Læs dagbog

Jeg har bare ikke lyst til at tage i skole i morgen, men jeg er tvunget til det, for der skal snart spilles forestilling, og vi har fået at vide, at uanset hvad vi fejler, så skal vi komme, der er allerede en, der har fået en advarsel, som lyder, at hvis hun har flere sygedage, så kan hun ikke være med i stykket, og så tænker man jo bare: "Oka, tak for kaffe!" Men selvf skal man jo tage sig sammen. Især når man tænker på, at for nogens vedkommende er det også fremtiden. For mit vedkommende er skuespilleriet fremtiden, og jeg vil gå den vej. Og hvis jeg skal have søgt ind i år, så skal jeg gøre det rigtig rigtig rigtig snart. Jeg har fundet noget, men skal bare lige samle mine tanker omkring det. Og for at sige det mildt, det er lidt et hårdt pres, når der snart er forestilling og man skal til at samle tankerne omkring optagelse på Statens Teaterskole. Jeg prøver at kigge positivt på det og så bare sige til mig selv: "Det skal sgu nok gå." Men alligevel er det bare hårdt, når jeg er så forbandet skrøbelig!!! I dag skulle vi lave sådan noget med tale agtig, men det skulle være uden ord, og jeg anede ikke hvordan eller hvorledes. Men så så jeg det de andre kom med, og så fik jeg nogle ideer. Det gik nu også meget fint, men må ærligt indrømme, at jeg fik store smerter i min dårlige fod af at danse. :S Jeg kan godt lige klare at lave de ting, vi skal, men ender hele tiden med at lave en forkert bevægelse. :S Og for at sige det mildt, vi teater folk kommer konstant til skade. Eller måske ikke konstant, men overdrivelse fremmer forståelsen.
Men det er bare som om, at jeg bare ikke orker noget, men alligevel bliver jeg nødt til at komme op på dupperne og tænke: "Hey, jeg kan sgu godt!" Og det bedste er altid, når man får ros, for det man laver. Fx fik jeg ros af læreren og af en af de andre. Det var rart med ros, for så føler man, at man godt kan bare lidt.
Jeg syns bare ikke mit humør er på dupperne, selvom jeg prøver at holde det oppe, men det er bare så svært. Og min brystkasse gør stadig rigtig ondt. :S Om ikke så længe så har det gjort ondt i 1 år!!! :'( Jeg er bare så træt! Jeg kører mig selv træt i teater, men selvf på den gode måde, og jeg kører mig selv træt i sang.
Jeg vil sige, jeg er meget spændt på at skulle opføre stykket, men jeg er også meget nervøs og meget presset indeni. Jeg føler mig presset på den måde, at jeg næsten ikke kan klare noget, men jeg skal klare det fuldt ud. Egentlig tror jeg godt selv, at jeg ved det inderst inde, at jeg godt kan klare det, men alligevel er der bare noget, der spærrer for vejen. :S