Læs dagbog

Så skete det igen....jabbadabbadooooo.....blev alt for stiv og gjorde dumme, vandale ting. Det var ellers en fantastisk aften indtil jeg tog hærgende hjem fra en fed fest. Vreden fik frit afløb på diverse materielle genstande. Husker i glimt noget med lidt provokerende opførsel i 7-11 og tre gutter som heldigvis bare gav mig et spark i røven og bad mig gå hjem og sove den ud.

Det er ellers et godt stykke tid siden at jeg sidst glemte at min hjerne burde være brændemærket: "Drik med måde", og hældte på indtil hæmningerne brød dæmningerne(eller omvendt) og vrede og angst strømmede som en flod henover min krybdyrhjernes flossede kanter.

Nu sidder jeg så atter her med blodskudte nerver og en angst uden ansigt, som bare er der hele tiden og som bare er ubehagelig på den uhyggeligt udefinerbare og udefinerbart uhyggelige måde.

Ja, livets hjul kører rundt og rundt og lidelsen er uden begyndelse og uden ende. Selvværd og selvtillid stavrer omkring som to hvileløse krøblinge, uden mål og opholdssted.

Det sjove er, at hvis jeg havde drukket 3-4 genstande mindre, så havde jeg sikkert følt det som en succes aften/nat, hvor jeg fik danset og snakket og hygget. Jeg havde ikke trukket nogen grim hale af vandalisme efter mig på vej hjem. Jeg havde ikke tagget byen
med min indre klamhed. Jeg var taget lige hjem og hæmningerne var blevet bag dæmningerne(ihvertfald de grimme af dem).

Endnu en gang må jeg opfordre mig selv til ikke at drikke mig tilbage til stenalderniveau. Jeg ved min angst er en sucker for det, for nu kan den nemlig udfolde sig maksimalt det næste lange stykke tid, den eeeeeelsker moralske tømmermænd og alkohol i alt for rigelige mængder.

Men så kom dog an din usynlige djævel, hvis du ikke engang tør se mig i øjnene, så giver jeg sgu ikke meget for dig og din magt. Angst???? Hvad er det for et latterligt navn, skulle jeg virkelig tage dig alvorligt? Smut pommes frites, jeg gider dig ikke.

Jeg lever og det er alt.