Brevkassesvar

Emne: Tandlæge, RKI og førtidspension

Spørgsmål indsendt 31. januar 2009

Jeg er på førtidspension efter nye regler.

Min økonomi er mildt sagt noget der ligner løgn- er registreret i RKI og debitor registreret. Gældssanering kan jeg pt ikke søge - pga. kaution fra et fammiliemedlem på et lån. Denne vil jeg selvfølgelig ikke bringe i vanskeligheder. Derfor.

Mit spørgsmål... Hvad skal der til for at kommunen vil gå ind og hjælpe mig med tandlægeregning? Eller er der overhovedet noget hjælp at hente der? Orker ikke at skulle rende panden mod en mur der. Men vil selvfølgelig gerne beholde mine tænder. ;-)

Kan se at det bliver en dyr omgang - hvilket selvfølgelig ikke kan hænge sammen med min økonomi. Langt de fleste steder Rki tjekker de jo også folk, hvis der skal laves afdragsordninger - og det vil jeg også mene en tandlæge gør. Har ingen fast tandlæge der kender mig i forvejen - og som ved at jeg gerne vil betale for at få lavet det der nu skal laves.

Nogen foreslag?



Svar fra DepNet

Svaret blev lagt på DepNet 3. februar 2009

Kære bruger

Tak for dit spørgsmål.

Når du er førtidspensionist efter de "nye regler" (2003), kan du søge økonomisk støtte til bl.a. tandlægeregning efter aktivlovens § 82.

Kommunen kan yde hjælp til betaling af udgifter til sygebehandling, medicin, tandbehandling og lignende efter denne paragraf hvis:

  • udgiften ikke dækkes efter anden lovgivning
  • ansøgeren og ægtefællen ikke selv har økonomisk mulighed for at betale udgiften
  • behandlingen er nødvendig og helbredsmæssig velbegrundet

Der skal laves en konkret vurdering ud fra dine forhold. Når faste udgifter; husleje, licens, lys/gas varme, forsikring m.v. er betalt, skal du ikke have mere end et bestemt beløb tilbage.

Dette beløb varierer lidt fra kommunen til kommune, men ligger for en enlig på o. 5000 kr. mdl. For ægtepar er beløbet o. 7000 kr. mdl.
Du må heller ikke have formue i banken. Grænsen er her 10.000 kr. for en enlig.

Du skal endelig huske at søge, før du går i gang med tandlægearbejdet. Din tandlæge skal udarbejde et overslag, som fremsendes til kommunens tandlægekonsulent. Denne vurderer, hvad der skønnes helbreds-/sundhedsmæssigt nødvendigt.

Der kan ikke ydes hjælp til den del af udgiften, som dækkes af en privat forsikring, fx Sygeforsikringen Danmark.

Jeg håber, det nu er lidt mere klart for dig, om du kan få hjælp.

Med venlig hilsen
Helle Busck
Socialrådgiver