Brevkassesvar

Emne: uddannelse

Spørgsmål indsendt 14. september 2015


Hej jeg er lige pt. under uddannelse, grundforløb som pædagogisk assistent. Men jeg har simpelhen fået for meget fravær pga. min depression. 
Jeg har ikke overskud og er bange for at folk hader mig pga. at jeg ikke kan finde ud af at tage en uddannelse eller få et job.  

Hvad kan jeg gøre? Jeg nægter at komme tilbage på kontanthjælp, for jeg ved, at så ender jeg der resten af livet. Kommunen kan ikke hjælpe ellers vil de bare have mig videre og ud og at lave noget.  Men hver gang ender det med at jeg må stoppe enten job eller uddannelse pga min depression :( Jeg får nederlag efter nederlag.

Jeg kan ikke overskue noget mere. Jeg føler jeg ødelægger, det hele for mig selv. Hele min fremtid er ødelagt. 

Hvad kan jeg gøre? Piller hjælper ikke på min depression og jeg har ikke råd til psykolog-samtaler.

Alt er uoverskueligt og jeg har mere lyst til bare at forsvinde fra omverdenen :(




Svar fra DepNet

Svaret blev lagt på DepNet 20. september 2015

Hej Marianne.
Tak for dit brev. Jeg kan godt se, du har meget at kæmpe med: Uddannelse, økonomi, kommunen etc.
Mit første punkt er : Hvor er du selv.? Når du bruger så mange kræfter på, hvad andre siger og mener, - du er "bange for at folk hader dig", "kommunen vil bare have dig videre" osv.
Skriv 10 ord ned, hvor du beskriver DIG, når du har haft det godt. Det kan være til en fest, sammen med en eller flere i familien, -eller i skolen. Skriv det ned nu, - inden du går videre.

Hvad er dit næste mål for at komme et skridt videre, hvor du bruger noget af DIG, der har det godt? Koncentrer dig om imorgen. Hvad kan du gøre imorgen, hvor du giver dig et "klap på skulderen"?
Det kan være at lave morgenkaffe, gøre et indkøb. Find frem til én ting du kan gøre, som er positiv for dig selv. GLEM ALLE ANDRE.
Når du har gennemført denne ting, gå hjem og skriv det ned. Hvordan føles det?

Det er vigtigt, at du tager EN beslutning ad gangen. Skub alt andet væk! Fremtiden består af idag og imorgen, - og lad være med at tænke i det store, som f.eks. "hele fremtiden", - for hvad består fremtiden af : Imorgen, næste dag, næste dag.
Det er NU, du lever, og det er NU du kan handle! Du skal bare finde DIN måde at gøre det på.

Du er velkommen til at skrive igen.

God vind

Lene
psykolog