Læs dagbog
En kamp, første dag på medicin
En side i dagbogen "Mit univers"
Skrevet af Tvivleren 16. november 2017 13:33
I tirsdags vågnede jeg op og græd mig igennem formiddagen, jeg var så ked af det. Da jeg kom over til min bostøtte og vi satte os med et stykke kagemand, brød jeg sammen igen. Jeg kunne slet ikke få hold på mig selv. Hun spurgte om vi skulle kontakte lægen, hvilke jeg strittede i mod overfor. Men sagde til sidst ja. Da hun ringede var tlf lukket, men ringede så til et akutnummer. Der kom hun igennem og utroligt nok fik vi en tid en times tid senere.
Vi kom ind til lægen, en mand af behagelig karakter. Han tog det seriøst, men mente ikke jeg skulle omkring skadestuen. Men han udskrev medicin til mig.
Så afsted hen til et apotek og hjem.
Jeg har ikke været på medicin i nogle år, skulle ikke have det stads igen. Synes jeg har kæmpet sådan for at opretholde et liv uden medicin og nu synes jeg bare det er en falliterklæring at jeg ikke kan uden, er helt vild utryg og bange ved det. Det er flovt og pinligt. Ved ikke hvorfor jeg overhovedet fortæller det. Måske fordi jeg trænger til at nogen forstår. At jeg måske selv kommer frem til en forståelse på et eller andet tidspunkt.
Men hvor føler jeg mig alene og ked af det i dag. Græd mig igennem morgenmaden og tog den skide medicin.
Kommentarer fra andre brugere