Brevkassesvar

Emne: førtidspension/flytning

Spørgsmål indsendt 16. februar 2010

Hejsa,

og mange tak for en god brevkasse.

Jeg skriver fordi, jeg er blevet førtidspensionist den 1. februar i en kommune, og her til den 1. marts flytter jeg til en anden. Får den nye kommune automatisk besked om at jeg skal have førtidspension, eller skal jeg selv melde det, og i så fald hvor?

Ligeledes er jeg i tvivl om, hvilke tillæg jeg kan søge, og om hvor jeg skal henvende mig. Det samme gælder for at få et pensionist togkort.

Med venlig hilsen
Anja

Svar fra DepNet

Svaret blev lagt på DepNet 18. februar 2010

Kære Anja,

Du behøver ikke selv foretage dig noget med hensyn til overflytning af din pensionssag. Når Folkeregistret har fået besked om din adresseændring, går der automatisk besked til din hidtidige kommune, der udbetaler pensionen.

Her vil man oversende din sag til tilflytningskommunen, der så overtager udbetalingen.

Noget andet er så, at der i al social lovgivning står, at man har pligt til at oplyse om ændringer i sine forhold.

Man må jo sige at en flytning er en ændring, så jeg vil nu alligevel råde dig til at underrette din hidtidige kommune.

Hvis du modtager andre ydelser, f.eks. boligsikring, skal du underrette, da denne jo skal stoppes ved fraflytningen. Fraflytterkommunen giver ikke besked til tilflytterkommunen om hidtidige ydelse.

Hvis du skal søge boligsikring til din nye bolig, skal du derfor rette henvendelse til din tilflytningskommune og søge herom. Ansøgningen har først virkning fra den første i måneden efter ansøgningsdatoen.

Med de "nye" pensionsregler fra 2003 svarer førtidspensionen til sygedagpenge, og derfor er det ikke muligt at søge andre (personlige) tillæg til pensionen.

Du kan dog altid rette henvendelse i din kommune og forhøre dig, om der kan være mulighed. F.eks. kan man stadig søge èngangsbeløb i særlige tilfælde.

Bus/togkort køber du hos trafikselskabet og skal medbringe dokumentation på, at du modtager pension. Pensionsmeddelelsen ("lønsedlen") er tilstrækkeligt, og du behøver bare at vise den øverste del, hvoraf fremgår dit navn, adresse, cpr-nummer og status som pensionist. Beløbene vedkommer ikke trafikselskabet.

Venlig hilsen
Aase Sveistrup
Socialrådgiver