Læs dagbog

Jeg stod foran displayet med fladskærme for at vurdere udvalget. En ekspedient henvendte sig. Jeg så på ham: Høj. Ben, brusk og solbrun hud ad libitum. Han lignede en, der var hugget ud af en blok granit og burde være opstillet på Glyptoteket iført et lændeklæde og en laurbærkrans.

Jeg indså øjeblikkeligt, at dette her slet ikke gik og jeg aldrig ville kunne blotlægge mig selv som den totale teknik-ignorant - som jeg i virkeligheden er - i samtale med en arisk adonis i 7'ende potens. Altså, jeg ville blive nødt til at lægge låg på min antediluvianske teknik-retorik, der afslørede, at jeg befandt mig i den elektroniske stenalder, aldrig havde forstået konceptet bag en app og troede at "chips" var noget man stoppede i gabet under "Real Housewives of Beverly Hills" og ikke ind bag en fladskærm.

Jeg ville være nødsaget til at påtage en nonchalant mine, der ikke afslørede, at jeg havde bemærket hans blændende udseende, men anså alt som værende "helt normalt" og intet usædvanligt havde observeret.

Derudover foretrak jeg ikke at ende op som spidskandidat i kategorien "Årets 10 mest enerverende kunder" og få ophængt billede, skostørrelse og personlige data i baglokale, og måttet være ekstra påpasselig med horrible spørgsmål og ditto elektronik-idioti.

Det hele var svært irriterende og jeg forstod simpelthen ikke, hvad han lavede i den elektroniske gigant. Han ville formentlig være så gennemgribende selvoptaget, at han ville være ude af stand til at føre en normal samtale og jeg ville have foretrukket at konferere med den dvaske havrebamse, der havde taget opstilling bagved kasseapparatet. Han lignede en, der var konstrueret af husmandskost og lige rullet ud af sengen - ikke ned fra en blok granit. Og vidste at mikrochips ikke hørte til inde bag en fladskærm, men under en hvidløgsdip.

Samtalen tog sin begyndelse og jeg redegjorde for mine ønsker. Han lyttede intenst til alt, hvad jeg sagde, som var det visdom på et højt plan, han ikke ville risikere at gå glip af. Han blev ved med at se på mig. Rolig. Nærværende. Det var næsten for meget. Han var for meget af det hele og svært tiltrækkende.

Han anbefalede en fladskærm, som jeg var i tvivl om, men straks billigede, idet jeg ikke ville virke som en *total psyko*. Jeg var i tvivl om størrelsen og ville gå lidt rundt og tænke over det. Han gav mig hånden og sit navn. Jeg takkede for hans hjælp.

Jeg skridtede lidt lemfældigt rundt i etablissementet og faldt i snak med en anden sælger. Han var den første ekspedients diametrale modsætning og havde sexappeal som en Bornholmsk slæbebåd. Hans fysiske fremtrædelsesform var noget a la økologisk cykelskur møder pornostjerne fra 70'erne. En kreativ gør-det-selv sko og en outreret form for Jackson Pollock-frisure, hjalp heller ikke på den synkende skude. Han var flink og rar og vi talte glimrende sammen.

Den første ekspedient kom tilbage og blandende sig i samtalen. Jeg fortalte, at jeg til stadighed var i tvivl om antallet af tommer, hvilket han var meget lydhør i forhold til. Han rådede mig til at opstille stykker af pap, der imiterede de to forskellige størrelser af fladskærme, således at jeg kunne vurdere forholdene derhjemme. Sove på beslutningen og komme igen i løbet af ugen.

Han var simpelthen så attraktiv, at hans råd lød som en form for ekstrem genialitet, der fik dechifrering af kvantefysikkens bølgefunktion til at fremstå som en simpel trivialitet. Jeg nikkede. Og spurgte, om han var der torsdag, hvilket han svarede bekræftende på. Han gav mig hånden igen og lagde sin venstre hånd ovenpå min højre, hvilket ikke ligefrem svækkede hans tiltrækningskraft.