Læs dagbog

Kære dagbog

Dårlig samvittighed... masser af dårlig samvittighed. For tiden kan jeg bare ikke overskue noget - - og jeg lever slet ikke op til mine forpligtelser. Det er noget rigtig lort.

Jeg kommer nærmest kun på arbejde det halve af tiden... og det er ikke overdrevet. Jeg KAN simpelthen ikke magte det. Kan ikke finde den nødvendige energi. Eller den nødvendige lyst til at være sammen med andre mennesker. Det er ikke fordi de ikke er søde mine kollegaer. Jeg orker bare ikke at være sammen med nogen... suk. Hvorfor er jeg så dum og doven og alt muligt??? Hvorfor kan jeg ikke bare passe mit arbejde??? Jeg aaaaner ikke hvad jeg skal gøre for at det kan blive bedre... jeg aner det virkelig ikke. Jeg kan ikke pege på noget, som skulle kunne hjælpe. Føler mig bare fanget. Er ganske enkelt ikke stærk nok til at klare det. Spørgsmålet melder sig igen og igen... var det en fejl??? Skulle jeg ha' søgt pension i stedet for fleksjob??? Jeg er sådan i vildrede...

------

I dag ved jeg ingenting... i dag har jeg igen sovet utroligt meget. Hvorfor sover jeg så meget i nogen perioder? Det er underligt synes jeg...

Mit humør... jeg ved ikke hvordan det er. Jeg er... følelsesløs... Kan ikke mærke mig selv. Kan ingenting mærke. Kun et stærkt behov for at være alene. Helt helt alene.

Så er det jeg tænker... hvad nu hvis du allerede havde fået dit ønskebarn? Hvad så? Så kunne jeg jo ikke bare isolere mig... Det ved jeg jo godt... Det bekymrer mig - og dog ikke. For hvis det her lille ønskebarn eksisterede, så var min verden jo anderledes... ja, alt var på en måde anderledes... det er svært at forklare... måske det har noget med "lyst" at gøre... at hvis det kom til et barn, ja, så er det altså noget jeg virkelig har lyst til at "beskæftige" mig med (i mangel af bedre ord)... men når det kommer til arbejde... ja, så kan jeg bare ikke finde lysten lige nu.

Det er svært at forklare - men i mit hoved er der trods alt en væsentlig forskel - og det beroliger mig i forhold til min drøm om at blive mor.

Og ja - drømmen fylder meget for tiden - stadigvæk. Men det er svært... den er så utroligt langt væk... jeg kan slet ikke se hvordan jeg skal nå den. Det knuser mit hjerte... jeg bliver så utroligt ked af det... modløs, opgivende, trist.

Hvorfor skal det hele være så svært???

Jeg gi'r op. Gi'r bare op. Ligger mig på sofaen uden forventning om at rejse mig igen. Ever. Vil bare sove og glemme verden og alle de krav og forventninger som den stiller - og som jeg ikke kan leve op til.

Leely