Læs dagbog

Det er af min opfattelse, at det på det seneste i menneskets historie, er steget voldsomt med antallet af depprimerede. At der, lige nu, er rigtigt mange der ude, der enten ville kalde sig ensomme, stressede eller depprimerede - mennesker, der har en eller anden form for tydelig, hæmmende ubalance, der udfordrer den menneskelige velbefindende og udvikling.

Og netop de to går hånd i hånd tror jeg - man kan have det så dårligt, at der ikke er plads og overskud til personlig udvikling, og omvendt kan man leve stagneret og "glemme" sin personlige udvikling, og derfor blive rigtig ked af det, over sin egen stilleståen. Så det er vel en balancegang - en meget vigtig balancegang.

Jeg tror at følelserne er gode meddelere, der fortæller os noget om denneher balancegang. Desværre er det sådan, at vi kan fortolke de her følelser fejlagtigt. Et simpelt eksempel på dette kan være når vi spiser en lækker kage fx. umiddelbart reagerer vores følelser positivt på stimuli - vi udløser glædes-hormoner fra hjernen, og kan ledes i den tro, at kage derfor altid er godt for os. Heldigvis ved vi, at vi skal have en varieret kost, og at det derfor ikke er godt for os at spise kage hele tiden.

Men når det så går hen og bliver mere kompliceret, og vi er kede af det, uden nogen umiddelbar grund, er der ikke altid en kostvejledning/livsvejledning, der kan fortælle os, hvad der er godt for os, og hvad der ikke er. Der kan vi have fortolket vores følelser forkert. Så længe vi har fejlfortolket vores følelser, så længe vil de følelser være der, og blive ved med at prøve at fortælle os noget. Dette mener jeg, da jeg tror at det ligger i vores natur, at prøve at forstå os selv. Og jeg tror, at denne forståelse, er selve meningen med det hele.

Hvordan kommer vi så videre? Hvis vi tager udgangspunkt i, at følelserne vil forståes, at det indre følelsesliv vil forståes eller accepteres af vores logiske liv, må vi først og fremmest vide, at vi ikke ved. Vi må være ydmyge overfor os selv. Vi må tænke kreativt, for at finde ud af hvad vi overser, hvor vi fejlfortolker. Vi har måske fortolket således: "Jeg er ked af det, fordi jeg har en depression" - Jeg tror ikke det er en fortolkning. Og jeg tror at de, der fortolker således, lægger et vigtigt ansvar fra sig.
"Jeg er ked af det, og denne tilstand kalder man for depression." Men hvorfor er du ked af det? - Fordi du overser noget. Og dette "noget" er sikkert meget komplekst.

Som tidligere nævnt, tror jeg at måden hvorpå man finder frem til det man overser, er ved at lære sig selv at kende, og det er svært! Man er blevet placeret i en verden, i et land i en by i en kontekst, blandt mange andre personligheder, der lever vidt forskellige liv, og så alligevel ikke. Her er nogle generelle retningslinjer der er opstillet for os: samfundet. Og det er indrettet på en specefik måde, der har sine muligheder/begrænsninger.
Ikke nok med at man skal finde ud af hvem man selv er, så skal man finde ud af hvem man selv er, i en specefik kontekst.

Vi bruger denneher kontekst både som vores kompas og destination - vi sammenligner os selv med resten, hvilket hjælper os til at agere i denne kontekst.
Det giver jo god mening, hvordan ellers forstå sig selv, hvis ikke man kunne sammenligne? Desværre tror jeg igen at der ofte, for mange mennesker, sker en fejlfortolkning i denne proces. I stedet for blot at lære om sig selv, ved at kigge på de andre, er der måske mange der også tror, at de burde være som de andre.
Og det er klart, at man bliver ked af det, hvis man forsøger at leve de andres liv.

Efter min opfattelse, går mange,(nærmest alle) rundt og tror at andre er lykkelige.
Fra nærmest alle steder lyder historien om livet mellem linjerne noget alla; "Selvfølgelig er livet ikke let, men du skal altså ende med at være lykkelig".
Der er i hvert fald ingen tvivl om, at det er lykken der er samfundets og individets ultimative mål.
Jeg tror vi går glip af den, altså lykken, så snart vi sigter direkte efter den. Jeg tror slet ikke nydelse er meningen med livet. Nydelse må være "belønningen" for at udleve vores natur. Jeg tror, at det er vores natur, at forstå os selv, udforske vores potentialer og ydmygt søge at forså mere af os selv, og dermed også verdenen omkring os. Dét må være det ultimative mål i livet, at være rolig i, at have fundet sin egen mening, der består i at prøve at forstå sig selv - en livslang proces uden hvile, en livssti, der i sin kompleksitet og form, svarer til det unikke menneske det tilhører. Og så tror jeg, at lykke bliver et biprodukt deraf.