Læs dagbog

Havde en drøm for et par dage siden. Jeg gik op af bjerg, et stenet landskab i gråt og hvidt; ørkesløst og trøstesløst. Jeg nåede end ikke et par skridt, så stod jeg ved en mur. En gigantisk, hvid, glat mur, der rejste sig så højt som himmelen selv. Der var ingen vej frem derfra. Vejen tilbage var spærret af tiden.

I dag viste du dig på Facebook; den uendelige skønhed, vi begge vidste, du ville blive. Dit liv ligger foran dig. Og der er ikke længere brug for mig.

Jeg elsker dig, som jeg sidder i ruinerne af mit hjem. Der er ingen vej tilbage, og imens presses jeg op mod muren, som hvert sekund lukker fortiden bag mig. Intetheden er det eneste tilbage.