Læs dagbog

Det der med at komme videre i sit liv er mange gange ikke så enkelt, det syns jeg nu aldrig, det er. Men alligevel kan det utroligt nok godt lykkes.

Fx hvis man som barn i skolen bliver mobbet, det er der jo rigtig mange, der bliver udsat for. Jeg er blandt andet en af dem! Jeg husker tydeligt, hvor ondt det gjorde, det var som om, at man fik stukket et eller andet igennem hjertet. Det sker jo også på arbejdspladser, det sker jo ikke kun i skoler. Men bare den der tanke om, hvor mange der egentlig rammes af at blive holdt udenfor.

Nogen gange forstår jeg ikke rigtig, hvad der sker i folks hoveder, når de holder andre udenfor og siger grimme ting og gør grimme ting overfor nogle andre mennesker. Vi er alle mennesker med forskellige personligheder og udseende, ingen er ens, men alligevel er vi ens på den måde, at vi er alle MENNESKER! Vi kan også alle begå fejl på den ene eller anden måde. Ingen er fejlfrie.

Men alligevel forstår jeg ikke, når folk vil gøre andre ondt. Hvorfor vil nogen det?

Nogen mennesker kommer aldrig videre, fordi de er ramt så hårdt, at de føler sig indespærret i deres sorte hul. Nogen kommer videre efter mange år. Nogen vil så måske altid sådan halte imellem begge dele.

Jeg er ung og har hele livet foran mig, som man plejer at sige. Men alligevel syns jeg, at det har trukket i langdrag det med at komme videre. Prøvede at skifte skole op til flere gange uden det hjalp, det røg jo ligesom bare videre. Og selvom det så måske var stoppet, følte jeg aldrig det var stoppet. Jeg havde jo vænnet mig til det der dumme hul, jeg kunne ikke se lys for enden af tunnelen.

Men det er som om, at efter jeg er begyndt på min uddannelse, er begyndt at få venner, have det lidt mere sjovt, at jeg har fået min forlovede. Så er det ligesom om, at ikke bare mit liv, men også mig selv er kommet videre.

Jeg er gået fra at sidde på mit værelse hver dag foran en skærm og have det sådan, at man egentlig gerne vil være sammen med nogen, men når man så endelig er det, så vil man bare gerne fritages for personen igen. Det er ikke en rar følelse, og det har jo intet med personen at gøre. Men jeg er gået fra det til at være mere social, men stadig fraholdende og mere glad på nogle områder.

Men i en lang periode har jeg også haft svært ved at kalde folk for venner. Ordet venner syns jeg var svært, fordi jeg ikke rigtig vidste om folk var mine venner. Ikke fordi vi ikke havde det sjovt eller ikke kunne snakke godt sammen, men jeg syns det var svært. Så det var nærmere bekendte. Jeg syns stadig, jeg har lidt svært ved at kalde folk for venner. Hvornår kalder man egentlig folk for venner?

Nogen gange syns jeg sådan noget som cyberspace er et rart sted at være, fordi man ligesom er bag en skærm, og man bestemmer jo selv, hvornår man gerne vil snakke med folk. Men jeg syns nu også, der sker mange ting på nettet som næsten er ubeskriveligt. Der findes jo også meget mobning på nettet såvel som andre ting.

Jeg kan huske, da jeg havde en af mine første mobil telefoner, jeg var ikke ældre end 9-11 år. Jeg fik tit anonyme opringninger, som jeg ikke tog, generelt tog jeg sjældent min telefon, da den altid var på lydløs og derfor aldrig kunne høres. Men der lå gerne tit en besked på min telefonsvarer. Så man ringer jo op til sin telefonsvarer og hører beskeden. Tit lød den gerne på, at personen ville slå mig ihjel næste gang, jeg var ude i byen. Det er så aldrig sket, men frygten for at det skulle ske var der. Jeg vidste ikke, hvem der ringede, jeg kunne ikke genkende stemmen, men alligevel blev jeg bange og sagde intet til mine forældre. Hvilket jeg nok burde have gjort. Men nogen gange tør man jo ikke, for hvad nu hvis der skulle ske noget, fordi jeg havde sagt noget til nogen.

Men en ting er sikkert, jeg er bare glad for at være kommet hertil, hvor jeg er nu fremfor der, hvor jeg har været i mit liv. Det må man vist sige er en god ting. :)