Spørgsmål indsendt
4. november 2013
Jeg har i flere år taget Sertralin for angst og depression, men for et halvt år siden fik jeg en hjerterytmeforstyrrelse, som blev værre når jeg tog pillerne.
Jeg er så trappet ud og det har hjulpet på hjertet, men nu har jeg rigtigt meget angst og føler mig deprimeret og utilpas!!
Min læge ved ikke hvad jeg så kan tåle at ta' på grund af hjerteproblemerne.
Hvad kan jeg gøre for at få det bedre?
Svaret blev lagt på DepNet
10. december 2013
Kære brevskriver
Tak for din mail.
Afhængig af sværhedsgraden af dine symptomer på angst og
depression, kan det være nødvendigt igen at give dig antidepressiv medicin. Det
vil da være nødvendigt at finde et præparat, som ikke påvirker din hjerterytme.
Jeg synes, at du skal opfordre din læge til at drøfte din behandling med en
hjertelæge. Måske har du allerede været i kontakt med en hjertelæge på grund af
det med hjerterytmen. En anden mulighed er, at din læge kontakter Klinisk
Farmakologisk afdeling på Bispebjerg Hospital (hvis du bor i Københavnsområdet)
eller en anden klinisk farmakologisk afdeling på et hospital, hvor man kan
rådgive om antidepressiv medicin til mennesker med hjerterytmeforstyrrelse.
Venlig hilsen
Jesper Karle