Brevkassesvar

Hej.

Jeg har gået i hos min psykolog i nogle år nu og har gennem det sidste års tid været seksuelt tiltrukket af hende sådan lidt on and off (jeg er en homoseksuel kvinde). Det begyndte med en forelskelse, som startede sidste vinter og fortsatte indtil i sommers. Så var der ikke noget i knap et halvt år og her i det nye år er jeg så begyndt at blive tiltrukket af hende igen. Det starter hver gang med ren fysisk tiltrækning, som så pludseligt slår over og bliver mere emotionel, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved det. Jeg burde nok snakke med hende og jeg nævnte også kort overfor hende sidste vinter at jeg havde fået nogle følelser for hende, hvilket hun tog rigtig pænt, men så skete der en masse andre ting, som krævede både min og hendes opmærksomhed, og siden da har vi ikke snakket om det. Efterfølgende har jeg ikke kunne få mig selv til at sige det til hende, når tiltrækningen eller følelserne er dukket op og havde det i den her omgang kun været følelserne der var dominerende, kunne jeg måske godt have snakket med hende om det. Men jeg kan ikke få mig selv til at snakke med hende om ren fysisk tiltrækning, for jeg prøvede faktisk her forleden og for det første kom jeg til at sidde og grine før jeg overhovedet fik sagt noget og for det andet, blev jeg meget akavet og forlegen, da hun prøvede at spørge ind til hvad det var jeg kom til at grine af. Så jeg tør ikke tænke på hvor barnligt jeg ville reagere, hvis vi sad overfor hinanden og rent faktisk snakkede åbent og ærligt om det her. Og det er ikke fordi jeg reagere sådan normalt, hvis jeg er tiltrukket af en person. Det er udelukkende overfor hende at jeg gør det. Så jeg ved altså ikke hvad jeg skal stille op.

Jeg har godt hørt at en psykologs rummelighed, varme, nærvær osv. osv. kan virke tiltrækkende på nogle klienter og jeg kan selvfølgelig også godt se hvorfor, men jeg føler ikke det er det der er den store skurk her. Selvfølgelig påvirker det mig, men det er ikke hvad hun er som psykolog, der tiltrækker mig - det er nærmest alt andet. Det er den personlighed hun har, den kemi der er mellem os, som er ufattelig god og heldigvis for det, for det har gjort en enorm forskel i terapien og så er det hendes udseende. Men det med udseendet er lidt en mærkelig størrelse, for hun er ikke min type normalt og alligevel er jeg virkelig, virkelig tiltrukket af hende.

Sådan som jeg har det påvirke ikke terapien. Det er nu ikke fordi jeg bare kan slukke på en knap og så pludselig ikke føle noget, når jeg sidder overfor hende, men jeg kan sagtens fokusere (det meste af tiden) på andre ting og jeg bliver ikke forstyrret af det som sådan. Men jeg ved at hun kan mærke på mig at der er et eller andet jeg ikke deler med hende og jeg ville virkelig ønske at jeg kunne være helt åben og ærlig om hvordan jeg har det, og have en reel og fordomsfri samtale om de her følelser, men jeg kan bare ikke få mig selv til det på trods af at jeg virkelig har brug for at snakke. For jeg har gjort mig ufatteligt mange tanker omkring hende og jeg, både realistiske og andre dybt urealistiske, og jeg ville virkelig gerne dele dem med nogen. Det kunne være rigtig rart og formentlig give mig lidt fred i sjælen, men jeg ved ikke hvor jeg skal vende mig.

Min psykolog er af den opfattelse, at der ikke er dét vores relation ikke kan holde til og jeg må give hende ret i at den har holdt på godt og ondt indtil videre og relationen har virkelig fået mange knubs hen ad vejen, men min livserfaring siger mig bare noget andet: At alting har et bristepunkt og jeg er bange for, at hvis jeg begynder at træde rundt i det her emne, så siger hun lige pludselig stop og trækker sig ud af relationen. Det kan måske godt være at det muligvis er overføring at jeg tænker sådan og måske tror jeg heller ikke helt på at hun trækker sig væk, men jeg er rigtig, rigtig bange for det. Så jeg føler mig lidt handlingslammet og kunne godt have brug for et råd.

Venlig hilsen
nnielsenn