Læs dagbog

Hvad i alverden har jeg gang i ? Spiseforstyrrelse

En side i dagbogen "TRÆT"
Skrevet af altidalene 5. marts 2017 04:22

I over en måned har jeg spist og drukket som om hver dag var een stor børnefødselsdag....jeg drikker sodavand og Cocio dagen lang, æder hvide boller med smør, kage og slik..døgnet rundt. og det er yderst sjældent der ryger andet indenbords, exempelvis et almindeligt stykke rugbrød eller almindeligt aftenmad. Huheeej, hvor barnet fester. Der er så bare lige to problemer- jeg er blevet for tyk af hhv min livsstil og min Lyrica medicin, der gør mig vildt sulten hele tiden, ligemeget hvad jeg spiser. Og det andet problem er, at jeg har diabetes. Wow- jeg spiser mig bevidst hundesyg. Hver eneste dag! Det opleves som om jeg- eller den fornuftige/sunde/egenomsorgsdelen af mig er komplet viljesløs eller værre endnu, måske inderst inde pisse ligeglad med mig. Går selvdestruktionen virkelig så dybt? Ja, ihvertfald vinder den totalt for tiden. Sukker-dæmonen har overtaget igen og banker deruda' i bedste stil med mig som tilsyneladende glad medspiller i egen lidelse. Hold op, hvor jeg iaftes følte inderlig afsky overfor migselv, afsky og rendyrket had. Spiseforstyrrelsen er vækket til live igen efter mange år i dvale. Som om der ikke var nok i forvejen pt, men det er måske derfor den har frit slag nu. Jeg orker ikke kampen mod den og selvødelæggelsen, der vel inderst inde er den dybe årsag. Manglen på kærlighed udefra og indefra...jeg MÅ på paraderne igen, igen. Om ikke andet, så fordi det her er det glade vanvid og dybt pinligt.

Tusind tak til dig, Mosi og dig, JHN for Jeres hilsner sidst. I har ingen anelse om, hvor godt det gjorde. Lise på oprørte vande. Tak.

Kommentarer fra andre brugere

Hej altidalene

Ja, det er frygteligt med spiseforstyrrelser. Man føler sig så magtesløs og som om, der ingen løsninger findes. Sådan har jeg det i hvert fald.

For mig er maden en form for beskyttelse, og det er svært at give slip på. Jeg spiser også meget i weekenderne, og det er også brød og kage og slik og som regel ikke noget rigtig mad.

Husk at der er en grund til, at du handler, som du gør. Det er så nemt at dunke sig selv oveni hovedet, og det gør jeg også selv, men jeg tænker, at hvis vi kunne handle anderledes og mere hensigtsmæssigt, så gjorde vi det.

Har du overvejet at snakke med nogen om det? Måske kan det hjælpe?

Da jeg startede på medicin, fik jeg også en glubende appetit, som jeg slet ikke kunne styre. Jeg åd alt! Jeg havde et stort hul i maven. Heldigvis er det blevet bedre.

Det KAN blive bedre, men jeg ved, at det er svært. Jeg synes stadigvæk, det er enormt svært. Men du må ikke give op, vel! Måske skal du først og fremmest arbejde på at få det bedre generelt, og så kan du se på spisningen bagefter? Ja, jeg tror også, at den er begyndt at røre på sig igen, fordi du har det skidt.

Jeg sender dig mange varme tanker og ønsker alt det bedste for dig! Husk at du gør det bedste, du kan!
Kh jhn

Skrevet af JHN1, 5. marts 2017 08:15

Jeg kender hvordan du har det. Døjer selv med overspisning.. Jeg vil dele nogle tanker med dig, der hjælper mig til at være venligere ved mig selv, så jeg reelt kan tage kampen op med overspisningen. Det kan være det er tom snak for dig, men måske kan det hjælpe dig?
Det er faktisk ikke selvdestruktiv når jeg overspiser, det er en måde at beskytte mig selv og finde tryghed. Det er måske ikke den smarteste måde, men det virker i øjeblikket og det er jeg har fundet ud af der virker. Jeg tror ikke det hjælper at slå sig selv i hovedet, tværtimod! Der er modstand, utryghed og forvirring nok udefra, så jeg tænker det er en god ide at vi er lidt venligere mod os selv. Måske kan man give sig selv lov til at græde? Sove til en film? Når jeg er faldet i, så bliver jeg nødt tænke op på hesten igen. Sket er jo sket. Og ikke udtænke en straf-kur, som skal råde bod på min overspisning - det fører ofte en ny tur rundt i manegen med sig.. Det er min erfaring.
Noget der hjælper mig mod at de der "børnefødselsdags perioder", er at sørge for at der er næring nok i det mad jeg får til dagligt. At jeg får vitaminer og mineraler m.m. nok, så min krop ikke mangler noget. For mig er det sådan, at får min krop ikke næring nok, så føler jeg en dyb ulvesult, kroppen ryster og jeg propper alt i hovedet jeg kan komme i nærheden af. Fordi kroppen skriger på næring! Hverken krydderboller og cocio, eller en skrap kål-kur er en god løsning for mig - begge dele modarbejder et normalt spisemønster. Som er det jeg gerne vil opnå. Det kræver tålmodighed, og venlighed, som kan være helt vildt svært at finde til sig selv. det var det for mig..
Jeg ved ikke om du kan bruge mine erfaringer og tanker til noget? Jeg kan bare genkende mig selv i det du skriver, og derfor skriver jeg hele denne her smøre til dig ;) Jeg har fået hjælp udefra, både psykolog, og kostterapeut. Læst bøger om spiseforstyrrelser. Det har hjulpet mig. Jeg kender så godt den håbløse og desperate følelse.. Brug det hvis du kan, eller tag det som en venlig tanke.

Stor kram og tanker fra mig

Skrevet af Nord, 5. marts 2017 09:12

Udskriv

Tip en ven