Læs dagbog

I dag er børnene hos deres far. Min sangstemme er stadig væk. jeg har læst at det hjælper slet ikke at bruge sin stemme, så i dag har jeg ikke talt eller sunget overhovedet. Egentlig skulle man ifgl det jeg har læst være helt tavs i en helt uge for at give sin stemme fuldstændig hvile men det kan jeg ikke. En dag er vel bedre end ingenting.

Det er lidt mærkeligt heller ikke at tale. det er som om jeg er i en bobbel hvor jeg tænker over nogle ting på en anden måde.

Jeg har især tænkt på:
At jeg føler mig meget ensom.
At jeg pga hvordan jeg har det og en skade i mig gør at jeg ikke får en kæreste og ikke kan være i et forhold.

At jeg tænker meget på døden, på livets forgængelighed og tilsyneladende meningsløshed.
På min bror, med knoglemarvskræft og skizofreni, med ondt i kæbe og ryg og på at han måske dør indenfor en overskuelig fremtid.
På at mine forældre er gamle og også dør indenfor en overskuelig fremtid.
På at jeg også jeg er blevet ældre/middelaldrende.

Det er også gået op for mig at mit problem er at jeg ikke kan finde ud af at leve. Jeg vil så gerne leve mit liv hvert sekund jeg har det. Men jeg går i en bobbel som en zombie, en trist skygge.

Hvordan kan jeg finde livet?

Skrevet af kirsebær, 22. oktober 2021 19:22

Hej kirsebær

Du har meget at tænke på for tiden med din bror og alt det andet, der fylder. Du tænker meget over livet og måske meningen med det, og hvor jeg dog kender det fra mig selv. Nogle gange ville det være godt at kunne slå tankerne fra og bare være. Jeg forsøger gennem meditation, men tankerne kommer alligevel.

Jeg ville gerne kunne råde dig til et eller andet, men jeg ved ikke engang selv, hvordan man gør - hvordan man kobler fra. Ja, det er bare svært, også at dagene bare går, og man bliver ældre, og får man nu det ud af livet, som man egentlig ønsker. Det er svært at tage det første skridt mod noget nyt, synes jeg.

Jeg sender dig mange gode tanker!
jhn

Skrevet af JHN1, 22. oktober 2021 21:23

Jeg kender godt de tanker, når man bliver ældre får tingene også et andet perspektiv, plus man har mere med i bagagen, og fremdrift og optimisme/glæde kan få sværere ved at nå ud i virkeligheden.
Det lyder som om du har noget med dig, som fx gør at du ikke kan få en kæreste som du skriver.
Min erfaring er, at tunge ting fra ens liv, kan sætte nutiden i stå, så man bliver lidt zombie-agtig, en form for nedlukning på en måde, sandsynligvis for at beskytte sig selv, men det kan også blive et slags fængsel som holder livet på afstand.

Nogle har glæde af terapi.
Det jeg selv gør for tiden, er at prøve at finde de små trin styk for styk, det kan godt være hårdt fordi jeg slås med angsten der står klar så snart jeg bevæger mig ud af min comfort-zone. Men det hjælper på sigt synes jeg.
Og så hjælper det at have gode relationer, så dem forsøger jeg også at samle og skabe, og vedligeholde, jeg har levet meget ensomt og må erkende at det gør mig både angst og deprimeret at være alt for meget alene, så jeg prøver at arbejde med en bedre balance i det.
Det er hvad jeg selv gør, det er små skridt, og der er også skridt tilbage i det, frem og tilbage, men bevægelse.
Sådan prøver jeg at finde livet, overvinde mine barrierer, min angst, min tendens til tilbagetrækning, holde pauser i det når jeg har brug for det, huske at genoptage det igen bagefter... osv...
Jeg ved ikke om man finder "livet" igen på den måde, men jeg synes at det indimellem pludselig lysner frem omend i glimt ;)

Mht. stemmen, så ja... pauser og at skåne, er nok det bedste man kan gøre, jeg synes selv, at det er ok at tale sagte - hvis det ikke gør ondt, og selvfølgelig så lidt som muligt, altså at man ikke behøver være helt tavs i dagevis, men bare virkelig passe på, lidt som man ville gå med en forstuvet fod, hensyn og tålmodighed :)

Skrevet af Skovtrolden, 25. oktober 2021 16:07