Brevkassesvar

Emne: Endogen

Spørgsmål indsendt 11. december 2006

Hej!

Jeg har gennem min mor (min mor og far er i dag skilt) lige fundet ud af at det min farfar i tidernes morgen led af og tog sit eget liv ved, var en lidelse kaldet Endogen - og formentlig det min far også lider af. Men jeg har sært ved at finde oplysninger om denne type depression. Kan I hjælpe?

Svar fra DepNet

Svaret blev lagt på DepNet 18. december 2006

Kære "Endogen",

Betegnelsen "Endogen" depression er et ældre udtryk for en form for depressiv lidelse, som kommer "indefra" - i modsætning til såkaldt "eksogene" depression, som stammer fra udefra kommende påvirkninger.

I dag karakteriserer man depressioner lidt anderledes, idet man mere måler på dybden af en depression.
Behandlingen af depressionen er, uanset om det kunne karakteriseres som en "endogen" eller "eksogen" depression, den samme, nemlig medicinsk behandling, evt. kombineret med samtaleterapi eller kognitiv terapi.

Årsagen til, at du kan have haft vanskeligt ved at finde oplysninger om endogene depressioner er, at denne begrebsverden er ophørt for henved 15 år siden.

Populært kan man sige, at synspunktet i dag er, at en depression er en depression, uanset om den skyldes udefrakommende omstændigheder, eller måske en arvelig tilbøjelighed til at blive depressiv. Arvelighed er nemlig baggrund for mange depressioner.

Din far vil altså blive bedømt efter andre kriterier end din farfar, og han vil i påkommende tilfælde kunne behandles, så han næppe vil lide samme skæbne som din farfar.

Med venlig hilsen

Læge Ole Tang
Hørsholm