Læs dagbog

Kære dagbog

Tid til en lille "status"... tid til at tænke et par tanker om hvordan jeg har det... tid til lige at bruge et øjeblik på at mærke mig selv.

Hmmm.... har det faktisk ganske godt. Ikke vidunderligt - men ganske godt.

Det største problem er stadig den skide døgnrytme, som jeg ikke kan få styr på for tiden... det er MEGET svært at komme op om morgenen - jeg hører ikke vækkeuret selvom det ringer mange, mange gange... jeg er så langt væk på det tidspunkt, at det virkelig er svært for mig at vågne. Men jeg er dog kommet på arbejde de sidste 3 dage og det er godt... Jeg vil så gerne være mere stabil på arbejde.

Kæmper også lidt med koncentrationen på arbejde - sidder med en opgave, der driller for tiden - kan ikke få den afsluttet og har været meget længe om den. Men jeg håber at få den afsluttet i morgen... det ville være SÅ rart. Gider den ikke mere.

Selvom min stabilitet stadig ikke er tilfredsstillende, så har jeg trods alt fået lidt mere mod på det med job igen... for nogle uger siden var jeg parat til at sige stop - at jeg ikke kunne magte det. Men nu går det nogenlunde igen... jeg ved jo også godt, at jeg selvfølgelig skal arbejde. Det skal jeg jo. Og jeg vil jo også gerne. Vil gerne forsørge mig selv. Vil gerne have nogle kollegaer at snakke med osv.

Men jeg har jo kun arbejde frem til den 31. august. Derefter er jeg arbejdsløs. Og det er noget lort. Rigtig meget. Min økonomi er i ruiner og jeg ved ikke, hvordan jeg skal klare mig, hvis jeg ikke meget hurtigt får job igen.

Jeg har søgt en stilling - og fået et svar tilbage fra dem, at de kigger på ansøgninger i denne uge og giver besked om hvem der skal til samtale i løbet af næste uge. Puha det er spændende. Jeg vil HELT VILDT gerne ha' det job... det er bare så perfekt. Det er sådan et job jeg har drømt om i mange, mange år. I et stort internationalt firma... med varierede opgaver. Professionalisme og "business-agtigt" er nøgleord... det er lige mig. Også sådan et job jeg drømte om før jeg blev syg (dengang troede jeg jo bare, at det skulle være på fuld tid og normale vilkår). Nå, men jeg må jo krydse fingre og tæer og så ellers bare være tålmodig...

I morgen skal jeg også snakke med en stabsleder i en anden afdeling, der hvor jeg arbejder nu - bare for sådan helt uformelt at høre, om hun ikke har noget, hun kan bruge mig til. Og så har jeg i dag haft ringet på et andet job ved en handelsskole her i byen... Så jeg har antennerne ude og prøver at finde noget - men det er sgu svært synes jeg! Og jeg HADER HADER HADER den uvished der er med min økonomi og så videre, når jeg ikke har afklaring på, hvad jeg skal fremover. Hader det helt vildt.

------

Nyt emne...

Har det svært med min veninde for tiden. Vi har normalt altid snakket rigtig ofte og rigtig meget sammen... Men siden hun fødte en lille bebs for 7 uger siden, har vi faktisk nærmest ikke snakket sammen... Hun har "ikke tid"... Ved godt at det er totalt overvældende og krævende med sådan en lille ny - men jeg forstår ikke, at hun ikke kan finde tid til at snakke... bare en lille smule. Det føles rigtig underligt og forkert. Er jeg ikke god nok længere, fordi jeg ikke også har barn??? Jeg forstår det ikke... har svært ved at tro på, at der ikke er noget galt... Noget galt med mig. Med os. Det er træls og det gør sgu lidt ondt at blive lukket ude på den måde.

------

Økonomi.

Det er noget lort. Helt vildt. Sidste måned fik jeg min første løn - og jeg havde jo selvfølgelig regnet med at få det samme igen. Men ak. Nu bliver der indeholdt løn, fordi jeg skylder noget SU. Pis og lort. Og fandme om de så ikke har trukket dobbelt indeholdelse på denne måneds løn, fordi de ikke trak noget sidste måned. Det er groft synes jeg. De har trukket over 2200 kr. Det er sgu mange penge. Og fremover trækker de så 1100 om måneden. Simpelthen ikke sjovt. Jeg betaler af og skylder overalt. Jeg kan ikke få det til at hænge sammen. Det er flovt af H til - og jeg bliver enormt ked og modløs over det. Ved simpelthen ikke, hvordan jeg nogensinde skal få en fornuftig økonomi. Min dumhed og sygdom har kostet mig en kæmpe kæmpe gæld... og jeg vil skulle slås med det resten af mine dage. Det føles godt nok uretfærdigt og hårdt.

Ja, får sgu lidt selvmedlidenhed her... Men faktisk er økonomi og døgnrytme de to største problemer i mit liv lige nu..

------

Projekt baby.

Jeg har fået mail retur fra endnu en klinik - de er umiddelbart også villige til at tage mig i behandling. Rigtig dejligt. Det ender med, at jeg er nødt til at vælge, hvor jeg vil i behandling. Det er jo luksus ligefrem at have et valg. Fantastisk.

Så snart jeg har fået fast arbejde, så vil jeg "sætte hjulene igang"... Skal selvfølgelig også ha' pengene, men det bliver ca. 3.000 kr pr. forsøg, så det er jo trods alt til at ha' med at gøre, hvis jeg får job - og løn svarende til mine kvalifikationer.

Det er svært - meget svært - at være tålmodig, men jeg skal selvfølgelig vente til jeg har fået job og er sikker på at få nogle ordentlige barselsbetingelser. Der er jo altså kæmpe forskel på at være på ledighedsydelse under barsel - eller at få løn under barsel!!

Har også tjekket hvordan og hvorledes med lejlighed. Altså jeg har dog ikke tænkt mig at flytte med det samme - jeg kan sagtens blive boende her indtil den lille skal ha' sit eget værelse... Men det skal nok gå. Pt. står jeg nr. 5 på listen til en af de større lejligheder som jeg gerne vil ha' - så det bliver vist næppe et problem. Og det er en billig lejlighed, som jeg vil ha' råd til at bo i - det er jo ligesom en vigtig detalje!

Suuuk... følelsesmæssigt/mentalt er jeg bare SÅ utroligt klar. Jeg vil virkelig gerne. Det piner mig at se min kollegas mave vokse uge for uge. Jeg ser gravide maver og barnevogne OVERALT. Jeg kan gå rundt i børnetøjsafdelinger og fuldstændigt glemme tid og sted... bare kigge på det hele. Jeg drømmer også om børn rigtig ofte... både gode og "onde" drømme... Det er hårdt, når hele min krop og underbevidsthed er så fokuseret på det - og jeg er bare tvunget til at vente.

Og ja - jeg ved jo ikke om det nogensinde vil lykkes. Det er jo altså ikke alle kvinder, der kan blive gravide. Hvad nu hvis jeg er en af de uheldige??? Puha. Det vil være et meget hårdt slag. Puha. Puha. Puha. Væk med den tanke!

Tiden går jo også... Jeg er 32 og bliver jo altså ligesom ikke yngre. Det må altså gerne snart ske.

Der er selvfølgelig noget med medicin, som skal være på plads. Men jeg får jo ikke ret meget mere. Ingen beroligende. Ingen sovepiller. Men får Efexor - dog kun 150 mg - og det skal jeg jo ud af. Men jeg plejer altid at kunne stoppe med antidepressivt uden problemer. Får faktisk aldrig ophørssymptomer.

Så er der allergimedicin - det ved jeg ikke om jeg må tage. Og mit blodtryksmedicin... det skal jeg nok blive ved at tage - forestiller jeg mig. Derudover får jeg også noget for min hudsygdom - og det skal jeg selvfølgelig også stoppe med - men jeg er sikkert færdig med det, inden det overhovedet bliver aktuelt. Så ja, det er faktisk bare det antidepressive jeg skal ud af. Så hvad angår mit medicinindtag, så kan jeg hurtigt blive "klar".

Suk. Ja - jeg er sgu bare klar. Jeg vil det så utroligt gerne. Vil ha' det drømmejob - så jeg aktivt kan gøre noget for at få mit ønskebarn.

Det er sgu nok for meget forlangt... :-/

Hmm... jeg skriver godt nok meget i dag... men det er bare rart at sætte ord på tankerne og få dem ud... det er altså godt for mig. Så får jeg lidt mere ro indeni bagefter...

Men må hellere stoppe og prøve om jeg snart kan gå i seng - skal jo tidligt op i morgen igen.

Godnat derude.

Leely