Læs dagbog

Hjertet gør så fandens ondt......

Jeg har mistet min kære Onkel til kræften.
Jeg har grædt så meget at jeg ingen tårer har tilbage men jeg græder stadig indeni.. Jeg har det virkelig dårligt og hænger ved en meget svag og lille snor. Mine ben rører vandoverfladen og snoren kvæler mig stille og roligt. Jeg er virkelig fuld af følelser og bærret er løbet over og alting flyder ud og blander sig, så der er ingen system eller mening i det, jeg mærker med sjælen. Jeg tænker hele tiden på ham og kan slet ikk styre mine med følelsers vold. Det jeg kan fange i vanviddet, som bare giver lidt mening. Jeg holder stramt om mine minder med ham og prøver at sige til mig selv at det var godt at han dødede idag så han ikk nåede at ligge som min mormor, da hun lå på det sidste.. Jeg savner ham med hele mit hjerte.
Jeg har ondt i mit ansigt.. Mine øjne gør ondt og mine læber har dannet et 'ked af det' udtryk...

Jeg er meget taknemlig for at han nåede at være med til min fødselsdagsfest..
Jeg vil bare huske ham som han var der.. Han var ligesom sig selv inden han blev syg. Hvis bare jeg kunne skifte plads med ham.. Men det kan jeg desværre ikk..😥

Jeg har voldsomme tanker og ekstreme lyster til selvskade.. Jeg blir nødt til at mærke noget andet en sorgen. Den smerte går allermest ondt og blir nødt til dulme de følelser.. Jeg ved virkelig ikk hvad jeg ellers skal gøre... Jeg er simpelthen ude og skide.. Mit sind er absolut og virkelig propfuld og der er flyder noget over og ud hele tiden. Jeg kan ikk holde styr på situation og alting ramler omkring mig.. Jeg er ikk stærk nok til at holde det indeni. Jeg kæmper for at sortere mellem de uundværlige og affaldet.