Læs dagbog

I virkeligheden kommer det ikke bag på mig. Jeg kender efterhånden rumlen ret godt: Bliver enormt emotionel, og græder over ingenting, især når jeg skal sige farvel til folk jeg holder af. Igår var jeg hjemme og havde travlt med at bære en masse af min kærestes ting op i min lejlighed hvor hun er ved at flytte ind, det mener jeg at have fortalt.

Mine forældre kommer så forbi for at aflevere en støvsuger, og de er lige oppe i lejligheden en 10 minutters tid - rigtigt hyggeligt endda. Når jeg så skal sige farvel, så bliver jeg helt rørstrømsk og grådkvalt, men græd ikke. Hvorfor filan skal det være sådan?

Om et par uger er det sikkert ikke sådan mere, det er som om jeg bare skal igennem det et par gange om året.

Men det går bedre idag end det har gjort den sidste uges tid, så jeg fokusere på det. Jeg fik ikke løbet i går, men det gør jeg til gengæld i eftermiddag - det glæder jeg mig til