Læs dagbog

Et lille hej, til de alt for store følelser

En side i dagbogen "Indviklet udvikling"
Skrevet af SimonSaiz1 29. januar 2016 16:53

I care too much. Sådan er det desværre. Uanset hvad I på chatten syntes om mig på godt og ondt, så er I, for mig, for vigtige.

Det er et problem.

I min isolation - den som angsten, dovenskaben og hverdagens tusinde tæv giver mig, i min følsomhed, er I, jer her på depnet-chatten, blevet for store for mig; jeg holder for meget af jer, til at stole på jer, nok med rette.

Nytårsaften i år, 2 minutter inde i 2016; jeg logger ind, glad, dybt åben (havde mediteret og bedt hele den nat op til) og jeg er et stort, lykkeligt væsen af 100% blottede følelser.

"Sweet" fra chatten er online de to minutter over, og jeg, glad og befriet igennem mine bønner som jeg føler mig, siger; "GODT NYTÅR!".

Sweet svarer; "..." [enter] [ny linje efter 2 minutter] "Hej Simon.."

Der, i den tilstand af super åbenhed, så ser jeg hendes kommentar som "Oh, right, der er Simon, den super ligegyldige"..

Jeg var vred, harm og, rent ud sagt, ødelagt, i tre dage efter, helt konkret; tre dage efter var jeg eddikesur, og pisse ked af det; "Mit første møde med andre mennesker i 2016, var startet med et diss", jeg var knust og ulykkelig.

At jeg, i min tilstand, der, i disse dybe og engagerede øjeblikke med mine følelser, guderne og min ånd, altid krydser dybt over i en direkte subjektiv og, grundet min sindslidelse, boarderline psykotisk og paranoid tilstand, ikke tænker, at "hun har nok en dårlig dag" er jo min fejl; i dagene efter så jeg kun, at "Jeg er overflødig og ligegyldig.

I er for vigtige for mig.

Det er jeg, i mit liv, for vigtig til at give jer; ikke fordi jeg ikke holder af jer, tag ikke fejl, jeg vil gå så langt som at sige, at jeg holder afsindigt meget af mange af jer, og, dybt, elsker miljøet, vi har på depnet, men.. I har for meget magt; En dag jeg logger ind, og ikke mødes med et hej, er en dag, der er smadret, det er så vigtige, og afgørende, I er for mig; magt, til at bygge op, og smadre totalt.

Det tør jeg simpelthen ikke give jer. Ikke entydigt.

Så, jeg har besluttet mig for, at når jeg atter er hjemme i København igen, så skal der andre boller på suppen; jeg har haft nogle fantatiske samtaler, Blandt andet med vores allesammens lille Linea (kudos, min ven, jeg skylder dig meget. :) ), hvor jeg er blevet klar over hvilke ting, der er nødvendige for min bedre trivsel, og min generobren af mine følelser og mit liv.

Jeg skal op. Ikke klokken 7 -9 eller 11, men klokken 12 (luxus Simon, der kan have dét som problem, men det er nu engang sådan det er.). Klokken 12 på alle dage giver mig rammerne til både at sove et godt stykke op af formiddagen, men også at få noget ud af dagenes tilbud; Jeg kan nulre i to timer, få min thé, se min porno og, når jeg er færdig med at nøfle rundt, så kan jeg, selv på søndage, nå en time til halvanden i træningscenteret. Når jeg er hjemme igen, er jeg glad, oplivet, lykkelig og jeg kan gøre hvad jeg vil med min tid, indtil klokken bliver 04:00, hvor jeg skal sove igen: Styrke til at stå imod, og det bedste af begge verdener; dagen, med alle dens tilbud, og natten, med al dens ro: Jeg er pensioneret, og SKAL ikke andet end det, jeg sætter mig for.

Op klokken 12, i seng klokken 4: min fremtidige rytme.

Og det er det; et minimalt krav til døgnrytme og et afslappet forhold til den træning, der bliver ryggraden i det hele; en smule frihed, og en masse glæde.

In notabene har jeg arrangeret en masse shoots de her dage, men jeg vælger nok at udskyde dem, ihvertfald et par uger; jeg vil ind i den her rytme først, så kan jeg begynde at udfordre mig selv bagefter.

I alt det, well.. Der er I; mange af jer, jeg ville være ked at leve uden, men som jeg ikke magter at have som det eneste ene; som i et forhold, hvor man krydrer det med det liv, man SELV lever, og som man så deler det bedste og det værste af, med sin partner.

Jeg er hjemme om seks dage, når jeg kommer hjem begynder min kamp, og den bliver hård, det er jeg indstillet på, om at ændre 16 års komplet uansvarlighed og gennemsyrende mangel på respekt, for noget, nogen eller mig selv.

Wish me luck. :)

Simon

PS. Kia, tak til dig også, du er en superstjerne. :)

Kommentarer fra andre brugere

Hej.

Husk hvad du sagde til mig, om at tage alting for tungt.

Og jeg tror dét med respekt ville være godt for dig at lære.

Emmie.

Skrevet af Anonym, 29. januar 2016 21:35

Hej...


Du er jo ikke den eneste her inde som er syg.

Andre menneskers sygdom kan give sig udtryk på mange måder.
Af og til kan det være svært at trykke på tasterne for at sige "hej"..

Andre gange er folk på en anden chat samtidig, og oven i købet på face også.
Så bliver der altså lidt latenstid.


Måske var det ikke lige dig som der var brug for på det tidspunkt?
Den slags sker..


Jeg kommer selv meget sjældent på depnet chat.
Når jeg har været der, kan jeg ikke erindre at du har hilst på mig?
Sådan er verden nu engang skruet sammen, og det er ok.


At du lægger så megen betydning i folk fra en chat, siger naturligvis noget om chattens kvalitet.
Men hvor der er mennesker er der divergerende tanker, og man udsætter sig selv for misforståelser.

Og allervigtigst, du risikerer selv at fejltolke hvad der sker dér...


At du er meget glad og fuld af overskud, er der vel ret beset ingen som kan se på en chat, i hvert fald ikke før at du har skrevet det...


Måske skal du gøre op med dig selv om chatten gør dig mest godt, eller mest ondt?


Der er andre chatter, men det samme sker over alt.

Du skal beslutte om du vil være der, eller ej.
Du kan ikke lave om på andre, og bør heller ikke forsøge.


Mvh.

Skrevet af Bipolarix, 29. januar 2016 23:27