Brevkassesvar

Emne: Kan de tage min førtidspension?

Spørgsmål indsendt 19. december 2008

Magthaverne - i dette tilfælde politikerne - truer med jævne mellemrum med at sende os førtidspensionister "tilbage til arbejdsmarkedet". Men kan de virkelig det? er det lovligt, og hvis ja, hvilken paragraf i hvilken lov bruger de som undskyldning?

Hvordan kan vi forsvare os imod disse trusler?

Personligt lider jeg af post-traumatisk stress syndrom, erhvervet på mim tidligere arbejdsplads. Jeg har såvel psykiatre som psykologers ord for, at jeg har været udsat for en ekstrem hård behandling i mit sidste job, og jeg får stadig, nu 6 år efter, stærke panikangst anfald hver gang, jeg læser eller hører politikere tale om og true med disse ideer, så jeg håber virkelig du vil og kan svare!

På forhånd tak - Katrine, 54 år

Svar fra DepNet

Svaret blev lagt på DepNet 4. marts 2009

Kære Katrine,

Tak for dit brev.

Det kan lyde truende og ubehageligt, når man hører i medierne, at politikerne vil sende førtidspensionisterne tilbage til arbejdsmarkedet.

Det er vigtigt, at du husker dig selv på, at du har fået tilkendt din pension, fordi du havde brug for den og ikke kunne forsørge dig selv på anden vis.

Hvis man opfylder lovkravene, så har man ret til sin førtidspension.

Kravene er helt kort fortalt; at man har en ubetydelig arbejdsevne, at den er varigt nedsat, og at man ikke kan blive selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde.

Se i øvrigt nedenfor i § 16.

Jeg kan selvfølgelig ikke garantere, at man ikke ændrer lovgivningen. Men jeg tvivler på, det lige vil ske.

Hvis man i sin tilkendelse af førtidspension, er blevet orienteret om, at den skal genoptages til vurdering efter en bestemt periode – f.eks. efter et par år eller fem, så kan den frakendes, hvis man ikke mere skønnes at opfylde betingelserne i § 16.

Denne beslutning skal dog fremgå af bevillingen af førtidspensionen.

Hvis kommunen bliver bekendt med, at en førtidspensionist - mod al forventning - har generhvervet en betydelig arbejdsevne, kan sagen ligeledes genoptages til vurdering.

Der er dog så store krav til dokumentation for at betingelserne er opfyldt, at det absolut ikke er almindeligt, at en pension frakendes.

Der har politisk været tale om, at gøre førtidspension begrænset til en kortere periode generelt, når det gjaldt helt unge mennesker. Men lovgivning er det altså ikke blevet til.

Jeg håber svaret kan give dig ro i sindet.


Nedenfor har jeg til yderligere orientering indsat et uddrag fra vejledningen til Pensionsloven. Allernederst § 16 fra Pensionsloven.

--------------------------
Vurderingen, af om nedsættelsen af arbejdsevnen er varig, er helt central og et udtryk for, at førtidspension er en varig forsørgelsesydelse i modsætning til sygedagpenge og kontanthjælp.
Der kan i ganske særlige tilfælde tilkendes førtidspension, selvom det ikke helt kan udelukkes, at der på længere sigt kan opnås en vis forbedring af arbejdsevnen ved yderligere forsøg på behandling.
Der skal dog være tale om personer med en alvorlig lidelse, som betyder, at de på afgørelsestidspunktet vurderes at være ude af stand til at kunne blive selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde som udgangspunkt inden for en længere periode på omkring 5 år. Sådanne sager skal tages op til ny vurdering på det tidspunkt, hvor det forventes, at der kan gennemføres yderligere behandlingsmæssige foranstaltninger.


§ 16. Førtidspension kan tilkendes personer i alderen fra 18 til 65 år.
Stk. 2.
Det er en betingelse for at få tilkendt førtidspension,

  1. at personens arbejdsevne er varigt nedsat, og
  2. at nedsættelsen er af et sådant omfang, at pågældende uanset mulighederne for støtte efter den sociale eller anden lovgivning, herunder beskæftigelse i fleksjob, ikke vil være i stand til at blive selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde.

Venlig hilsen
Susanne Qvistgaard
Socialrådgiver

 


Tillæg til besvarelse fra den 06.01.09:

Kære Katrine,

Jeg har en ekstra oplysning til dig vedr. dit spørgsmål om, hvorvidt politikerne kan fratage dig din pension. Der er nemlig pr. 1. juli 2008 kommet en ny regel, som dog kun gælder for førtidspensioner tilkendt før 1. januar 2003.

Så, hvis du fik førtidspension efter de gamle regler før 1. januar 2003, kan kommunen ikke længere frakende førtidspensionen. Førtidspensionister på den gamle ordning får således sikkerhed for retten til førtidspension - også selvom man arbejder. Pensionister kan dog fortsat selv rejse sag om frakendelse eller ændring af pensionen.

Med venlig hilsen
Susanne Qvistgaard
Socialrådgiver