Læs dagbog

Mit syn på tid og farten deraf er så kompleks. Nogle gange ønsker at tiden går endnu hurtigere, andre gange er jeg bange for at det går for hurtigt!

Tiden er mere et subjektiv end et objektiv , hvis man spørger mig. Et sekund er en evighed for en sprinter eller specielle partikler / atomer . Og hundrede år er split sekunder for bjerge og oceaner og Universet.

Nogle gange er det et spørgsmål om hvilket et objekt tiden skal måles fra og til . Andre gange det fra hvilket perspektiv.

Er jeg en Sprinter eller et Bjerg ?
En Partikel eller et Univers?

Fanget i denne krop og i dette sind.
Forført og formørket af negative tankespind og sorte tanker.

Splittet af fortidens skuffelser og fremtidens forventninger .

Svært ved at leve i nutidens ligegyldighed.
Og alligevel håbefuld og optimistisk .
Blot tiden går. Katten spinder. Træerne vokser og fuglene synger.

Livet fødes og jeg foregår.
Flammen brænder og Stearinlysets gnist i det mørke rum skinner.

Så fornemmer jeg at leve og livet er stadig i mig. Selvom det er mørkt indeni og jeg ikke kan lyset tænde.