Brevkassesvar

Kære psykiatere på depnet.

Jeg skriver til jer i håb om, at i kunne have et bud på hvordan jeg kan få det bedre eller fortælle mig om jeg overhovedet har nogen chance for at komme videre?

Jeg er en 35-årig kvindelig psykiatrisk sygplejerske.
Sidste år i oktober fik jeg ovenstående diagnose og har været mangt og meget igennem, 3 indlæggelser. Under disse indlæggelser er det eneste vi har opnået at jeg til dels er kommet af med mine voldsomme angstaanfald via kognitiv terapi. Ellers har jeg for det meste været sengeliggende og har ikke kunnet tåle at være i rum med andre uden at blive enormt stresset. Jeg har ikke været i stand til at opretholde min personlige hygiejne og har sovet med tøjet på. Trods det er det eneste personalet har "hjulpet" mig med at presse mig til forskellige aktiviteter herunder i grupper, hvilket jeg slet ikke har kunnet. Jeg har under de sidste 2 indlæggelser fået det værre og værre i forhold til stresniveau og socialt samvær. Jo mere jeg blev presset jo flere psykotiske oplevelser havde jeg + flere blandingstilstande og herved mere deprimeret. Det har været gennemgående i mit sygdomsforløb at jeg ved det mindste pres eller stress får psykotiske oplevelser og ender ud i at planlægge selvmord via hængning eller skære halsen over på mig selv. Jeg har mellem de to sidste indlæggelser haft en hypoman periode på ca. 14 dage. Her var jeg også henvist til distriktpsykiatrien som afviste mig på baggrund af min diagnose. Det slog mig helt ud og jeg var stort set sengeliggende indtil jeg skulle begynde i en depressionsgruppe i maj. Det kunne jeg slet ikke klare, den første session var 2 timer og den sidste time var jeg så stresset at jeg var ved at gå amok og var klar til at tage hjem og tage mit liv. Vedrørende de 2 sidste indlæggelser har jeg selv bedt mig udskrevet da jeg blot blev mere og mere dårlig og det var personalet ligegyldigt, de ville aldrig høre på mig og kørte deres eget forløb med mig som jo bestod i at presse mig konstant i stedet for at hjælpe mig med de mest fundamentale ting. Under sidste indlæggelse blev jeg psykologisk testet fordi overlægen der mente at jeg var skizofren. Han ville sågar sætte mig i behandling for det inden svaret på testen forelå. Men svaret viste det som jeg forgæves havde prøvet at forklare dem, nemlig: overvejende depressiv m. blandede episoder og psykotiske træk, så nu vidste de ikke hvordan de skulle tackle mig. Jeg blev sidst udskrevet i midten af juli og har nu jævnlige samtaler ved en psykolog i distriktet og ca. hver 2. måned hos en psykiater. Men jeg er hjemme og kan ikke særlig meget, jeg kommer kun ud når der skal betales regninger og til psykolog og her bliver jeg også så stresset så jeg bagefter er dårlig i flere dage. Jeg har ingen kontakt til venner og veninder, jeg kan end ikke over skue en telefonsamtale. Når jeg står op om morgenen ønsker jeg bare at det igen skal blive nat så jeg kan sove mig fra det hele. At lægge mig til at sove er dagens lindring. Ud over det føler jeg at jeg lever for andres skyld og jeg er så vred over at jeg har lovet ikke at tage mit liv. Om aftenen har særlig trang til at hænge mig. Jeg kan ikke se formålet med noget og er helt følelsesflad.
Jeg lever i øjeblikket af flydende kost da jeg konstant har kvalme af livet og ikke kan få andet ned. Psykiateren og psykologen siger jeg skal søge noget frivilligt arbejde for at komme lidt ud, det gør jeg så fordi de siger det, men ærligt talt aner jeg ikke hvordan jeg skal kunne klare det med mit lave stressniveau. I sidste uge anskaffede jeg mig en kat i håb om at få lidt humør og afprøve om jeg er i stand til at tage ansvar for noget andet end mig. Det skulle jeg ikke have gjort, det føles som 3 ugers hårdt arbejde hver dag og jeg har flere gange haft psykotiske oplevelser, fordi jeg er nødt til at passe den og give den kærlighed hvilket stresser mig. Jeg kunne fortælle meget mere, men jeg stopper her for nu. I øjeblikket får jeg: 250 mg Seroquel/ døgn, Litarex 2½ tbl/ døgn, 1 mg Rivotril x 2/ døgn, Efexor 225 mg/ døgn.

Håber i kan hjælpe da jeg har en fornemmelse af at ingen tror på at man kan blive så stresset af meget lidt.

På forhånd mange tak

Fra Malene