Læs dagbog

Jeg er stoppet på springbrættet. Havde sidste dag i går. Det var hårdt, og det er det stadig. Tårene triller mens jeg skriver dette.
Folk spørger "Hvordan har du det?"
Og jeg svarer "det ved jeg ikke." Ærligt. Jeg tør ikke mærke efter af frygt for at knække fuldstændig. De sidste 3 uger har jeg været i en følelsesløs tilstand. Jo små øjeblikke med glæde, eller vrede eller andet. Men. Jeg mærker ikke ordentligt efter. Dybt nede.

Planen er at jeg skal gå hjemme til den 6/8 hvor der er møde i rehab teamet. Min sagsbehandler sagde "se det som en smagsprøve på hvad livet som FP'er bringer". Jeg ved sgu ikke..

Inderst inde er jeg nok knust. Fuldstændig. Ødelagt, mere end jeg var før.
Er uden tvivl røget ned i en dyb depression. Er ligeglad. De kan gøre hvad de vil. I don't care.

Der er ingen grund til bekymring, hvis nogen skulle have det. Er ikke selvskadende, og tager ikke livet af mig selv.

Men jeg isolerer mig, er allerede så småt begyndt. Sidder for det meste kun på chatten for at følge med i andres samtaler.

Føler at jeg råbte så højt jeg kunne, og folk (på kommunen) valgte at kigge den anden vej.

Tanken om at jeg fylder 29 lige om lidt skræmmer mig. Hvad har jeg opnået? Ikke en hujende fis. Intet.. "Jamen du har da været sammen med den samme i 12 år" ja, de første 4 år on/off, og nu frygter jeg at vi kun er sammen fordi vi har vænnet os til hinanden og ikke gider ud i noget nyt... Jeg ved sgu ikke....

Nå men det var lidt tanker fra mig...