må tage først. De bedste; dem med kokos, er først væk. Men dem uden er også gode. Og de bliver langsomt spist fra bunden. Og man kan godt spise en mere, men må vente til en anden gang, måske derhjemme, hvor man kan tage flere.

Den gang tænkte jeg ikke på, eller bekymrede mig om, om jeg skulle ryste på hånden, når jeg blev budt, eller når jeg spiste. Det gør jeg heller ikke i dag. Bare jeg er sammen med 'de rigtige'.