Læs dagbog

Ikke igen, fucking angst! Dum, på du hele sommeren

En side i dagbogen "Livet med angst, kæreste... og ingen venner... men studie"
Skrevet af Mia17 20. august 2019 18:59

Jeg fik et stort angst anfald på langeland, under Sko/torp koncerten, og kunne ikke drikke særlig meget under hele ugen generelt... og nærmest heller ikke nu.... Det skal jeg nok snakke med min psykolog om imorgen...

Min menstruation har været forsinket i flere dage, og jeg er ved at blive skingrede sindssyg. Min angst er så provokeret af det, og alle de mærkelige symptomer jeg mærker i min mave... og andre underlige fornemmelser Det stresser mig.

Var det i virkeligheden et overgreb? Hvorfor... Jeg var et kæmpe kvaj ikke at tage en test, selvom jeg jo fik mens ugen efter... Men min angst to overhånd, og lige dette havde jeg ingen jeg turde dele det med. End ikke min psykolog...

Mit øje er hævet, og jeg er så bange for det... Sort øjeblikke en gang i mellem. Bliver jeg blind...

Jeg skrev til Caroline, eftersom hun nok aldrig ville nosse sig sammen til at skrive til mig. Problemet er, jeg tror aldrig vi finder en løsning. Fordi hun er ikke villig til at gi sig lidt... Men hendes tab, og ikke mit. (måden at opmuntre sig selv)

Man støtter hinanden, men så snart, jeg skal vælge og det går over mine følelser så nej!

Og jeg var og er ikke ligeglad - men jeg har gjort hvad jeg kunne for at løse problemer og være støttende. Mere kan man ikke forlange, og frabyde mig at se min tætteste ven(er).. Arh, det ikke fedt. :(

Psykolog imorgen efter en lang pause .

Ondt har det gjort, og underligt har det været. Det har slet ikke været den sommer jeg troede... Og især ikke efter den her bekymring og alt det der er sket....

Men jeg tog ALENE afsted på langeland i år, uden aldrig at have været på festivalen før.

Folk siger det er pisse sejt, og det er du sku os... Det var en kæmpe udfordring i starten med alt den hash de røg... Men fedt var det sku!

Men jeg kom os ind på pædagog uddannelse, sådan! Men desværre ikke profil i socialt arbejde, og det gjord mig ulykkelig... Jeg vil virkelig arbejde med de udsatte og sårebare.

Alt det jeg har været igennem siden jeg var lille til nu. Er så meget, jeg har så meget at give af, og jeg ved jeg sejer end jeg selv går og tror...

Må minde om de gode ting der er sket det sidste stykke tid, trods for alt det negative nærmest skygger mere end ventet...