Læs dagbog

Jeg er begyndt at date igen. Efter en pause på fire-fem år. Jeg må indrømme, at det handler mere om vilje end om lyst - men helt ærligt, er der mon overhovedet nogen, der reelt set synes det er fedt at date, diagnose eller ej?

De første dates, jeg var på, var ren tvang, og jeg havde det dårligt både før og efter. Det var som en løbetur, der skulle overståes. Nu er det mere som arbejde, der er meget andet, jeg hellere vil, men det er egentligt okay.
Den anden dag havde jeg for første gang været på anden date med en fyr, og det er tydeligt, at han gerne vil mig. Han er alt, hvad jeg kunne ønske mig, betænksom, klog og interessant. Og jeg føler intet, ingenting overhovedet.

Måske føler jeg ingenting, fordi han ikke er rigtig for mig, eller fordi jeg ikke kender ham. Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at jeg har fucket mit hoved så meget op, at jeg ikke længere kan føle noget som helst, og at jeg ikke kan lukke nogle nye ind i mit liv.

Hele min krop stritter imod, når han nu spørger til en tredje date, så måske er jeg bare ikke klar. Jeg kan ikke holde ud at tænke på, at jeg ikke er klar. For bliver jeg nogensinde det?

Jeg ville ønske, at der var en, der ringede på min dør og sagde 'undskyld jeg kommer så sent hjem', og så var det det, og han var der bare i mit liv. Jeg hungrer efter nærheden, men jeg kan ikke finde ud af at tage den.

Er der nogen, der oplever det samme?