Brevkassesvar

Emne: Mikropsykose

Spørgsmål indsendt 23. august 2008

Hejsa.

Jeg var indlagt i 2003 i 4 måneder, hvor jeg fik stillet diagnosen skizotypisk.

Jeg har læst en del om diagnosen og sidder tilbage med et ubesvaret spørgsmål - hvad er mikropsykose??

Kan I give mig en forklaring.

mvh. Miffes

Svar fra DepNet

Svaret blev lagt på DepNet 1. september 2008

Kære Miffes

En såkaldt "mikropsykose" er et lidt vagt defineret udtryk for ganske kortvarige, eventuelt blot glimtvise fænomener, hvor realitetsopfattelsen brister. Der er altså ikke tale om, at vedkommende er ved at udvikle et mere alvorligt og vedvarende realitetstab (sindssygdom).

Mikropsykoser kan f.eks. bestå i kortvarige oplevelser af, at man selv eller omverden opleves som uvirkelig (depersonalisations- eller derealisationoplevelse). En mikropsykose kan også bestå i glimtvise hallucinationer på enten hørelse eller syn. Undertiden forekommer kropslige illusioner f.eks., at kroppen kan opleves assymmetrisk. Der kan også være tale om pludselige oplevelser af, at f.eks. ansigter (både eget og andres) kortvarigt ændrer sig. Oplevelserne kan være ledsaget af angst.

Mikropsykoser kan forekomme ved flere forskellige psykiske lidelser f.eks. skizotypisk sindslidelse og visse personlighedsforstyrrelser, men behøver ikke at være til stede. Mikropsykoser kan forsøges behandlet med en lille dosis antipsykotisk virkende medicin.

Venlig hilsen
Lars Søndergård, afdelingslæge, ph.d.