Brevkassesvar

Jeg ved ikke hvad der er galt med mig og kunne virkelig godt bruge et råd. Jeg kan dog ikke gå i detaljer, men vil prøve at forklare mig så godt som jeg kan. Jeg er bipolar og var i begyndelsen af december i en hypomanisk fase, som blev medicinsk afhjulpet. Alt var derefter nogenlunde normalt, bort set fra at jeg stadigvæk havde lidt søvnproblemer og var enormt vred og irritabel hele tiden, eller i hvert fald når jeg var ude blandt folk. Jeg var til sidst nærmest eksplosiv, så snart jeg var udenfor mit eget hjem og snakkede derfor med psykiatrisk skadestue for at få noget hjælp, da min adfærd var meget anderledes end mit normale jeg. Lægen derude gav mig rivotril, oxazepam og imoclone med hjem, sådan så jeg havde i hvert fald noget medicinsk hjælp indtil min kontaktperson fra DPC kom tilbage fra ferie. Men der skete et eller andet til den lægesamtale, som er blevet forstærket markant over de sidste par dage. Jeg havde en rigtig dårlig fornemmelse omkring lægen fra det øjeblik vi satte os ned overfor hinanden. Jeg følte at han havde bagtanker, at han var uærlig, at han tænkte og mente alt muligt dårligt om mig, og at han nærmest sad og grinte af mig indvendigt. Jeg havde den samme fornemmelse overfor sygeplejersken der tog imod mig, men ikke ligeså kraftigt. Ikke desto mindre, så gik jeg derfra med den dårligste følelse i kroppen og fortrød virkelig at jeg var taget derind. Nu er der så gået nogle dage og medicinen har selvfølgelig hjulpet på søvnen og vreden, men den følelse jeg fik den dag på psyk skadestue har jeg ikke kunne ryste af mig. Den har derimod spredt sig til mine egne behandlere. Det var meningen at jeg skulle snakke med DPC i morgen, men det kommer ikke til at ske. Jeg har slet ikke lyst til at snakke med dem, for jeg tror ikke på at de vil lytte og tage mit problem seriøst. Selv hvis de siger, ligesom lægen på skadestuen, at de er der for at hjælpe, så tror jeg ikke på dem. Jeg føler ikke jeg kan stole på det de siger eller på deres hensigter. Det samme gælder min psykolog, der kommer tilbage fra ferie i begyndelsen af januar. Jeg har ventet med længsel på at hun kommer tilbage, da hun er den jeg har allermest tillid til af alle mennesker og jeg ved at hvis nogen kan hjælpe, så er det hende. Men hende har jeg heller ikke lyst til at se. Jeg er vred på hende, for føler helt ind til benet at hun har svigtet min tillid, men kan ikke forklare hvad det er hun har gjort. 

I de sidste par dage har jeg været i min lejlighed og med vilje undgået at gå ud eller invitere nogen hjem til mig. Jeg har ligeledes snakket med min søster, som jeg skulle holde nytår med og sagt, at jeg formentlig ikke kommer alligevel, da jeg er bange for at ødelægge aftenen, hvis jeg grundet mit ustabile humør pludselig flipper ud. Især fordi der vil være et par børn til stede og derfor vil jeg slet ikke tage chancen. Hun presser mig om at jeg skal tage med og jeg tror absolut at hun har tiltro til at vi nok skal løse det, hvis der dukker nogle problemer op, men den tiltro har jeg ikke og jeg ville ønske at hun kunne forstå at jeg ikke tør løbe den risiko. Jeg har svært ved at kende mig selv i øjeblikket. I det ene sekund føler jeg at alt er normalt og i det næste, får jeg alle mulige mistroiske tanker om andre mennesker og kan ikke kontrollere min irritation og vrede. På den ene side er jeg desperat for at få hjælp til at føle og tænke normalt igen, men så snart jeg begynder at overveje at snakke med nogen om hvordan jeg har det, så vender jeg rundt på en tallerken og føler en meget voldsom modstand overfor at andre skal blande sig. De skal bare holde sig langt væk. Så jeg ved ikke hvad jeg skal stille op. Jeg er meget ambivalent og forvirret.