Læs dagbog

Hey søde ung:) Tak for din hilsen, og ja du har ret i at vi alle sammen går rundt med den følelse af at være forkert noglegange, og at jeg skal huske at se det gode i det jeg får`lavet, istedet for modsat:) Læste lige dit forrige indlæg, og jeg forstår godt du er bange for, at dine kollegaer skal tro du er fuld af pis og papir, Men f. dem det er dit liv, og har de et problem så kan de jo bare spørge dig ik? :) Det er svært for mig at forstå de lægelige udtryk omkring dine undersøgelser, jeg kan godt føle at det er en meget usikker omgang, ang. dit anti psykotiske medicin, når du som mig faktisk har bivirkninger, jeg har fået forhøjet kolesterol, og det betyder jo fedt i mit blod, hvilken jeg så for en pille for. Men når det nu virker, så er det bare ja fra asken til ilden og tilbage igen.

Så jeg ved godt det er rigtig svært, når du har stemmer der bralder løs og du osse har syner:( Tror det er blevet værre fordi du er igang med en handlingsplan omkring dine overgreb og alt det som skal ske, stress er vores værste fjende, og den kan komme prompte! jeg læste i nyhederne at, hvis man går ud i naturen, i ca. 30 min. hverdag så nedsætter det cortisol i din krop, som øger stress, måske en god ide for os, at gå en tur, jeg med lucky og du med din hund, og ser på et træ, der er sprunget ud, og bare nyde, selvom det kan være svært, når man ikke har det godt.

Forstår godt du er bange søde, jeg vil ikke mere ned i mit medicin, for det gør en forskel, men det vil min psykiater, der er dog ikke sat tid af endnu, men jeg tror at det hele er vendt op og ned hos dig, i dig, og det er bare så uendeligt hårdt:( Men du gør alt hvad du kan får at få et bedre liv, og får det skal du vide du er super sej, en rigtig superhelt set i mine øjne:)))) Jeg ved min mor har det samme problem med at køre bil og ha medicin i kroppen, hun vælger at tage så lidt så muligt når hun skal af sted, men om det er forsvarligt og sikkert, er det store spørgsmål:X Jeg syntes du skal drøfte det med din læge, os se hvad de siger? bare så du kan være på den sikre side ik?:)

Jeg tror at du har brug for at få hjælp til de overgreb, de sidder i din krop og sind og blokere, de gavner ikke din sygdom eller dit helbrede, og jeg ved godt det er din store hemmelighed, men jeg fortalte min far for lidt over en måned siden om det jeg selv har gået igennem, og selvom jeg næsten ikke kunne få vejret, så var det faktisk en lettelse, for det fik mig til at indse at det ikke "var min skyld" Og at han faktisk ville tæve personen, det er vigtigt at få ud, så nyt kan vokse, og at skammen, smerten, sorgen over at blive svigtet gør mere skade end gavn:/ og ja måske har du ptsd, der er flere forskellige grader af det, og det er meget svært at leve med.

Jeg håber sådan at du bare kunne slippe for jobbet imens du er i behandling, for det kommet til at suge alt energi ud, og du vil få brug for en krammebamse, en blød dyne og en masse kærlighed.
Men så kommer jeg til at tænke på, at du heller ikke har andre end din mor, og det gør mig faktisk ret ked af det:( Jeg ville sådan ønske du kunne få en person som du kunne læne dig op af, og som forstår dine udfordringer, men så er jeg taknemlig for de er ops på dig nu, men husk det behøver ikke altid at være det farlige sørgelige i snakker om, der skal osse være plads til de helt normale ting, så som at se en dum fugl forsøge at stjæle fra min fodder stang, og med hele kroppen vent rundt, imens den med sit lange næb kæmpede en kamp for at få det mad ud:)

Jeg tror at vi kan komme ud på den anden side, men jeg tror osse at traumer skal føles for at kunne slippe dem, det er ikke alle som er enig i den teorie, så det er op til dig og dine behandler hvad du kan klare og ikke, lyt til din krop og hjerne, det er dig som kan sige fra og til, og i hvilket tempo du kan overskue. Håber du kunne bruge denne romano, mit medicin virker og jeg ved ikke om jeg gentog mig selv? men jeg tro du er godt på vej, små skridt og jeg er ved din side:)))) Kærlige knusss små lilla blomster sat i en vase på dit bord, et lys og en god kop kakao:)

Juze.

Skrevet af juce, 11. april 2019 20:45

Hej sødeste juze

Jeg havde skrevet en lang besked til dig men pludselig var den væk. Øv altså.

Det er svært at forklare alt det tekniske med min medicin og bivirkninger. Men det ene af de præparater jeg får kan åbenbart give prolaktin stigning og det kan give bivirkninger som manglende menstruation og andre bivirkninger som jeg oplever. Men min psykiater vil snakke med en endokrinolog om det kan skade mig at fortsætte eller øge medicin og derved leve med øger prolaktin.

Med hensyn til min ryg så er to ryghvirvler mast sammen og det kan være forklaringen på mine smerter men han mistænker at der er mere og andet galt. Så nu vil han selv se billeder. Det skal i maj. Så jeg venter igen.

Jeg prøver at nyde solen og lydene når jeg går med hundene. Så ja det er rigtig godt for os at komme ud.

Jeg har Rigt og svært ved at tænke på psykologen og næste uge. Jeg kan slet ikke få overbevist om at det kan hjælpe at fortælle om noget så smertefuldt. Og så skulle gentage det igen og igen. I detaljer. Både det at skulle gennemleve det igen men også tanker om om han vil tro på mig. Om han synes det er svagt at mig at synes det er så grimt.
Jeg er blevet vant til at skubbe det væk. Då tanken om at skulle se det i øjnene er skræmmende. Og så frygter jeg reaktionen bagefter. Både min egen og stemmerne. Jeg ved de er meget imod det.
Beskytter de mig eller gør de mig mere syg. Med alle deres trusler og krav.

Jeg elsker dine beskeder og din hjælp. Du skal vide det betyder rigtig meget for mig. Så tusind tusind gange tak. For dig.

Mange knus og tanker

Skrevet af ungpige, 16. april 2019 19:40