Brevkassesvar

Endnu engang finder jeg det nødvendigt at skrive til Jer.
I har før givet godt svar på mine spørgsmål og ikke minst de frustrationer som jeg ofte har i forbindelse med min behandling.

Min forhistorie er som de flestes ret lang. Kort:
I dec 2007 flyttede min mand og jeg til kbh for at få en luft forandring og ikke mindst håbet om at jeg kunne få en bedre behandling.
I nov 2008 måtte vi så pludselig flytte da vores leje-lejlighed skulle sælges.
Vi flyttede tilbage til Næstved hvor vi kommer fra og psykiatrien der overtog så min behandling. Efter er lang kamp fik jeg så i juli i år endelig sat min diagnose. bla.:

• socialfobi
• evasiv (ængstelig) personligheds forstyrrelse
• emotionel ustabil personlighedsstruktur at typen borderline. Endvidere skriver man i min diagnose beskrivelse at jeg scorer over tærsklen i praktisk talt alle personligheds forstyrrelser.

Jeg lider der oveni af selvmordstanker og jeg skærer med en hobbykniv mig i armene når alt kaos i hoved bliver for dominerende og jeg ikke magter det mere..

Endvidere fik jeg ved denne lejlighed også at vide at jeg ikke skulle regne med at jeg ville blive rask igen, men at jeg med den rette behandling vil kunne lære at leve, acceptere og håndtere min sygdom. Og at en pension snak med min sagsbehandler på kommunen ville være værd at overveje....

Vi har ikke lagt skjult på at vi ønskede at komme tilbage til Kbh. hvor min behandling faktisk havde været rigtig god og gav resultater ikke mindst fordi vi begge oplevede at det blev lyttet og man forsøgte at gøre min hverdag så god som mulig.

En måned efter i august ville man så fra psykiatriens side i Næstved ikke længere behandle mig eller udskrive den medicin jeg ellers var på. og min egen læge ville heller ikke da han ikke ville blande sig i psykiatriens behandling/medicinering. Og psykiatrien har den 18 aug afsluttet mig derfra. Så jeg er helt uden behandling.

Jeg tog så min medicin men den 1 september var det så slut. Jeg havde ikke mere medicin og stoppede brat medicinen som var:
(120 mg cymbalta, 20 mg tolmin, 15-45mg alopam dagligt).

Den 1 oktober lykkes det os så endelig at få lejlighed i Kbh. og vi flyttede tilbage til det område så jeg kan starte behandling samme sted som sidst.

Vi fik lavet en henvisning hos nogle læger som gerne ville hjælpe mig så lange vi kunne vise en bopælsatest. Denne henvisning kom dersværre aldrig frem.
Omkring 1 november fik vi så lavet en ny henvisning hos vores nye læger. Den skal så behandles.

Vi har snakket med psykiatrien og de mangler psykiatere, ventetiden er derfor lang... nu er beskeden så at de tager mig ind hurtigst muligt - i det nye år.

Min mand og jeg vi ikke hvad vi skal gøre, alt imens jeg får det dårligere og dårligere. Så den 30 november fik vi så nok (eller hvad man kan sige) og henvendte os på psykiatrisk skadestue. Efter 2½ times snak fik jeg lov til at få 12 stk. 15mg alopam tabletter udleveret så jeg kunne slappe lidt af og lidt ro i hoved så jeg også kan sove og de ville give min læge besked om at han måtte/skulle udskrive flere efter weekenden.

Jeg har aldrig egnet mig til at være indlagt pga min angst bla for fremmede og lukkede døre, nye steder og de mange mennesker jeg ikke kender.

Men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, men hverken min mand eller jeg magter snart mere. Kan I hjælpe os på en eller anden måde eller noget.
Kan det virkelig være rigtigt at Næstved bare sådan kan stoppe al behandling og overlade mig til mig selv så jeg er så dårlig. Jeg har virkelig bare mest lyst til at gøre en ende på alt. Det er så uoverskueligt

Jeg er ked at mit enorme lange brev men håber I kan hjælpe os.