Læs dagbog

Jo mere jeg bevæger mig væk fra følelser af selvhad og opgiven, jo mere indser jeg at verden ikke ønsker at ændre sig.
Først nu da jeg føler verden står åben og jeg er uovervindelig, ser jeg at det er uden betydning.

Alt og alle sidder stadigvæk bare fast, uanset hvor jeg er eller hvad jeg mener. Jeg skubber til en massiv beton væg i min egen opdigtede, håbefulde optimisme.
Glad, depri. Det er uden betydning. Alt er i modstrid med alt andet. Det er derfor de samme problemer består uafhængige af tid og samfund. Nye navne. Ingen fremskridt. Vi lyver os til håb.

Min vrede skyldes nok afmagt, men hvorfor leve et liv hvor du bare er, og ingen egentlig ønsker andet end det.

Forbliv syge. Det er mit bedste råd. Hvorfor er det kun triste mennesker der ønsker andre det godt?