Læs dagbog

Så er der gået noget tid med at indrette min lille have, ses med gamle venner og være i praktik, og det går da også fremad på alle måder. Sorgen er der selvfølgelig stadig, og bekymringerne for fremtiden fylder i tankerne, men alt i alt trækker jeg jo stadig vejret, og jeg er ved at vænne mig til at være alene igen.

Jeg tror egentlig, at det, der har gjort mest ondt, er at jeg gik for meget på kompromis med mig selv i forholdet, og det skal man altså ikke. Hvis det bliver ved med at føles forkert, så er det sådan det er. Jeg er ok som jeg er, jeg behøver ikke lave mig selv om for nogen.

Det er ok, jeg ikke er interesseret i at leve det liv, som forholdet kunne tilbyde. Jeg må gerne følge mig egen vej, også selvom den fører væk fra ham, jeg troede, jeg skulle leve mit liv med. Det er selvfølgelig trist og jeg savner ham - eller rettere tanken om, hvad vi kunne have haft sammen. MEN: det var jo netop det, vi IKKE kunne, og det gjorde mig ulykkelig allerede før vi gjorde det forbi. Jeg var faktisk ulykkelig i lang tid. Så hellere erkende det og komme videre, frem for at blive i noget, der aldrig ville blive rigtig godt.

Jeg har søgt et job, som jeg håber bliver til noget. Hvis ikke jeg har hørt fra dem på mandag, prøver jeg at ringe i løbet af tirsdagen. Det kunne være rart at komme i gang med at bruge min nye udannelse, selvom det også er mega intimiderende.

Psykologen gav mig et spændende værktøj i dag, der går ud på, at jeg skal “tappe” på knæene mens jeg tænker på en god oplevelse jeg har haft med den praktiske del af min uddannelse, da det skræmmer mig lidt at skulle i gang ude i virkeligheden. På den måde skulle jeg kunne styrke min selvtillid omkring det, så jeg kan føle mig lidt mere sikker, når det engang går løs.

Nu vil jeg dykke ned i nogle selvhjælpsbøger og se, om ikke der er en sætning eller to, der kan få mit indre lys til at overveje at vågne lidt mere op. Jeg kan næsten ikke vente. Men sorgen skal der stadig være plads til. Her skal der ikke fejes noget ind under gulvtæppet. Sorg har sin berettigelse helt på lige fod med lykke. “De må godt være her, dine mørke sider” som Julie Maria så rigtigt synger.