Brevkassesvar

Emne: Livslang behandling?

Spørgsmål indsendt 24. marts 2014

Kære brevkasse
Jeg er en pige på snart 26 år. Selv om jeg i kraft af mit erhverv (journalist) udmærket godt ved, at man desværre ofte skal tage mediedækning af visse dele af sundhedsområdet med et gran salt, har jeg alligevel svært ved at lukke larmen helt ude, når det gælder dækningen af antidepressiv medicin. Derfor søger jeg råd og vejledning her.

Først min historie:
Da jeg var 20 fik jeg en moderat til svær depression - tilsyneladende uden nogen særlig grund. Jeg oplevede ikke noget traumatisk og har ikke haft noget igennem min opvækst, der umiddelbart kunne være en udløsende faktor.
Min praktiserende læge ordinerede 150 mg Venlafaxin, som efter omkring fire uger begyndte at virke og derfra forbedrede min sindstilstand. Min depression var en skrækkelig oplevelse, og min læge og jeg aftalte, at jeg ikke skulle prøve at trappe ud, før jeg var på sidste del af min uddannelse (som journalist), fordi uddannelsen er meget præget af skiftende forløb samt en langvarig praktik.
For godt seks måneder siden forsøgte jeg så i samråd med min læge at trappe ud af min medicin. Jeg gik fra 150 mg til 75 mg og havde lidt influenza-agtige symptomer i to uger, men det gik over, og jeg troede, at jeg havde reduceret min dosis med succes.
Men cirka en måned efter begyndte jeg at opleve svingninger i mit humør, som jeg også oplevede, da jeg fik depressionen første gang. Svingninger, der gradvist blev værre, og hvor jeg til sidst ikke kom op fra nedturen igen. Jeg begyndte også at opleve angst i form af hjertebanken og frygt for at miste mine forældre og miste kontrollen over mig selv. Min praktiserende læge satte mig op på 150 mg igen, men effekten udeblev i lang tid. En weekend var det så slemt og det ene angstanfald afløste det andet, så mine forældre tog mig med ud på en psykiatrisk skadestue, hvor psykiateren gav mig et lager af benzodiazepiner og anbefalede, at jeg blev sat op med yderligere 75 mg.

Der gik da heller ikke lang tid, så begyndte medicinen at virke igen. Gradvist fik jeg det bedre - fik mine følelser tilbage og begyndte igen at tro på, at jeg nok skulle få det godt igen.

Min psykolog og min læge mener begge, at det ikke er sikkert, at jeg vil kunne komme af med min medicin.
Det ville heller ikke gøre mig noget, hvis jeg vidste, hvad det i praksis kommer til at betyde for mit liv.

Derfor er mit spørgsmål:
Kan jeg være på medicin resten af mit liv uden problemer?
Vil jeg udvikle 'tolerans' over for medicin? Altså, vil effekten over tid aftage - og hvad gør jeg så?

Jeg vil for alt i verden ikke tilbage i en depression, da det uden sammenligning er den værste tilstand, jeg nogensinde har oplevet.
Jeg har et godt liv i dag, men bliver tit bekymret over mine fremtidsudsigter - for hvad kommer det til at betyde for mit liv at være på medicin måske for altid?

Jeg håber, I kan svare og vil give mig lidt ro i sindet.

Bedste hilsner
Anne

Svar fra DepNet

Svaret blev lagt på DepNet 19. maj 2014



Kære Anne


Tak for din mail.


Jeg kan godt forså dine bekymringer. Det er meget store
spørgsmål du stiller, og de egner sig efter min mening dårligt til at blive
besvaret i en brevkasse. Der er store forskelle fra person til person, når det
drejer sig om anbefalinger vedrørende fortsat behandling med medicin. Hos den
enkelte person drejer det sig om at veje fordele ved medicinen op mod ulemperne.
Og ved sygdom af en vis sværhedsgrad falder denne sammenligning ofte ud til
fordel for en langsigtet, i nogle tilfælde tidsubestemt behandling. Der er
mange, der har fået medicin mod depression og humørsvingninger i det meste af
deres liv, og hvor fordelene klart har opvejet ulemperne. Det kræver løbende
vurdering og stillingtagen. Jeg mener, at man altid skal være forsigtig med at
generalisere, og jeg kan ikke lide, når man ukritisk siger til en person, at
han eller hun skal tage medicin resten af livet.


Vedr. tolerans: I nogle tilfælde aftager virkningen af et
præparat, der tidligere virkede efter hensigten. Dette kan nødvendiggøre, at
man får en højere dosis af det samme præparat, eller at man supplerer med eller
skifter til et andet præparat. I nogle tilfælde fører en sådan ændring til, at
bør man som læge overveje, om man har stillet den rigtige diagnose.





Venlig hilsen
 


Jesper Karle