Læs dagbog

Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre. Selvskade i form af at banke hovedet ind i væggen fylder meget. Jeg har ikke skåret i et godt stykke tid, men det kan jo være hamrende lige gyldigt når det bare viser sig på andre måder. Jeg bliver stadigvæk voldsomt frastødt af min medicin, jeg kan slet ikke tage den. Medarbejderne prøver at støtte mig i at tage den, men jeg er grædefærdig hver gang. Især når jeg endnu en gang har måttet bukke under for den del af mit hoved der ikke vil tage den. Jeg hader det. Jeg lover gang på gang mig selv, at i morgen vil jeg tage det, men det sker jo ikke når det så bliver i morgen.

Det er lige før jeg fortryder at jeg fortalte det. Hvis formaningen om tilbagefald og ophørssymptomer kunne tvinge det i mig, ja så var det jo nok sket. Den 'mørke side' er bare stærkere end jeg. Det føles underligt at betegne det sådan, men jeg ved ikke hvordan jeg ellers skal forklare det. Det er lidt ligesom med maden. Jeg ved godt hvor utroligt dumt og uhensigtsmæssigt det er, men det mørke vinder alligevel og holder mig fra at tage medicin eller får mig til at kaste op.