Brevkassesvar

Emne: Uddannelse på førtidspension

Spørgsmål indsendt 21. februar 2011

Hej

Jeg er en 28 årig kvinde, der fik tilkendt førtidspension som 22 årig pga. en skizofreni diagnose.

I lang tid har min sygdom gået lidt op og ned, men de sidste par år har jeg haft det godt det meste af tiden.

Mit spørgsmål går på hvor meget kan må uddanne sig når man er på førtidspension. Altså timer om ugen osv?

Jeg har et ønske om at komme igennem en uddannelse og få normalt job. Jeg er bare i tvivl om hvorvidt det er muligt for mig at studere og evt senere få job.

Derudover er jeg også nervøs ved at skulle frasige mig pensionen og så måske på et senere tidspunkt få brug for den igen alligevel. Jeg er også nervøs for at skulle gå til min sagsbehandler med spørgsmål, da jeg er bange for at hun vil lægge pres på mig for at komme videre i systemet.

Jeg tænker at det nok ikke er realistisk at tro at man kan tilkende en pension to gange, så hvis man ikke klarer uddannelse/job er man jo virkelig på den.

På forhånd tak for svaret.

MVH TT

Svar fra DepNet

Svaret blev lagt på DepNet 25. februar 2011

Kære TT

Tak for dit brev.

Det er jo meget positivt, at du nu føler dig i stand til at gå i gang med uddannelse.

I pensionslovgivningen er der ikke fastsat grænse for hvilke uddannelser og hvilket omfang, man som førtidspensionsmodtager må forsøge sig.

Men det er klart, at hvis man er i stand til at gennemføre en egentlig kompetencegivende uddannelse på normale vilkår med hensyn til studietid, så er man måske også i stand til at forsørge sig selv, og dermed kan grundlaget for pensionen forsvinde.

Der er også i lovgivningen mulighed for at fratage tilkendt førtidspension, dog kun pension, der er tilkendt efter 2003.

Din pension er jo tilkendt efter de nye regler, så muligheden er til stede.

Der er også mulighed for at gøre en førtidspension hvilende, men der nævnes kun de situationer, hvor modtageren tjener over en vis grænse (det dobbelte grundbeløb i folkepension ca. 130.000 årligt).

Men der er jo lang vej igen, før du evt. får indtægt.

Du skal ikke overveje selv at frasige dig pensionen. Omvendt behøver du heller ikke frygte at blive presset til at gennemføre et forløb, som du ikke magter.

De mange svære situationer, der jævnligt omtales, dækker som regel over personer, der er i afklaring, altså ikke har fået pension.

Mit råd til dig er at opsøge din sagsbehandler og fremlægge dine tanker. Her vil du modtage vejledning og vurdering med hensyn til, hvad du må og hvad du skal oplyse om.

Jeg er sikker på, at du kan få accept på, at du forsøger dig med uddannelse, og at du samtidig forpligter dig til at underrette kommunen, hvis og når du evt. nærmer dig afslutning af uddannelsen.

Dermed undgår du evt. senere ubehageligheder med hensyn til din oplysningspligt.

Selv om du evt. gennemfører en uddannelse, kan du jo have behov for et job på særlige vilkår, evt. kun for en overgangsperiode, men den stillingtagen til den tid.

Foreløbig gælder det om at få omsat din energi og dit mod på at forsøge.

Held og lykke med det.

Venlig hilsen
Aase Sveistrup
Socialrådgiver